Fifty shades of fake news 2: Editors and sources

The Press as protector of Government

By  Mikael Hertig

 

MIkael Hertig, M of SC Ppl

The Press, understood as both Public Service channels as BBC and the printed papers are in theory supposed to control the Governments’ and Institutions’ exercision of power. This role is often mentioned as “The Fourth Power of State”. Thinking of Watergate as the most famous story affirms that description.

In the flooding stream of news we have to recognize that the day to day political stories just affirm in one way or another  that the system still exists as normal.

Let me present what I might call “Editor’s dilemma”.  Running af newspaper  into some degree demands that your top reporters can return and refer to top civil servants amd top  politicians. This may squeeze the editor in cases where the continued good relations might be at risk.

Facing such situations you might be forced favourize connexions instead of giving space for relevant discussions.

In some cases it even has to do with statements which are falsified. Such a situation occurs often in the most important debate at all: The dispute between neoliberals and postkeynesians when it occurs.
At least to some of us the profound question is political and economical at the same time. Do we want an equal society and / or a rich society. To some of us, this dichotomy is less important than to others – we prefer the equal society in any case.
For many years, the ongoing narrative told that it did’nt really matter if  the richer went even more rich – just if the poorer at least didn’t went poorer at the same time.  Bottom line should in any case be that the austerity way would result in growth.
Now, OECD and others have proved that growth in unequality reduces growth. The opposite conclusion – that higher equality automatically should result in economic growth, however, has not been empirically proved.
The board of Danish Economic Councils have published a report on this topic. A former Chairman of the same board tried to comment in a leading Danish paper, Berlingske Tidende, which at first place published the report. According to Christen Sørensen, they had made a false conclusion.
His critiqual protest was just rejected. For a conservative newspaper supporting a right wing government, this is convenient. They don’t risc to challenge connexion to Ministry of Finance and other central persons of influence.

This is not the first time. It happens often.

My question to you is just:
Where is the responsibility of the editor? Maybe the editor just brings what the board brings. I would have done the same.

Afterwords, two positions would have been  suitable.

 

Firstly, he could have asked the Board for a comment so a qualified discussion might have been presented in the paper.

Or secondly,  he (In Berlingske, it is a he) could have presented the readers the objection of Christen Sørensen.

But instead of thinking at the alternatives he found his third way. Just to ignore. And ignorance of this kind is a threat to a newspaper.

At least, the editor is in  risc of delivering and afterwards protecting fake news-

Vismændenes kronik in Danish

Christen Sørensen wrote in Danish:

VISMÆNDENE PÅ FORTSAT GLAT IS

Nedenstående kritik af vismændene i forlængelse af deres kronik i Berlingske Tidende 8. maj kunne jeg ikke få optaget. Der var ingen begrundelse.

I kronikken ”Er indkomstlighed godt for samfundets velstand?” kommer man langt ud – helt til udviklingslande osv. Og vismændene kommer åbenbart så langt ud, at de ikke kan bunde. To eksempler herpå.

De anfører for det første, at opsparingstilbøjeligheden sædvanligvis øges, når indkomsten stiger. Et hovedresultat i forbrugsteori har i mere end 50 år været, at forbruget for alle stort set udgør samme andel af den disponible indkomst i et længere perspektiv (som er afgørende i forhold til vækst) bortset fra ydertilfælde. Men jeg kan dog ikke udelukke, at jeg ikke er opdateret på dette område – men jeg tvivler. Hvis vismændenes udlægning var korrekt, ville momsen jo være en degressiv skat og medvirke til at øge uligheden. Med udgangspunkt i forbrugsteori har jeg altid lagt til grund, at momsen stort set var en proportional skat. Det er vismændene tilsyneladende uenige i – en forklaring er ønskelig.

For det andet har vismændene ikke forstået den OECD-analyse, som de forsøger at sætte spørgsmålstegn ved. Forklaring følger.

Spørgsmålet om fordeling og vækst er et særdeles aktuelt økonomisk fokusområde i den vestlige verden og herunder også i Danmark. Dette kommer bl.a. til udtryk i diskussionen om topskattelettelser og den beskedne økonomiske vækst i de senere år bl.a. i Danmark.

Emnets aktualitet har bl.a. betydet, at en af verdens mest ansete økonomiske udredningsinstitutioner, OECD, tog dette emne op til analyse og empirisk undersøgelse i 2015 i rapporten: In It Together. Why Less Inequality Benefits All. Et hovedresultat var, at stigende ulighed kan føre til mindre vækst. Den stigende ulighed i 19 OECD-lande mellem 1985 og 2005 førte således til en lavere skønnet BNP-vækst i perioden 1990-2010 på 4,7 procentpoint. OECD udtrykker det, at der ikke er evidens for en modstrid mellem lighed og vækst, således i konklusionen på det relevante kapitel 2, se side 79: ”Med udgangspunkt i sammenlignelige data fra OECD-lande gennem de seneste 30 år indikerer den økonometriske analyse, at ulighed har en betydelig og statistisk signifikant negativ virkning på vækst, og at omfordelingspolitik med sigte på at opnå en mere lige fordeling af de disponible indkomster ikke har negativ virkning på vækst.”, (min oversættelse).

I vismændene egen analyse af ”Indkomst- og formuefordeling” i kapitel 5 i deres efterårsrapport fra 2016 skrev de side 208: “I praksis indebærer indgreb på skatte- og overførselsområdet næsten altid en afvejning mellem den økonomiske effektivitet på den ene side og fordelingen af indkomsterne på den anden.”, (kursivering tilføjet). Altså det stik modsatte af, hvad OECD havde fremført, selv om den anførte OECD-rapport indgik i litteraturlisten til kapitlet.

Hvis det var studerende, der anførte en så vægtig kilde i litteraturlisten, og i teksten fremførte et udsagn, der åbenlyst stred herimod, og ikke forklarede, hvorfor de ikke tilbageviste konklusionen i en så vigtig kilde, ville konklusionen være: de har ikke læst eller forstået den angivne kilde. Da det vel ikke er tænkeligt, at vismænd ikke har forstået OECD-rapportens meget klare konklusion, er det svært at undgå den alternative forklaring. Alene titlen på OECDs publikation burde have været tilstrækkelig advarsel mod udsagnet side 208.

Og nu til den anden misforståelse. Vismændenes lægger i deres kronik til grund, at OECD kun har undersøgt effekten fra ulighed til vækst i en efterfølgende periode på fem år – og bruger dette til at sætte spørgsmålstegn ved OECD-analysen. Men den stigning i uligheden, der indtraf i f.eks. femårsperioden 1985-89, har også haft effekt på væksten ikke blot i 1990-94, men i hele den efterfølgende undersøgelsesperiode fra 1995-2010!
Kronikken i Berlingske Tidende er endvidere bemærkelsesværdig ved, at den ikke indeholder referencer til deres egen analyse i efteråret 2016. I betragtning af divergensen mellem deres analyse og OECD’s analyse, der endog indgår i kildegrundlaget til deres egen rapport, er dette måske ikke så mærkeligt, selv om det vel er uredeligt.

På et punkt er jeg enig med de nuværende vismænd: det er kompliceret at udrede de mange og indviklede sammenhænge mellem lighed og vækst. Det er jeg overbevist om, at OECD også er fuldt på det rene med. Og for god ordens skyld til vismændene: det gælder også den anden vej: fra ulighed til vækst.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.