Langemand

 

Langemand

Langemand overskåret med blod

Langemand

I et ikke særlig fjerntliggende land elskede regenten sit folk rigtig meget. Han elskede sit folk og forlangte sin kærlighed til alle betingelsesløst gengældt.

Overalt på alle gader og stræder hang der skilte med Regentens slogan.

Jeg elsker jer alle hver og en!
Du skal altid være artig!

 

Til at starte med stod det overalt med udråbstegn. Men nogle kom til at tænke på, at udråbstegnet  kunne minde om en langemand, så derfor blev det overalt ændret, så mindet  om ligheden  ikke skulle vækkes.

I landet var to langemænd hver mands eje. Oprindelig var langemand  slet ingen rekvisit, den var bare en del af hånden. Små børn  har den bare, de har kun  brugt  som reserve, når de skal pille næse.
I privatlivet kunne  langemand bruges i det kropsnære. Men når mennesker vokser til, bliver seksualitet en del af deres liv, og i visse sammenhænge viste langemand sig at kunne blive brugt som en rekvisit, man altid i gamle dage havde ikke bare ved hånden, den var et  lem, en  del af den.

Langemand kunne puttes ind i menneskelige kropsåbninger. Ikke bare næsebor, men også andre steder. Historisk var det jo en tilstand, alle kunne benytte, så længe de havde den.

På den måde opstod der i den folkelige forståelse i forbindelse med sprogets seksualisering et f-ord om med en form for nedsættende hentydning til, hvad langemand  kan bruges til. Nemlig at udtrykke utilfredshed. Regenten fjernede udråbstegnet. Så nu stod der på alle plakaterne:

Jeg elsker også dig
Du skal altid være artig

 

 

Nåe regenten i al sin alfaderlighed elsker sit folk ubegrænset, har han krav på folks grænseløse hengivenhed.

Regenten insisterede på  sit folks ubetingede kærlighed. Ethvert menneske, lille som stor, skulle elske ham, ligesom han elskede ethvert menneske. Hans kærlighed skulle gengældes, det var en ordre.

 

I det ikke særligt fjerntliggende land kom regenten til det resultat, at folk, der viste en  langemand i det offentlige rum, skulle have den hugget af.  Men der var flere og flere, som regentens politi vurderede gik rundt og viste langemand i det offentlige rum, som om det skulle være en slags udtryk for protest.

Det viste sig imidlertid at være en langstrakt proces. For så længe der var mennesker, der havde langemænd, kunne der stadigvæk være mulighed for, at de brugte den til at protestere med. Og så længe et menneske viser protest, er det ukærligt overfor regenten. Så regenten mente, at ved at fjerne muligheden for at vise langemand overhovedet, så ville den grænseløse hengivenhed få det meget nemmere.

For en  sikkerheds  skyld blev det så gennemført, at alle skulle have hugget begge langemænd af.

Blodet flød, mens operationerne foregik Det røde blod flød på hvide lagener.  Violinister og pionister måtte lære at spille med  tre fingre, men alt i alt opstod der en ny langemandsløs normaltilstand.

Når man elsker, protesterer man jo ikke. Så til sidst var han den eneste med begge langemænd, for han elskede jo ikke bare sig selv, men også sit folk.

Når børnene skulle lære at tælle, kunne de kun tælle til ti, hvis de tog hullerne efter de to manglende langemænd med. De talte til otte og lagde to lufthuller til. Man gav sig til at diskutere, om det ville være passende at gå over til det hexadecimale talsystem. Så kunne pegefingrene også ryge sig en tur.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.