Nu må vi gøre op mod uvidende danskeres dårligt kvalificerede meninger

To flag

To flag set fra Nuuk

 

Opgør mod danskeres uvidenhed er påtrængende

 

 

Jeg har set det så ofte. Danske journalister med forbindelse ind i den journalistiske meningsdannelseselite skriver og taler nedladende om Grønland, grønlændere og deres meninger. Jeg har mødt det med ham på DRp1 bagklog, Jarl Cordua, Steno:  de lufter en udbredt irritation over Grønland og grønlændere, der ytrer sig. Senest har den i mange andre sammenhænge borgerlige hædersmand Uffe Gardel været der. Devisen synes at være: “Alt, hvad jeg er ikke forstår, skyldes de andres dumhed.” Men forståelse er en rejse ind i den andens land, og dermed også den andens tankeunivers, kulturbaggrund og sprog. I nogle sammenhænge synes jeg egentlig, disse mennesker kan være forstandige. Men kommer det til Grønland må man spørge sig selv, om det er kæden, eller det er forstanden, der falder af. 

Vi ved, at det menneskelige øje ser et ufuldstændigt billede, før det når hjernen. Hjernen maler de hvide pletter ud, så mennesket ser et gendigtet skønmaleri af verden. Vore verdensbilleder er altid ufuldstændige, ikke bare fordi de er udsnit af, hvad øjet retter sig imod, men også fordi det vi ser er mere eller mindre misvisende. Derfor er refleksion og selvkritik altid nødvendig, når man skriver om noget som helst.  Men det bliver mere udtalt, når skribenten i forvejen burde vide, at her bevæger man sig ind på et område, der mest består af fordomme, halvkvædede viser og gentagne postulater.

En dansk journalist, der nu kalder sig “selvstændig”, Uffe Gardel skriver om det indlæg, Aki-Matilda har skrevet i Altinget, følgende:

“KLIENTILISTISK KLYNK OG SELVUNDERTRYKKELSE

 

 

Portræt af journalisten Uffe Gardel

Uffe Gardel (twitter)

 

Citat fra Uffe Gardel

 

Her er et friskt debatindlæg fra en grønlandsk politiker: Danmark og danskerne sammenlignes med grisene i Orwells antistalinistiske bog Kammerat Napoleon (1)
. Der findes slet ikke noget Rigsfællesskab, mener forfatteren; kun dansk herredømme.
Jeg har sagt det før, og gentager: Dette her går slet ikke. Der er virkelig ingen danskere, der har lyst til at være stalinistiske grise. Og slet ikke hvis vi skal betale for det. (2)
Forfatteren, Aki-Matilda Høegh-Dam, er ikke en ekstremist fra et lille frynseparti; hun er medlem af Folketinget for det moderate og socialdemokratiske parti Siumut. At netop hun skriver sådan, viser at vi nærmer os vejs ende i det dansk-grønlandske forhold.
Høegh-Dam har selvfølgelig flere pointer. Det er jo rigtigt at det danske sprog dominerer, og at de godt 50.000 grønlændere i praksis ikke har megen indflydelse over for de næsten seks millioner danskere. Men sådan vil det være i enhver relation, Grønland indgår i, også som selvstændig stat. (3)
Det er også rigtigt at grønlænderne er tvunget til at lære dansk, hvis de vil gøre karriere. Alternativet ville bare være, at de måtte lære engelsk. Et sprog så lille som det grønlandske kommer man bare ikke langt med, uanset om landet er selvstændigt eller ej.
Men Grønland kunne jo selv gøre noget. Man kunne begynde med at hjemtage alt, hvad der kan hjemtages af opgaver fra Danmark.
(4) Hvorfor er fx hele retsvæsenet stadig dansk? Hent det dog hjem. Derefter kan Grønland jo selv bestemme hvilket sprog, der skal arbejdes på, og hvilke sprog man skal tale for at blive ansat som embedsmand, dommer, anklager osv. (5)
Grønland har låst sig fast i et klientilistisk klynkeforhold (6), hvor man foragteligt tager imod vores bloktilskud (7), mens man sviner os til som undertrykkere. Man fabler om selvstændighed, men er ikke engang i stand til at hjemtage de opgaver, man selv har fået skrevet ind i Selvstyreloven. Og man er uendelig langt fra at kunne betale sine egne udgifter, men vil ikke indse det. Grønland undertrykker i virkeligheden sig selv.
En facebookven skrev i dag i en kommentar, at vi snart vil se en dansk selvstændighedsbevægelse; en bevægelse der kræver Danmarks løsrivelse fra Grønland. ( 8 ) Det var selvfølgelig en spøg, men bag spøgen gemmer sig den alvor, at grønlandske politikere lige nu slider på den goodwill landet i nord stadig har hernede i syd. Når den goodwill er væk, er der kun USA tilbage som velgører, for uden en velgører kan Grønland ikke klare sig. Og USA indgår ikke rigsfællesskaber.” 9)

 

 

Min kommentar er noter til ovenstående

 

Foto af Mikael Hertig

Mikael Hertig 2017. GPL licens Må distribueres mod kildeangivelse til ikke-kommercielt brug
https://orcid.org/0000-0002-0533-0231
Cand. scient. pol. Aarhus Universitet 1982 Cell +45 27 24 47 00
Fregatten 4, 1 tv
DK 6400 Sønderborg Denmark
mh@aquut.com

 

1) Uffe Gardel kender ikke til, hvordan grønlændere behandles i Danmark og i Grønland. Han kører bare den almindelige danske linje med dansk selvretfærdig afvisning af.  Han reflekterer ikke over, hvordan Aki-Matilda er nået dertil. Hun er velargumenterende, han slet ikke.

2) Det her er afgørende: Han taler om, hvad danskerne ikke har lyst til, nemlig at blive kritiseret for noget som helst. Vi er jo som regel immune overfor den slags, hvis kritikken kommer udefra.

3) Gardel laver regnestykket: 6 millioner danskere og 50.000 danskere.  I virkeligheden er der 5,84 millioner danskere,  grønlændere og færinger. Der er omkring 72 tusind grønlændere i rigsfællesskabet. Fraregner man således grønlændere og færinger, regner han godt 130.000 mennesker fra. Det interessante er her, at en journalist med en slags akademisk grad ikke kan regne , og at han ekskluderer dem, han skriver om. Netop denne evne til at se bort fra, til ikke at respektere, den er kernen for mig.

Dernæst falder Gardel på knæ for hjemtagelsesmytologien. Når alle områder er hjemtaget, så er Grønlandsk selvstændig. Det er rent bluff. Udenrigspolitik, sikkerhedspolitik, finanspolitik og i realiteten retsvæsen kan netop ikke hjemtages. Igen. Gardel tror sikkert, han har sat sig ind i emnet. Grønland kan ikke blive selvstændigt af at hjemtage alt fra listen. Herrernes friløb, eller andet gennemløb, som man sagde om skiløberen Ingemar Stenmark.

4) “Grønland kunne jo selv gøre noget” Nej, det er jo pointen, at Danmark via Rigsfællesskabet har holdt og fortsat holdet Grønland fast, så Grønland ikke kan gøre noget. Hvad sprogområdet angår, kunne Gardel have sat sig ind i de forpligtelser, Danmark har påtaget sig på sprogområdet gennem forskellige konventioner, fx. ILO-konvention 169 om Oprindelige Folk, fx artikel 30. Men her kommer den danske immunitet overfor kritik ind i billedet. Vi tåler ikke at blive kritiseret. Grønlændernes eget sprog  bærer deres kultur. Derfor er der meget mere at skrive om grønlandsk og dansk i sprogpolitisk sammenhæng, for eksempel også i Selvstyret. Men sådan set også for de grønlændere, der bor i Danmark. Det ville da være fint, hvis de fik lært mere dansk.  Men situationen i Danmark er for grønlændere, at de bliver udsat for racediskrimination, for eksempel i forbindelse med tvangsfjernelser.

5) Hvorfor er retsvæsenet ikke grønlandsk? Ganske enkelt, Gardel: Det forhindrer Grundloven. Men han bliver fornærmet, hvis man skriver, at han ved, hvad han skriver om.

6) “Et klynkende “klientilistisk klynkeforhold”. Her ser man et fagudtryk anvendt på en overraskende måde. Patron-klientforholdet har i politologisk litteratur sit udspring i magtforholdet mellem herremand og bonde under feudalismen. Når Uffe Gardel håner undersåtten, slaven, den livegne i dette magtforhold (“klynk”), identificerer han sig selv som part i det magtforhold og føjer spot til skade. Han tilkendegiver vel den position, at man bare kan vende ryggen til sine slaver eller sælge dem, når man ikke længere føler, deres nytteværdi er væsentligt nedsat  (Forsikringssprog om personlige brugsgenstande) . Men der er jo netop i det mindste tale om en relation?

7 Gardel viderekolporterer uden indsigt i Grønlandsk-danske økonomiske interdepensrelationer gavebodsmyten, hvorefter grønlænderne skal være danskerne så evigt taknemlige for vores velgørenhed (4 mia ud af et BNP på 2000 ,mia er 0,5 %, omtrent svarende til vores tilskud til Bornholm, der nok også har underskud på sin betalingsbalance).
8 ) Det er moderne for den danske højrefløj at  se bort fra  internationale forpligtelser og traktater. “Rigsfællesskabet” betegner den pudsige grundlovsændring, Danmark var pisket til at gennemføre med grl. af 1953, fordi det er uforeneligt med Danmarks FN-medlemskab at have kolonier. Gardel ser sådan set  fortsat Grønland som en slags koloni. Men da det er forbudt, skal respektløsheden vel bare have andre betegnelser.

Der er stor irritation i embedsværket og blandt politikere over grønlænderne. Men forstod man dem lidt bedre, kunne vi måske i fællesskab have løst de problemer, der netop i disse tider tårner sig op for Danmark, mens den økonomiske gavebodsmyte synger på sit sidste vers.

9) Gardel skriver så misvisende, at USA ikke indgår i “Rigsfællesskaber”. Internationalt set anses Grønlands forhold til Danmark som “Overseas Territories”.  Her kan man nævne med stolthed De Vestindiske Øer, som vi jo som bekendt solgte til USA, Puerto Rico etc. Frankrig har Guadeloupe og Martinique i Caraibien.

Læs ikke  Gardel om Grønland, hvis du vil vide mere.

Portræt af Aki-Matilda Høgh-Dam

Aki-Mathilda Høegh Dam (Steen Brogaard)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.