Hjalmar Söderberg: En herreløs hund

Hjalmar Söderberg – en herreløs hund

Sort hund på sort baggrund

Closeup Portrait of Gorgeous Retriever puppy looking sad in camera isolated on black background, front view

 

 

 

 

 

Af Hjalmar Söderberg

EN mand døde, og da han var død, var der ingen, der tog sig af hans sorte hund. Hunden sørgede længe og bittert. Han lagde sig dog ikke på sin herres grav, måske vidste han i mellemtiden ikke, hvor den var; måske fordi han i grunden var en ung og glad hund, som endnu følte at have at have meget forskelligt til gode i sit fremtidige liv.

Der er to slags hunde: hunde, som har en herre, og hunde, der ikke har nogen. Udadtil er forskellen ikke væsentlig; en herreløs hund kan være lige så fed som de andre, ofte federe. Nej, forskellen ligger et andet sted.  Mennesket er for hunden det uendelige, skæbnen.  En herre at adlyde, følge, at stole på: det er så at sige hundelivets mening. Vel har han ikke sin herre i tankerne hvert minut af dagen, og ganske vist følger han ham ikke lige i hælene, nej han springer omkring på egen hånd med rutinemæssigt opsyn og snuser til hushjørnerne og knytter forbindelser til andre lignende hunde og snupper sig et kødben, hvis chancen byder sig og er optaget af meget, men i samme øjeblik hans herre fløjter, er alt dette hurtigere ude af hans hundehjerne, end gidslerne blev drevet ud af templet, for han kender sin tilbøjelighed, sin trang. Og han glemmer sit hushjørne og sit kødben og sine kammerater og skynder sig hen til sin herre.

Den hund, hvis herre døde og som blev begravet uden at hunden vidste hvordan og hvor, savnede ham længe; men efterhånden som dagene gik og ingenting indtraf, som kunne få ham til at huske på sin husbond, så glemte han ham. På den gade, hvor hans herre boede, kunne han ikke længere genkende lugten af hans spor. Når han tumlede om på græsplænen skete det ofte, at en fløjten skar gennem luften, og i samme øjeblik var hundekammeraten væk som i et vindpust. Da spidsede han ørerne, men ingen fløjten lignede hans herres. Så glemte han ham, og han glemte endnu mere; han glemte, at han nogensinde havde haft en herre. Han glemte, at der nogensinde havde fandtes en tid, hvor han slet ikke havde anset det for muligt at leve uden en herre.   Han blev, hvad man kunne kalde en hund, der havde kendt til bedre dage, omend kun indadtil, for udadtil gik det ham nogenlunde godt. Han levede, som en hund kan leve: Han stjal nu og da et godt måltid mad på torvet, fik bank og havde kærlighedshistorier og lagde sig til at sove, når han var træt. Han fik venner og uvenner. Den ene dag tævede han grundigt en hund, der var svagere end ham, en anden fik han turen af en, der var stærkere. Tidligt om morgenen kunne man se ham løbe ned ad sin herres gade, sådan som han stadigvæk plejede. Han løber lige fremad med et ansigt, som han havde noget vigtigt at nå; lugter i forbifarten færten af en forbistrejfende hund, men bryder sig ikke om at sætte efter dem, han kender; så sætter han farten op, men sætter sig pludselig ned og klør sig bag øret med en brændende energi . I næste øjeblik skynder han sig op og flyver på midten over gaden for at jage en rød kat ned i et kældervindue, hvorefter han fortsætter rutinemæssigt og forsvinder rundt om hjørnet.

 

Sådan gik hans dag, og det ene år fulgte tæt efter hinanden, og han ældedes uden at han mærkede det.

Så blev det en gang en overskyet aften. Det var vådt og koldt, og nu og da skyllede regnen ned. Den gamle hund havde hele dagen været på strejftog  langt nede i byen; han gik langsomt op ad gaden, han haltede lidt; et par gange stoppede han op og rystede sin sorte pels, som med årene var blevet gråsprængt omkring hovedet og halsen. Som han plejede gik han og snusede, snart til højre, snart til venstre; så tog han en afstikker ind i en portgang, og da han kom ud, havde han en anden hund i sit selskab. Snart efter kom en tredje til.
Der var unge og pjattende hunde, og de ville lokke ham til at lege med; men han var i dårligt humør, og desuden begyndte det at styrtregne.  Da skar en fløjten gennem luften, en lang og skarp fløjten. Den gamle hund så på begge de unge, men de lystrede ikke; det var ikke nogen af deres herrer, der fløjtede. Da spidsede den gamle herreløse hund ører, og han følte sig med et så underlig. Et nyt langt fløjt gjorde den gamle hund rådvild og sprang først til den ene side, så. til den anden. Det var hans herre, der fløjtede, han skulle jo følge! For tredje gang fløjtede nogen, lige vedholdende og lige skarpt.  Hvor er han så, hvor? Hvordan kunne jeg blive skilt fra min herre! Og hvornår skete det, i går eller i forgårs, eller måske for lidt siden? Og hvordan så min herre ud, og hvad lugtede han af, og hvor er han, hvor er han? Han løb rundt og snusede til alle der gik forbi, men ingen var hans herre,  og ingen ville være det. Så vendte han sig om og løb ned ad gaden; i hjørnet standsede han og så sig om til alle sider. Hans herre var der ikke. Så tog han gaden tilbage i fire skridt; snavset sprøjtede på ham, og regnen dryppede fra hans pels. Han blev i hvert hjørne, men ingen steder var hans herre. Så satte han sig ved en korsvej og strakte sit lodne hoved mod himlen og gøede højt.

Har du set, har du hørt  sådan en vækblevet, glemt hund, en herreløs hund, når han strækker hals mod himlen og hyler, hyler? De andre hunde sniger sig langsomt væk med halerne mellem benene; de kunne jo hverken trøste eller hjælpe.

 

————–

Kommentar:

 

 

Hvorfor oversætter jeg lige den lille mellemting mellem en novelle og et essay af Hjalmar Söderberg?  For det første er det 70 år siden han døde, og så forsvinder den ophavsretlige beskyttelse.

Det er jo en metafor, der handler om det dobbelte afhængighedsforhold – barnets forhold til sine nærmeste, som æder sig ind i kroppen og bliver til identitet.  Som jeg husker den fra svensktimerne i gymnasiet, var det mest gudsforholdet, den går på.  Men hvorfor ikke også det at høre til, være ikke bare guds barn, men også sin fars og mors barn, en der hører til?

Når jeg husker den oftere, skyldes det mit forsøg på at leve mig ind i de livsomstændigheder , de anbragte børn på bosteder og med tilfældige  og skiftende plejeforældre lider under.

De bliver udadreagerende. Eller de bliver stille. De kaldes de udsatte. Men  hvad er de blevet udsat for? Hvem har udsat dem? Hvordan æder smerten og savnet sig ind i barnekroppen, hvordan skriges den ud? Og hvordan tager nogen sig af de sådan udsatte, der har været udsat for alt muligt, ikke mindst af et system, der ikke vil og ikke kan forstå, men som forklarer, skrider ind og udsætter, udsætter… Hvad gør man ved de stille børn, de skrigende børn, de indadreagerende, de udadreagerende, hvad udsætter man dem for.

Portræt af Mikael Hertig 2021

Mikael Hertig
cand. scient.pol
Fregatten 4, 1 tv
6400 Sønderborg
Tlf 27 24 47 00
https://orcid.org/0000-0002-0533-0231

 

Den svenske tekst

 

 

EN man dog, och då han var död, vårdade sig ingen om hans svarta hund. Hunden sörjde honom länge och bittert. Han lade sig dock icke att dö på sin herres graf, kanhända emedan han icke visste hvar den fanns, kanhända också emedan han i grunden var en ung och glad hund, som ännu ansåg sig ha en del otaldt med tillvaron.

 

Det finns två slags hundar: hundar, som ha en herre, och hundar, som icke ha någon. I det yttre är skillnaden icke väsentlig; en herrelös hund kan vara lika fet som de andra, ofta fetare. Nej, skillnaden ligger på annat håll. Människan är för hunden det oändliga, försynen. En herre att lyda, att följa, att förlita sig på: det är så att säga hundlifvets mening. Väl har han icke hvarje minut af dagen sin herre i tankarna, och väl följer han honom icke alltid tätt i hälarna; nej, han springer ofta omkring på egen hand med affärsmässig uppsyn och nosar på husknutarna och knyter förbindelser med sina likar och nafsar till sig ett ben, om det faller sig så, och bekymrar sig om mycket; men i samma ögonblick hans herre hvisslar, är allt detta ute ur hans hundhjärna fortare än gisselslagen drefvo månglarna ur templet; ty han vet, att ett är af nöden. Och han glömmer sin [ 160 ]husknut och sitt ben och sina kamrater och skyndar till sin herre.

 

 

Den hund, hvars herre dog utan att hunden visste hur och blef begrafven utan att hunden visste hvar, sörjde honom länge; men då dagarna gingo och ingenting inträffade, som kunde påminna honom om hans husbonde, så glömde han honom. På den gata, där hans herre bott, kände han icke längre lukten af hans spår. Då han tumlade om på en gräsplan med en kamrat, hände det ofta att en hvissling skar genom luften, och i samma ögonblick var kamraten försvunnen som en vind. Då spetsade han öronen, men ingen hvissling liknade hans herres. Så glömde han honom, och han glömde ännu mera: han glömde att han någonsin haft en herre. Han glömde att det någonsin hade funnits en tid, då han icke skulle ha ansett det möjligt för en hund att lefva utan en herre. Han blef hvad man skulle kunna [ 161 ]kalla en hund som sett bättre dagar, ehuru i inre mening, ty i det yttre gick det honom någorlunda godt. Han lefde som en hund kan lefva: han stal då och då ett godt mål mat på torget och fick stryk, och hade kärlekshistorier, och lade sig att sofva när han var trött. Han fick vänner och ovänner. Den ena dagen klådde han grundligt upp en hund, som var svagare än han, och en annan dag blef han själf illa tilltygad af en, som var starkare. Tidigt på morgonen kunde man se honom springa utför sin husbondes gata, där han af vana fortfarande mest höll till. Han springer rakt fram med en min som om han hade något viktigt att uträtta; luktar i förbigående på en mötande hund, men bryr sig icke om att fullfölja bekantskapen; därefter ökar han farten, men sätter sig med ens ner och kliar sig bakom örat med hetsig energi. I nästa ögonblick rusar han upp och flyger midt [ 162 ]öfver gatan för att jaga en röd katt ner i en källarglugg, hvarefter han med återtagen affärsmin fortsätter sin väg och försvinner bakom hörnet.

Sådan gik hans dag, og det ene år fulgte tæt efter hinanden, og han ældedes uden at han mærkede det.

Så blev det en gang en overskyet aften. Det var vådt og koldt, og nu og da skyllede regnen ned. Den gamle hund havde hele dagen været på strejftog  langt nede i byen; han gik langsomt op ad gaden, han haltede lidt; et par gange stoppede han op og rystede sin sorte pels, som med årene var blevet gråsprængt omkring hovedet og halsen. Som han plejede gik han og snusede, snart til højre, snart til venstre; så tog han en afstikker ind i en portgang, og da han kom ud, havde han en anden hund i sit selskab. Snart efter kom en tredje til.
Det var unge og pjattende hunde, og de ville lokke ham til at lege med; men han var i dårligt humør, og desuden begyndte det at styrtregne.  Da skar en fløjten gennem luften, en lang og skarp fløjten. Den gamle hund så på begge de unge, men de lystrede ikke; det var ikke nogen af deres herrer, der fløjtede. Da spidsede den gamle herreløse hund ører, og han følte sig med et så underlig. Et nyt langt fløjt gjorde den gamle hund rådvild og sprang først til den ene side, så. til den anden. Det var hans herre, der fløjtede, han skulle jo følge! For tredje gang fløjtede nogen, lige vedholdende og lige skarpt.  Hvor er han så, hvor? Hvordan kunne jeg blive skilt fra min herre! Og hvornår skete det, i går eller i forgårs, eller måske for lidt siden? Og hvordan så min herre ud, og hvad lugtede han af, og hvor er han, hvor er han? Han løb rundt og snusede til alle der gik forbi, men ingen var hans herre,  og ingen ville være det. Så vendte han sig om og løb ned ad gaden; i hjørnet standsede han og så sig om til alle sider. Hans herre var der ikke. Så tog han gaden tilbage i fire skridt; snavset sprøjtede på ham, og regnen dryppede fra hans pels. Han blev i hvert hjørne, men ingen steder var hans herre. Så satte han sig ved en korsvej og strakte sit lodne hoved mod himlen og gøede højt.

Har du set, har du hørt  sådan en vækblevet, glemt hund, en herreløs hund, når han strækker hals mod himlen og hyler, hyler? De andre hunde sniger sig langsomt væk med halerne mellem benene; de kunne jo hverken trøste eller hjælpe.

 

Så blef det då en gång en mulen afton. Det var vått och kallt, och det kom en regnskur då och då. Den gamle hunden hade hela dagen varit på ströftåg långt nere i staden; han gick långsamt uppför gatan, han haltade en smula; ett par gånger stannade han och ruskade sin svarta päls, som med åren blifvit gråsprängd kring hufvudet och halsen. Efter sin vana gick han och nosade än till höger, än till vänster; så tog han en afstickare inåt en portgång, och då han kom ut, hade han en annan hund i sällskap. I nästa ögonblick kom en tredje till. Det var unga och skämtsamma hundar, och de ville narra honom [ 163 ]att leka; men han var vid dåligt lynne, och dessutom började det ösregna. Då skar en hvissling genom luften, en lång och skarp hvissling. Den gamle hunden såg på de båda unga, men de lystrade icke; det var icke någon af deras herrar som hvisslade. Då spetsade den gamle herrelöse hunden öronen; han kände sig med ens så underlig. En ny hvissling, och den gamle hunden gjorde rådvill ett språng först åt den ena sidan, så till den andra. Det var hans herre som hvisslade, då måste han ju följa! För tredje gången hvisslade någon, lika ihållande och lika skarpt. Hvar är han då, åt hvilket håll? Hur har jag kunnat bli skild från min herre! Och när skedde det, i går eller i förgår, eller kanske för en liten stund sedan? Och hur såg min herre ut, och hvad hade han för lukt, och hvar är han, hvar är han? Han sprang omkring och nosade på alla förbigående, men ingen var hans herre, [ 164 ]och ingen ville vara det. Då vände han och sprang gatan utför; i hörnet stannade han och såg sig omkring åt alla sidor. Hans herre var icke där. Då tog han gatan tillbaka i fyrsprång; smutsen stänkte om honom, och regnet dröp af pälsen. I alla hörn stannade han, men ingenstädes var hans herre. Då satte han sig ned i en gatukorsning och sträckte det lurfviga hufvudet mot himmelen och tjöt.

Har du sett, har du hört en sådan bortglömd, herrelös hund, då han sträcker hals mot himmelen och tjuter, tjuter? De andra hundarna luska sakta bort med svansen mellan benen; de kunna ju icke trösta och icke hjälpa.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.