Jeg støtter Borgerforslag om Nej til tvungen bortadoption før fødslen

 

Borgerforslag: Nej til tvangsadoption

 

Med rettigheden  til  at stille borgerforslag, for eksempel om bortadoption, er det muligt at fokusere på emner i den politiske debat, der ellers ville blive behandlet med mindre vægt. Min begrundelse for at støtte borgerforslaget er, at Aftaletekst Børnene Først_FINAL – forliget forpligter de politiske partier til at indføre en  umenneskelig og efter min vurdering komplet forkastelig tvangsadoptionsordning i et humanistisk – demokratisk samfund. Der er ingen garanti for, at de politiske partier ryster på hånden. Når der først er opnået enighed om et eller andet,  så står de fast – omtankeperioden er overstået. Alligevel er urimelighederne ved forliget på dette punkt så monumentale, at en diskussion om, hvorvidt det alligevel ikke er en ommer, har sin berettigelse.  Derfor min klare støtte i denne omgang.

I skrivende stund ved jeg ikke, om det kan lykkes regeringen at presse loven igennem i denne folketingssamling, eller den først vedtages til efteråret. Uanset tidsfølgen bliver den principielle debat om dette punkt væsentlig – i hvert fald for mig.  Den nuværende lovgivning er en forholdsvis ny ordning, og meget tyder på, at antallet af tvangsadoptioner eksploderer. Det mere end antydes, at økonomisk trængte kommuner som Lolland sparer mange penge på at tvangsadoptere i stedet for at nøjes med at tvangsfjerne. Tvangsfjernelse er dyr, mens adoption er væsentligt billigere for de kommunale kasser.

Forslagsstilleren henviser til sit kendskab til sager, hvor der kan rejses tvivl om beslutningsgrundlaget, forstået både som en tvangsfjernelse og en senere tvangsadoption. Jeg har et tilsvarende kendskab og vil i øvrigt gøre meget ud af at henvise til manglende retssikkerhed i hele den eksisterende organisering af  anbringelser i det hele taget.  Men her er emnet tvangsadoption, især efter forligsteksten

 

Nyfødr baby med fosterfedt ligger på sin mors mave med et hvidt håndklæde over sig

Nyfødt baby på sin biologiske nmors mave.

Folketingets partier pånær Nye Borgerlige, men inklusive Kristendemokraterne, er med i forliget “Børnene Først”. Partierne har her forpligtet sig til at stemme for en fremtidig ordning, jeg finder frastødene, uantagelig – og formentlig forfatningsstridig. Det handler om en stærkt udvidet adgang til bortadoptere babyer direkte fra fødslen. Ligesom et tysk chokolademærke er motivet firkantet, praktisk og bekvemt for forvaltningen, men stærkt betænkeligt ud fra et humanistisk grundsyn.

Tvangsadoption er efter den gældende danske lovgivning mulig i tilfælde, hvor der ikke er nogen tvivl om, at forældrene nogensinde vil kunne udvikle nogen form for forældreevne. Bestemmelserne om fremgangsmåden ved tvangsadoption findes i den nuværende Adoptionslovs §§ 8 og 9, mens det er det kommunalt afhængige nævn “Børn- og UngeUdvalget”  (B&UU), der træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for tvangsadoption er opfyldt (Lov om Social Service § 68, navnlig 68e).

Det fremsatte Borgerforslag om “Nej til Tvangsadoption” berører både den gældende ret, som beskrives nedenfor, og  “Børnene Først”- initiativet.  Vi skal således til at diskutere, om tvangsadoption i Danmark overhovedet er berettiget under nogen form, og – efter min vurdering  – om forligsforslaget på dette punkt hører hjemme i et humanistisk samfund.

 

Her kommer de centrale dele af forligsteksten:

Mulighed for at træffe afgørelse om bortadoption og anbringelse før fødsel. Nogle få forældre har så svært ved at klare forældrerollen, at de giver barnet en start på livet, der er præget af voldsomme omsorgssvigt, med alt for store konsekvenser for barnet. De børn, der også i dag ville blive anbragt eller adopteret som spædbørn, skal vi beskytte bedre ved at sikre, at adoption og anbringelser kan forberedes under graviditeten og iværksættes allerede fra fødslen. (1)

Den første tid i et barns liv er af stor betydning for barnets videre udvikling. (2)

Derfor gives der mulighed for at træffe afgørelse om bortadoption, før barnet bliver født, så barnet straks ved fødslen kan komme med sin adoptivfamilie hjem (3) uden først at skulle anbringes i en midlertidig plejefamilie. De børn, hvor en beslutning om adoption kan træffes før fødslen, er børn, hvis forældre har en så begrænset omsorgsevne , at de aldrig vil kunne tage vare på barnet, og barnet derfor vil skulle bortadopteres. (4)

Der gives mulighed for at træffe afgørelse om, at et barn skal have en tryg base gennem en anbringelse, før barnet er født. Det betyder, at anbringelsen kan planlægges i god tid frem for akut fra fødegangen. Ligesom der er ordentlig tid til at finde den rigtige plejefamilie til barnet, så barnet kan få en tryg og stabil start på livet, og barnet undgår unødige skift. (5)

Af hensyn til barnets bedste forpligtes kommunen til altid at overveje adoption af nyfødte, der anbringes ved fødslen (6). Kommunen skal samtidig overveje adoption af kommende søskende til børn (7), der allerede er anbragt uden for hjemmet eller bortadopteret på grund af problemer hos forældrene.

Mulighed for adoption, når det er rigtigt for anbragte børn Mange anbragte børn er anbragt hele deres barndom. Alligevel bruges
muligheden for bortadoption af et anbragt barn sjældent.Derfor skal kommunerne have pligt til løbende at overveje, om adoption er den
bedste løsning i sager om anbringelse uden samtykke i forbindelse med, at anbringelsen skal genbehandles.

 

Tekstnær kommentar

Baggrund 
1
Forligsteksten fremstiller spørgsmålet om  “omsorgssvigt” og “så svært ved at klare forældrerollen”  som så indiskutable, at der ingen fejl finder sted i vurderingen af, om tvangsfjernelsen i det hele taget er nødvendig. Det er i sig selv en kæmpe ændring, der lægges op til.  Med den nuværende lovgivning er langt de fleste anbringelser “frivillige” i den forstand, at forvaltningen nøjes med at true med tvangsfjernelse.  Den samlede andel (bestandsopgørelse) ligger på omkring 0,9 % af alle 0-22-årige (dvs. inklusive efterværn) eller omkring 1 % af alle 0-19-årige.
Samlet set er tvangsfjernelserne på omkring 20 % af alle anbringelserne.  Andelen af tvangsfjernelser i forhold til anbringelser i alt er steget de senere år.  Havde man gjort op, hvor mange børn der i en periode har været anbragt udenfor hjemmet, ville tallet af anbringelser formentlig være væsentligt højere.

Hele anbringelsesområdet er dyrt for  de kommunale kasser. Der er ingen økonomisk incitamentsstyring. Det er et kapitel for sig, men selv om B&UU kun har med tvangsanbringelser at gøre, er kommunerne magtesløse overfor anbringelser. Forvaltningen kan jo bare vælge at sende sine anmodninger over i B&UU, så tvinger den derved kommunen til at punge ud.  Omvendt er adoptioner om ikke helt gratis for de kommunale kasser, så væsentligt billigere. Man behøver næppe meget fantasi for at forestille sig KL’s rolle i formuleringen af den nye model sammen med Socialstyrelsen og Finansministeriet. Hvis der fremover gøres et betydeligt indhug i de frivillige anbringelser også, vil tvangsadoptioner stille og roligt kunne gå hen og blive mere normalt.

Manglende retssikkerhed i forvejen.

 

Problemet allerede på tvangsfjernelsesområdet er den manglende retssikkerhed. De meget skrøbelige vurderinger af forældreevne, der ligger til grund for afgørelserne om tvangsfjernelser.  En ting er, at jeg i en række artikler har beskrevet dette problem; men  Rigsrevisionen og Ombudsmanden   har været der, ligesom  Tænketanken Justitia også har fremsat en sønderlemmende kritik. På den baggrund er det nærliggende at spørge sig selv: Hvad hvis bedømmelsen op til en tvangsanbringelse er helt urimelig, fejlspecificeret og helt forkert?
En ting er¸at en mor, der oplever at få sine egenskaber som kommende mor underkendt føler det som en dyb krænkelse og uretfærdigt. Det vil da være underligt andet. Der er tale om det dybeste indgreb, man nogensinde kan foretage udenfor retsplejen. Men hvad nu, hvis den dom, B&UU afsiger, er skrigende forkert? Det er her, den manglende retssikkerhed kommer ind i billedet.

Tvangsadoption er uigenkaldelig

Administrativt er B&UU, Ankestyrelse, Advokater og hele det maskineri travlt optaget af at afgøre sager om hjembringelse, samværsmåder, samværshyppighed under anbringelsen.  Så snart der er tale om adoption, overgår forældremyndigheden til adoptivforældrene, og barnet bliver afskåret fra sin egen historie om de biologiske forældre. Den administrative tyngde lettes, når først spørgsmålet om adoption er afgjort. Man må forestille sig den jubel, der sker på kontorerne rundt omkring Slotsholmen, når adoptionerne i det hele taget stiger, og de administrative byrdeomkostninger svinder.  Men for de biologiske forældre  og børn er sagen naturligvis anderledes. Vi oplever igen og igen, at socialminister Astrid Krag henviser til tunge problemer som  forældrenes vold, kriminalitet, blandingsmisbrug og lignende som motiv til at det skulle være nødvendigt med tvangsanbringelser og adoption. Men det er simpelthen proportionsforvrængning. En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at der er tale om 14 %   . Med andre ord handler den gruppe af årsager om en syvendedel  af samtlige anbringelser efter den opgørelse over årsager, systemet selv producerer.  Der er allerede i forvejen en manglende sammenhæng mellem de begrundelser, der står i papiret, og de årsager, praksis selv viser.

Den usikkerhed, der er forbundet med disse beslutninger,  er umulig at overse for enhver, der beskæftiger sig mere seriøst med emnet. På den anden side befinder beslutningssystemet sig under alle omstændigheder i en slags permanent forsvarsposition. Måske er det en del af den forfærdelige nulfejlskultur, der som jeg ser det har spredt sig i mange kommunale forvaltninger.

Personligt ville jeg gerne diskutere hensigtsmæssigheden af tvangsadoption i det hele taget, men under alle omstændigheder aldrig, når retssikkerheden er så lav som nu.

Tanken om tvangsadoption fra fødslen bygger på en vrangforestilling om, at når man een gang for alle har givet barnet en dejlig start på livet med en fin egnet adoptivfamilie, så kan kærlighed og tryghed uden videre udfolde sig frit. Jeg er ikke enig i den vurdering, men mener, at anbringelse udenfor hjemmet i nogle tilfælde kan være nødvendig ud fra en samlet vurdering, der opvejer de traumer, der skabes hos barnet og de biologiske forældre under alle omstændigheder. Jeg har dog aldrig i begrundelserne for en tvangsanbringelse set det argument fremført, at disse traumer skal med ind i vurderingen.  Måske er der andre, der har set det?

Selv om livet skal leves forlæns og forstås baglæns, er den usikkerhed, der handler om familiens fremtidige forløb uvis. Jeg beskæftiger mig mest med anbringelser og adoptionssager om grønlændere. Her måler man deres intelligens og kulturforståelse, som om de er danskere med samme kendskab til dansk kultur som danskere har.  Det er totalt i strid med de standarder, der internationalt gælder for personlighedstests og intelligensmålinger. Men mit i alle de svævende og usikre vurderinger er det bedre per automatik at tænke på et objektiviserbart tal, uanset om måleenheden er forkert eller ej. Og B&UU elsker ideen om, at intelligens aldrig kan ændre sig. Netop det er indgangen til adoptionssagen. Jeg kender tilfælde, hvor en nogenlunde normalt begavet kvinde nedgøres til kognitivt stærkt udfordret. Det er lige præcis her, begrundelsen for den foretagne tvangsadoption ligger. Hun er dum, og når man er dum har man ingen mulighed for at blive klogere. Jeg vil så gerne sende den psykolog, der har tjent en mindre formue til test i Afghanistan på urdu.  (Det grønlandske sprogområde på under 100.000  er for lille til, at de firmaer, der udbyder den slags tests, kan tjene penge på det). Men adoptionen, som efter mit kendskab til forældrene skriger til himlen, bruger lige præcis den begrundelse. Og så kommer der jo flere undervejs med den nye smarte tvangsadoptionsordning.

2. “Den første del af et barns liv er afgørende for den senere udvikling”

Vi ved, at den følelses- og sansemæssige prægning i forholdet mellem baby og mor er hormonstyret, sanseorienteret, følelsesmæssig meget stærk, symbiotisk. Det taler således direkte imod unødvendige tvangsadoptioner. Dertil kommer, at stress under graviditeten skader foster og senere baby, læs for eksempel her. Kommunerne vil med den kommende ordning udsætte den gravide mor for den beslutning, mens hun bærer fostret i sin mave, at barnet aldrig bliver hendes, og at hun ikke i nogen fremtid vil kunne se det, få med det at gøre. Det er tortur. Simpelthen tortur. Jeg kan ikke forestille mig noget mere forfærdeligt, hvis ikke det skulle være et forstadium til lejrene.

Den her anførte betragtning indgår ikke i forligsteksten på nogen måde. Her er udgangspunktet den totale fejlfrihed, forvaltningen og diverse udvalg mener sig i besiddelse af. Her er der ingen brug for at indrømme fejl, skamme sig eller fortryde.

Forestillingen om, at barnet fra fødslen under alle omstændigheder vil mistrives så voldsomt hos forældrene, at alle disse ulemper kan trylles væk med et fingerknips af de uendeligt dygtige familesagkyndige  eksperter, folkevalgte politikere og en beskikket dommer minder om udtalt mangel på selvkritisk sans, eller kald det deres eget yndlingsudtryk, mentaliseringsevne.

Min opfattelse er altså indtil videre, at tvangsadoption er en endelig, i realiteten inappellabel dom, der ikke på nogen måde lever op til kravet om, at der skal tages hensyn  til enhver rimelig tvivl. Med andre ord er risikoen for, at man i mange tilfælde skader barnet højere, end hvis man ikke fjernede eller som her uigenkaldeligt bortadopterede ved tvang.

 

 

3, 4 ” Så barnet straks kan komme med sin adoptivfamilie hjem”

Se ovenfor. Meningen må være sådan en slags “mission accomplished”. Hvordan kan det være, at de dominerende partier i dansk politik
i deres egen snævertsynede nyttefiksering kan se alle problemer som løst, når de skaber meget større, end de løser?

Kan man måle omsorgsevne i kilometer eller i liter. Er en hestekraft prutteevnen hos en hest, der står i en kælder i Paris? At der er penge i foretagendet, kan læses ud af linket her.  Det retter sig sikkert mod selvretfærdiggørende eksperter, men næppe mod forældrene?

 

 

5: Hvad med fostret, der presses, hvad med moderen, der presses.

Se ovenfor. Det er simpelthen en skandale!

 

6: Spar fem rydder bordet

Hvis en forældrerelation til et barn kan henføres til børnene, så ryd bulen og adopter resten. Metoden her må være inspireret af grønthøsteten indenfor landbruget

 

 

Retssikkerhedsmæssige overvejelser

Formelt

Der er mange, der ligesom jeg prøver at indføre Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Børnekonventionen i denne diskussion.
Heroverfor står en meget stor uvilje eller i det mindste tilbageholdenhed i det samlede juridiske system ved de danske domstole at rette sig ind efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMRK)’s  i Strassbourgs domme. Det ses i logningssagen, og det ses her.

Det vil være forkert ikke at tage denne danske træghed i betragtning. Den skyldes seriøse overvejelser; hvordan en dansk Højesteret, der modsat for eksempel den tyske forfatningsdomstol er mere indgribende, også når det handler om politik, skal forholde sig til en politisk orienteriet lovgivningsmagt. Hvem skal man holde med, når folketinget er splittet? Kan Højesteret blive taget til indtægt for at blande sig i regeringens og lovgivningsmagtens anliggender ved at bruge EMRK’s dynamiske fortolkningsmåde som løftestang?

Jeg forestiller mig, at når alle folketingets partier som her står sammen, vil Højesteret bakke ud. Dermed kommer Danmark ind i samme dilemma som Norge, hvis Højesteret har en tendens til at underkende Strassbourgdomstolen. Men her står Norge måske i en anden situation end Danmark, hvis inkorporering af EMRK er snævrere knyttet til EU-medlemskabet.

 

 

Barnets tarv for sig eller retten til et familieliv?

 

 

En nylig dom i Menneskrettighedsdomstolen og denne artikel viser, at retten til tvangsfjernelse eller -adoption skal betinges ikke bare af en lov, men også af en helt anden fortolkning af Konventionen om Børns Rettigheder, som Danmark har ratificeret, men ikke inkorporeret.
Det handler om den danske grundforståelse af sagen: Her ser man det som en mulig krænkelse at fjerne barnet fra sin familie under påberåbelse af det evige mantra: “Barnets Tarv”.  Barnet, sigøjner elller ej, har ret til at leve med sin familie, og det skal altid indgå i enhver stillingtagen om tvangsfjernelse og så meget desto mere -adoption kræver en meget aktiv stillingtagen og afvejning.

Efter min vurdering spiller disse tanker slet ingen overvejelser i forligsteksten.

Støt derfor borgerforslaget. Mikael Hertig

 

 

 

 

 

Foto af Mikael Hertig

Mikael Hertig 2017. GPL licens Må distribueres mod kildeangivelse til ikke-kommercielt brug
https://orcid.org/0000-0002-0533-0231
Cand. scient. pol. Aarhus Universitet 1982 Cell +45 27 24 47 00
Fregatten 4, 1 tv
DK 6400 Sønderborg Denmark
mh@aquut.com

 

  16 comments for “Jeg støtter Borgerforslag om Nej til tvungen bortadoption før fødslen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.