Hvad jeg bakser med

Hvad jeg bakser med

Anstaltsvejen

 

 

Hvorfor er jeg så glad for at have været fire år i Nuuk, Grønland?

Grønland har konfronteret mig med spørgsmålet om, hvem jeg selv er. Forståelse er en rejse ind i den andens land. Så længe jeg gik rundt i mine danske cirkler i Taastrup, kendte jeg mine cirkler. Vi tænkte næsten de samme tanker. Vi hang sammen.

Forståelse er en rejse ind i den andens land. Men turen var somme tider for kort, undren for lille.
Country Joe & the Fish synger et nummer: “Who am I to stand and wonder…
Som embedsmand i Grønlands selvstyre fik jeg min løn betalt af mennesker, hvis måde at tænke på jeg næsten ikke forstod. Jeg kørte rundt i en verden af misforståelser.
Grønlænderne i Nuuk kalder en dansker, der lige er kommet til byen for FLYFRISK. De kødædende grønlændere spiser grønsager, der er fløjet ind. Vi er fremmedelementet i kosten. Det er svært at bryde koden. Jeg befandt mig i en verden af misforståelser.
Da jeg jo beskæftiger mig hele tiden med Grønland og grønlændere, er det hele tiden tilfældet. Som partsrepræsentant for grønlændere i Danmark bliver jeg ved med at misforstå, men jeg forstår grønlændere lidt bedre end det danske samfund.
Stigmatisering opstår i sindet, når man ukritisk ser folk med sine egne forestillinger om, hvordan et andet menneske, for eksempel en grønlænder nok er. I samfundsmæssig sammenhæng kalder vi det fordomme.

Grønlændere i Danmark udsættes konstant for stigmatisering, fordomme. Det udsættes for falske forestillinger, når de kommer i familieafdelingers søgelys. Alle har haft en forfærdelig opvækst. Alle har levet med fordrukne og voldelige forældre. De er nemlig flyttet mere rundt end danskere normalt er. I valget mellem grønlænderen som ædel vild eller som offer for seksuelt misbrug, vold, druk, sult og forsømmelser vælger familieafdelingen altid de sidste stereotype narrativer og putter det ind i handleplanerne.

Skriver man en berigtigelse, bliver den negligeret, for sagsbehandleren har altid ret. Ret til at gentage sine fordomme.

Der er flere former for racisme. Men den starter altid med stigmatisering.

I den stille forstand kategoriserer vi altid umærkeligt hinanden. Forventningerne og billederne for det indre øje styrer vores forsøg på at forstå virkeligederne i dagligdagen.
Vores virkeligheder er fulde af blinde pletter. Der er det særlige ved synet af de blinde pletter, at vores hjerner snyder os. Den maler så at sige billederne ud, så der ikke er noget tomrum. Vi ser dem ikke.
Skal man forstå hinanden, kræver det, at man også spejler sig i den anden, og dermed, at man kommer til at se på sig selv og sin egen måde at tænke og forstå på. Når sagsbehandleren nedvurderer grønlænderen, som hun ikke forstår, skriver hun, at grønlænderen ikke har nogen “mentaliseringsevne“, Det pudsige er, at sagsbehandlerens egen evne til at mentalisere er lig nul, mens hun som regel er elefanten i rummet, når hun vurderer grønlænderens væremåde som selvindbuden gæst i hendes hjem.
Når jeg i mine forsøg på at hjælpe grønlændere i Danmark overfor modtageklasser, familieafdelinger og forvaltninger kritiserer lærere og sagsbehandlere for ikke at forstå grønlændere godt nok, bliver jeg mødt med følgende udsagn:
“Vi er da vant til at have med folk af fremmed herkomst at gøre”

-Folk af fremmed herkomst? Jeg kommer til at tænke på Angela Merkels modige “Wir schaffen das!”- tale, for her sagde hun også:

“De siger, der kommer flygtningestrømme. Til os kommer der ingen flygtningestrømme. Vi modtager mennesker, individer, der hver især kommer til os med de forestillinger, det sprog og den værdighed, deres gud har givet dem.”

Inuittens sprog og kultur er længere væk end afghanerens, tyrkerens og iranerens. Som kolonimagtens repræsentant behøvede danskeren i sin omgang med grønlænderen ikke nødvendigvis forstå så meget, mindre kunne gøre det. Magthavere behøver jo ikke forstå så meget.

Men jo mere, man forstår, des mindre voldelig bliver ens magtudøvelse.
Og her lander vi så i mit postkoloniale Danmark. Der er jeg født, der har jeg fortsat hjemme.
Skal de grønlændere, der bor her, allesammen også kunne føle sig hjemme, skal de tages imod med det sprog, den værdighed og den identitet, de selv har. De har, som danske statsborgere, krav på at blive forstået.
Det er det, jeg bakser med.
Billede af Mikael Hertig

Mikael Hertig. – Notmatk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.