Messerschmidt som forsker?

 

Messerschmidt som forsker?

 

Foto af Mikael Hertig

Mikael Hertig 2017. GPL licens Må distribueres mod kildeangivelse til ikke-kommercielt brug
https://orcid.org/0000-0002-0533-0231
Cand. scient. pol. Aarhus Universitet 1982 Cell +45 27 24 47 00
Fregatten 4, 1 tv
DK 6400 Sønderborg Denmark
mh@aquut.com

 

 

I’m sure we all agree that we ought to love one another,
and I know there are people in the world who do not love
their fellow human beings, and I hate people like that!    Tom Lehrer

Portrætfoto af Morten Messerschmidt

Morten Messerschmidt (steeen brogaard foto)

 

Danmarks Radio har i april måned fulgt op på debatten, iværksat af Henrik Dahl og Morten Messerschmidt: angrebet på venstreorienteret forskning for svindel.  Messerschmidt og Dahl står ikke alene. Jyllands-Posten, der jo også er kendt for ekstrem politisk højreorienterethed, har ladet den erklærede nationalkonservative Rune Selsing, skrive noget tilsvarende. Problemet for alle deltagere i debatten synes at være, at jo større afstand der er mellem iagttageren ( Henrik Dahl, Morten Messerschmidt, mig selv, ) og den forskning, vi forholder os til, des mindre videnskabelig anser vi den for.

Henrik Dahl er politiker, ikke videnskabsmand.?

 

Henrik Dahl

Henrik Dahl

DF fik etableret Center for Koldkrigsforskning

 

Da DF  i 2006 fik etableret  for koldkrigsforskning på SDU under håndplukket ledelse af Bent Jensen, var det helt oplagt for at pege en bestemt politisk retning ud.  Bent Jensens erklærede krig mod Jørgen Dragsdahl handlede om PET’s stigmatisering af en journalist, der aldrig har været direkte lakaj for USSR. Kvaliteten af Bent Jensens forskning vil jeg ikke vurdere bortset fra, at det tjener ham til ære, at nutidens vurdering af Lenins brutalitet overfor den russiske befolkning blev bedre belyst. Derimod kender jeg ikke misbrug af forskeres deltagelse i dansk politik i andre tilfælde
end mod Jørgen Dragsdahl og  Arne Herløv Petersen.

 

 

Generelt er kampagnen uensartet.   Vi har det med at underkende forskning, jo mindre den matcher vor egen værdiorientering.  Jeg har med garanti sværere ved at falde pladask for Center for Koldkrigsforsknings publikationer  end Dahl og Messerschmidt. Til gengæld er der et væsentligt videnskabsmetodisk element, som Selsing ikke forstår (han kalder sig ellers for filosof, men een fjer kan jo let blive til fem høns):  Vi slipper ikke som forskere af med  vores egen værdiorientering som kilde til bias. Jeg er nødt til i forbindelse med min forskning i dansk forvaltningsretlig  håndtering af grønlændere også at kunne se verden, som grønlænderne opfatter den. Og her kommer min kolonialistiske vanetænkning i vejen. Jeg blever nødt til at reflektere, mentalisere. ( Vi tænker ikke ens, vi ser ikke verden ens, selv om verden er den samme.  I det omfang, de højreorienterede aktivisters kampagne.  Uden sådanne forbehold og tvivl kan jeg ikke nå en rimelig og forsvarlig fremstilling af møderne  mellem grønlænder i Danmark og dansk kommunal forvaltning.

 

“Det venstreradikale ødelæggende tankegods har nemlig også fået fat i danske universiteter. Tag eksempelvis centret FREIA på Aalborg Universitet, der først og fremmest beskæftiger sig med race, køn, etnicitet og postkolonialisme. De har 8 forskere som kernemedlemmer og yderligere 15 forskere tilknyttet. Her har vi racistisk forskning i ”hvidhed”, som går ud på, at hvide mennesker opfører sig på en bestemt måde qua deres hvidhed. Skøre forestillinger om, at Danmark er en kolonination, der bør bearbejde sin moralske skyld. Fantasifulde påstande om, at der slet ikke findes ”mænd” og ”kvinder”. Og ikke mindst en omsiggribende undertrykkelsesteori, der hævder, at der findes en samlet mastermindagtig strategi i udgrænsningen af ikkehvide, ikkebinære og ikke-heteroseksuelle. Altså, politisk ekstremisme dårligt forklædt som forskning.”  (Rune Selsing i  Jyllands-Posten 21. februar 2021).

 

Forholdet mellem viden, forskning overfor  et individs verdensbillede og værdiorientering er komplekst. Forsimpling er her ret upassende.
Måske var det en idé at læse Gunnar Myrdals indledning til “Asian Drama”: “The Beam in Our Eyes” . Myrdal sondrer mellem meninger (opinions),  antagelser (beliefs) og værdier (values) som det subjektive input til forskningsprocessen.  I samfundsvidenskabelig sammenhæng, hvortil også sociologi må regnes,

Henrik Dahl laver stråmænd i spørgsmålet om hvidhed. (læs linket)  i postkolonial forskning. Problemet for den hvide europæiske forsker består i, at der på grund af kulturforskelle er grænser for hendes eller hans forståelse for, hvordan mennesket i en anden kultur tænker. For mit eget vedkommende støder jeg på dette i forbindelse med den antropologiske del af min forskning i  inuitkulturel tankegang. Spørgsmålet her er typisk ikke, om man må forske, men snarere om, hvordan man reducerer bias på grund af misforståelser i hybriden mellem dansk-vestlig og grønlandsk-iniuitisk kultur og tænkemåde. Men hos Selsing og Dahl bliver det til et forbud.

Jeg formoder, vi har med det samme at gøre indenfor kønsforskning. En stråmand.  Fokus i den feministiske fremstillingsmåde er ikke biologien, men individernes egen forståelse af deres kønskarakter. Der findes næppe nogen feministisk-aktivistiske kønsforskere, der benægter  tilstedeværelsen af kønsdele på menneskelige kroppe, typisk som kvindelige eller mandlige.

Messerschmidts og Henrik Dahls kronik i Berlingske Tidende er bemærkelsesværdig, også fordi Messerschmidt jo ikke har nogen samfundsvidenskabelig, kun en juridisk baggrund.  De er begge politikere og ikke videnskabsmænd i ordinær forstand, selv om de altid søger at fremtræde, som om de skulle være særligt godt begavede. For mig ser det ud, som om disse bestræbelser er hovedsigtet for aktiviteten, uden at der er nogen dybere forbindelse til deres i almindelighed ret ordinære og konforme kognitive egenskaber.  Kort sagt ser det ud til at føre et kommandoraid mod ikke.-konform forskning. Enhver form for banebydende forskning er netop ikke konform.

I mit fag, politologien, har uddannelseseksplosionen medført, at vi i stedet for at have produceret kreative, nytænkende, samfundskritisk tænkende kandidater i nogen udstrækning er blevet belemret med beregnende lakajer og hofsnoge, polonius-typer, der tjener magthaverne  og som hurtigt finde de præmisser til de beslutninger, politikerne bestiller, uanset om det handler om at sende syrere tilbage til Damaskus eller  fastholde Danmarks kolonimagtsadfærd overfor Grønland.  Virkeligheden er, at den gode videnskabsmand prøver at afkræfte sine antagelser i stedet for ar bekræfte dem.  Som Myrdal sagde det:  “Virkeligheden skal have en god mulighed for at sparke tilbage” .

 

 

Positivismestriden

Mens der i samfundsvidenskaberne kan være ret udbredt opbakning til, at man ved brug af statistisk metode, mål og vægt kan beskrive virkeligheden på lange stræk, handler striden mellem Karl Popper og Max Horkheimer om evidens og falsificerbarhed, verifikation etc. Kernen er for Popper, at hvis ikke en såkaldt nulhypotese (det modsatte af den egentlige hypotese) kan afkræftes, så står hypotesen. Den videnskabelige indsats består således for Popper ved hjælp af  videnskabelig metode at bekræfte hypotesen ved at afkræfte og aflive andre modstående hypoteser. Kritikken  fra Frankfurterskolen sætter ind der, fordi videnskabsområdet bliver unødvendigt indskrænket til, hvad der stort set kan måles og vejes.

Ser man dette i lyset af sondringen mellem at forklare og at forstå har med videnskabelighed at gøre,  idet humanistisk fortolkningsorienteret videnskab med afsæt i epistemologi, fænomenologi og hermeutik er rettet imod forståelse, mens naturvidenskaberne overvejende producerer udlægninger af virkeligheden, der har det nemmere ved at have en ufortolket, objektiv form.

Her kommer vi så til pointen: Videnskabeligheden ligger i metoden, ikke i resultatet alene. Om det passer magthavere som Henrik Dahl og DF’s næstformand eller ej, er ligegyldigt. Men det er det ikke for højreorienterede apostle som Rune Selsing, Henrik Dahl og Morten Messerschmidt.

 

 

Hæderlighed, politik og videnskab

 

Skal man sammenligne juridisk metode (Messerschmidt er cand. jur. ) med videnskabelig metode, så er der i hvert fald et træk, man kan fremdrage. Det handler om den usaglige interesse.  Når man fx. som embedsmand bruger en lovhjemmel, der jo tillader brug af bestemmelsen til ét bestemt formål, i virkeligheden varetager en helt anden interesse, bliver afgørelsen usaglig på grund af inhabilitet.  Der er en vis strukturlighed mellem videnskabelig uredelighed og inhabilitet.

Der er tale om strukturlighed, ikke lighed En videnskabsmand, der er lønnet af et olieselskab, kan fint på trods af mistanken om det modsatte bedrive hæderlig forskning om bæredygtig energi. Det er metoden, han skal fanges på, ikke ærinder. Når det handler om inhabilitet, inkriminerer mistanken i sig selv. Det er en slags politisk ærinde, hvor der kastes smuds ved hjælp af motivbashing.

Og så er vi ved sagens kerne: Messerschmidt og Dahl er ude i et politisk ærinde, der for mig at se alene går ud på at kaste smuds på forskning, hvis konklusioner de ikke bryder sig om.

 

 

Ikke et hak bedre end Tesfaye, der for nylig forkastede en rapport, der havde andre konklusioner end dem, han havde bestilt.  Lad dog hæderlighed vende tilbage til både politik og videnskab.

 

 

 

 

 

 

 

 

  2 comments for “Messerschmidt som forsker?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.