Haarder & Pind, to rethaveriske kommissærer i dansk politik

Kommissær

 

De er mere eller mindre forhåndværende. Ikke desto mindre har de begge brugt betegnelsen “kommissær” om to forskellige personer, der har et værdigrundlag, de tager alvorligt. Haarder kaldte sin forhåndværende professor i statskundskab Curt Sørensen  for “kommissær”. Haarders modstand mod marxisme, socialisme og kommunisme overskyggede hans indsigt i disse emner. På samme måde pissede Søren Pind mig af, da han kaldte sin partifælle Tommy Ahlers det samme: kommissær – en person, der står nogenlunde fast på hvad han mener?

 

 

Foto af Mikael Hertig

Mikael Hertig 2017. GPL licens Må distribueres mod kildeangivelse til ikke-kommercielt brug
https://orcid.org/0000-0002-0533-0231
Cand. scient. pol. Aarhus Universitet 1982 Cell +45 27 24 47 00
Fregatten 4, 1 tv
DK 6400 Sønderborg Denmark
mh@aquut.com

Torsdag den 12. august hørte jeg DR P1 Slotsholmen, der med vanlig højreorienterethed havde plukket to personer, Søren Pind og Pia Kjærsgaard til at tale om stemningen på Christiansborg. Pind rakkede ned på  Tommy Ahlers, der efter hans mening ikke på noget tidspunkt efter hans mening har hørt hjemme på Christiansborg. Pind sagde dette i en sammenhæng, hvor han lovpriste, hvad man kunne kalde “Det samarbejdende Folkestyre” og kom ved den lejlighed til, sådan forstod jeg det, at pege den midterpolitiske infight som det væsentligste, folkestyrets inderste væsen. Når Tommy Ahlers ikke ifølge Pind hører hjemme, hverken i Venstre eller for den sags skyld i dansk politik, så skyldes det, at Ahlers efter Pinds observans kan karakteriseres som  en slags “principrytter” (min betegnelse).

 

 

 

 

 

 

Han var sgu ikke “kommissær”. Tværtimod

Foto af Curt Sørensen

Curt Sørensen, f. 1938, d. 2021 

 

De politiske partiers opgave er ifølge Pind at tilpasse deres synspunkter og producere love i overensstemmelse med, hvad de kan enes om. I forlængelse af den tilkendegivelse fnyste han nedsættende om Enhedslisten og kaldte dem “kommisærer”.  Sammenhængen her var, at Enhedslisten ligesom Ahlers hylder principperne og forbeholder sig retten til lejlighedsvis at stå fast på sine holdninger og sige fra. Principryttere og kommisærer, der holder fingrene væk fra det, andre kunne se som det beskidte spil, bryder Pind ifølge den holdning, han tilkendegav i Slotsholm-udsendelsen,  sig ikke om.

I en telefonsamtale, hvor jeg priste Curt Sørensen, lukkede Bertel Haarder mig fnysende ned: “Curt Sørensen? Han er sådan en kommissær“!

Enhver, der kender det mindste til Curt Sørensen må vide, at hans virke hele vejen igennem må kunne kaldes udogmatisk neomarxisme.  Haarder har aldrig  i sit liv på Institut for Statskundskab i Aarhus været præget af et dybt kendskab til marxisme, de marxistiske bevægelser og deres dogmer på en aldeles udogmatisk måde. Jeg gik udfra, at Haarder kendte til Curt Sørensens politologiske indsats og arbejde. Om det er tilfældet, aner jeg end ikke den dag i dag. Men grundtvigianeren Haarder, der reelt ligesom Pind sådan set hører til nær højresidens kant, giver åbenbart ikke, når det kommer til stykket, fem flade ører for anderledes tænkendes bidrag, hverken i politik eller politologi.

Det rigtig svinske består i, som det fremgår af spoget.dk’s artikel, at skældsordsbetydningen hentyder til Sovjetunionen. Bertel Haarder må vide, at Curt Sørensen mere end mange andre allerede under den kolde krig kritiserede netop Sovjetunionen. På statskundskab forholdt netop Curt Sørensen sig kritisk i ordets inderste betydning til sovjetmarxismen. Hans artikel “Myten om den socialistiske Sovjetunion (1)(Sørensen 2018 157-163) modsvarer fint, hvad vi drøftede med ham på statskundskab i 1970’erne.

Når ordet “kommissær” bruges som skældsord, er det jo ikke Margrethe Vestager, Pind og Haarder hentyder til.  Det er heller ikke andre former for administrative stillingsbetegnelser i almindelighed.

Deraf flyder spørgsmålet: Hvad er det så, der er det nedsættende? Jeg kan jo ikke åbne for lynlåsene til Bertel Haarders og Søren Pinds indre sind. Jeg må nøjes med at benytte mig af udelukkelsesmetoden.  Det handler om værdigrundlaget. Det er velkendt fra reklamebranchen, at de brændende platforme er vigtigere end den positive motivation. De to har det tilfælles, at de er glødende antikommunister, men ikke ved, hvad forskellene i store træk på kommunisme i sovjet-forstand og socialisme er. De to har i deres vrede det tilfælles, tilsyneladende, at de blander den kritiske socialistiske venstrefløj – intellektuelt set fra Preben Wilhjelm  over Nils Bredsdorff til Curt Sørensen, med en ikke-eksisterende institutionalisme, der kun genses i Socialdemokratiets ledende kadrer.

 

 

 

________________________

1: Sørensen Curt, “demokrati og socialisme”, Solidaritet 2018

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.