“Oh, you can’t get a man with a gun” – the intrigueous element in #metoo

 

#Metoo: Hvordan får man ram på en mand?

 

 

Portræt af Mikael Hertig 2021

Mikael Hertig
cand. scient.pol
Fregatten 4, 1 tv
6400 Sønderborg
Tlf 27 24 47 00
https://orcid.org/0000-0002-0533-0231

I denne artikel ender jeg med at foreslå, at der indføres konfliktmægling med mulighed for efterfølgende voldgift i #metoo-sager. Artiklen følger op på Mads Bryde Andersens kronik i Berlingske Tidende, hvor han foreslår, at voldgift ved dommere skal erstatte advokatundersøgelser i #metoo-sager.

 

 

Er usikkerheden selv kvindens våben i kønskampen?

Om rænkespillet som magtmiddel

 

“Frailty – thy name is woman” 

(dårligt oversat til: “svaghed, dit navn er kvinde”)
Shakespeare, Hamlet

 

DobbeltportrætførsttvdronningGertrudeogdernæstKongClaudius-Hamlet

Dronning Gertrud og Kong Claudius, Hamlet

 

I Hamlets første akts anden scene falder replikken “Frailty, thy name is woman”.

Hamlets kongefar var død, og hans mor forenede sig i et nyt ægteskab med onklen Claudius, der overtog kongemagten. Mistanken om et brodermord hang i luften over Claudius.

Så er intrigen placeret. Moderen beholder positionen gennem strategisk handling, og det antydes, at den oprindelige og meget smukke kærlighed, Hamlet er det ægte barn af, erstattes af et fornuftsægteskab, iscenesat ved  gustent overlæg. Mens det gustne overlæg hele stykket igennem er et grundtema på både den mandlige og den kvindelige side, så bliver forskellen, at  den mandlige lakajagtige, smidskende adfærd er manipulerende og mere manifest genkendelig og også til tider voldspræget, hører det kvindelige intrigante og udspekulerede setup til i en mere usynlig verden. Ikke med mord, men med udmanøvrering af fjender. Det er her, jeg ser, at #metoo kommer ind i billedet som modvariant til den ægte krænkede. Omgivelserne kan ikke se forskel på sandt og falsk, så en intrigant anklage ser ud til at have gode chancer.

Det kan ærgre, at den almindelige oversættelse af ordet “Frailty” på dansk bliver til “svaghed”. Derfra talemåden: “Svaghed, dit navn er kvinde”.  Det engelske ord er  mere nuanceret. Etymologisk er frailty formentlig det samme som det franske “fragilité”, der som regel oversættes til “skrøbelighed”, en henvisning til, at fysiske ting kan være skøre og gå i stykker. Bestandigheden er midlertidhed, med tiden forvitres, nedbrydes.  På dansk er “fragilité” jo blevet navnet på en sød kage. På engelsk er “frailty’s” første betydning alderdomssvækkelse, degeneration, også med linjer til rystesyge. Men den anden betydning er det troværdighedstab, der opstår, når det ægte, oprigige, erstattes af det udspekulerede. Dermed er linjen til det intrigante lagt. Shakespeare gør den latente intrige til kvindens våben i den almindelige kønskamp, der ikke bare har med scoring af partnere at gøre, men med rænkespillet som magtmiddel.

 

 

Hvordan man får ram på en mand?

 

 

AnnieGetYourGunskuespillerportræt fra Chicago

Light Opera Works – 12/19/13
Annie Get Your Gun Light Opera Works at Cahn in Chicago, IL.
Photo by Chris Ocken
Copyright 2013 – http://www.ockenphotography.com/

I Irvin Berlin‘s berømte  musical “Annie Get Your Gun” lyder det mest berømte omkvæd: “Oh, you can’t get a man with a gun“. Omkvædet er – formentlig af hensyn til skanderingen – oversat til: “Hvordan får man ram på en mand”.  Men den mest oplagte forståelse er, at det handler om at score en mand. Hvis en kvinde vil score en mand, er teknikken ikke at skyde ham med et våben og slæbe ham hjem som bytte. Modstykket er myten om vikingen, der banker den kvinde, han vil have, ned med en kølle og tager hende med hjem over skulderen i bevidstløs tilstand.

Som vi sikkert genkender, forbindes kvindelig attraktivitet med skønhed. Kvinden skal gøre sig lækker.  I den helt klassiske sammenhæng er det tilsyneladende altid manden, der med sit initiativ  skal score kvinden og ikke omvendt. Det savner sit modstykke, navnlig i fortidige kønsrollemønstre i det danske samfund.

Og så er vi fremme ved #metoo.

 

Omgivelserne i #metoo-sager mere eller mindre tvinges til at tage den mand, der rettes påstande imod, ud af de sociale sammenhænge. Han bliver reelt isoleret, udelukket.  Risikoen ved at have med vedkommende at gøre bliver stor for tidligere venner, og endnu mindre end i voldtægtssager forekommer der bevisligheder, der kan smides på bordet. I retssager beskyttes den, anklagerne rettes imod, af uskyldsformodningen, der er en strafferetlig grundregel.

I #metoo-sager, som der er i dag  er der ingen beskyttende uskyldsformodning til den påståede krænker. Der er tale om en form for social kontrol, hvor man selvfølgelig altid skal  tage kvinders udsagn om mandlig seksuelt krænkende adfærd dybt alvorligt. Værdigrundlaget: at kvinder ikke skal udsættes for krænkende adfærd er hævet over diskussion. Det er misforstået at bilde sig ind, at ærindet her er at anfægte værdigrundlaget. Det udfald af en #metoo sag, hvor krænkeren sanktioneres, er selvfølgelig et nødvendigt led i en moderne, nutidig #metoo-proces. Men processen skal overholde en form for fair rettergang. 

Påstandene kan jo selvfølgelig være sande, og man må vel  tage udgangspunkt i, at de ikke bare fremsættes for sjov. Men ingen  udenfor ved rigtigt, om der kan være andre motiver bag  beskyldningerne eller ej.  Endnu værre bliver det, hvis man tillægger det bevisværdi, hvis der ikke er eet tilfælde, men flere forskellige beskyldninger. Det kan jo på den anden side være en sammenrotning?  Der går jo ingen røg uden ild, og midt i tvivlens sumpgas vil mange nok antage, at der så  nok er noget om snakken.

Men den mulighed fremstår ikke i den nuværende danske debat som en del uvishedens mønster.  Det for mig irriterende er, at den ramte ikke kan forsvare sig effektivt, heller ikke i tilfælde af udspekulerede intriger. Tvivlen kommer konsekvent manden til skade. I de tilfælde, hvor der er tale om opspind og rænker, er der tale om social kastration. Effektivt, firkantet, smart.

 

Hvad med at få nuancerne frem?

I en mere hæderlig debat, der handler om alt muligt beslægtet, der nærmer sig, men ikke er grænseoverskridende adfærd alene, kunne man have diskuteret mere eller mindre kluntet adfærd.

Der jo altid forskel på afsender og modtager. Modtageren, altså her typisk kvinden, kan opleve mandens adfærd og hensigter helt anderledes, end han selv gør. Jeg, der prøver at hjælpe grønlændere i Danmark, er vant til at se på det Atlanterhav af misforståelser, der opstår hele tiden imellem os. Det indebærer naturligvis, at grønlandsk mand kan krænke en dansk kvinde med eller uden hensigt om det – og omvendt. I en kristen  eller kulturkristen tradition burde tilgivelse være mulig i praksis. Det er typisk i vore dage, at uanset om beskyldningerne var i sin tid var sande eller falske, så er de mænd, der hænges ud, udstødte til evig tid. Skaden er nærmest uoprettelig.

Man kan spørge: Er tilgivelse og forsoning mulig under disse omstændigheder? Jeg tror det ikke. På den måde er vi om ikke tilbage til hekseafbrændingernes tid, men så med kvindernes hævn over den.

Konklusion: Den nuværende tilstand er utilfredsstillende, fordi rygtebørs, intrigemageri og lignende kan udvikle sig til unødvendig støj. Vi må kunne komme tættere på.

 

Voldgift og/ eller mediation?

I en kronik i Berlingske Tidende foreslår professor Mads Bryde Andersen, at dommere, der jo er vant til  bevisbedømmelse, kan træde ind. Advokater, der er vant til at arbejde for een part på modpartens bekostning, er efter Mads Bryde Andersens opfattelse mindre egnede til bevisbedømmelse i vanskelige sager.

Mads Bryde Andersen trækker parallellen til strafferetten og slår sikkert ned på at finde løsningen: Voldgift som bevisbedømmelse. Argumentet  er, at det handler om at finde frem til faktum. I en konflikt med  enten en dom eller en frifindelse.

Et noget blødere tilløb kan måske findes i mediation som konfliktløsning. Det indebærer fordele. Den første er, at rygtespredningslaget hurtigt sies fra. Det er temmelig normalt, at den krænkede henvender sig til tredjemand, fx. en arbejdsgiver. Arbejdsgiveren tager sagen op, og så ligger interessen ikke længere i bevisbedømmelsen alene, men i en form for risikovurdering, hvor de faktiske omstændigheder nok spiller en vis rolle, men ikke udfaldet. Går man derimod mediationsvejen, må den krænkede part sidde eller stå ansigt til ansigt med den påståede krænker. Mediator kan også tale med parterne hver for sig. Det kan minde lidt om anklageprocessen i en kriminalsag. Forskellen er bare, at man ikke lander i nogen dom, men i en form for forlig.

Hvad så, hvis parterne ikke enes? Så kan voldgift vel udvikle sig til en slags praksis?

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.