Jens Peter Bonde er død

 

 

En ven for livet: Jens-Peter Bonde er død

Jens-Peter Bonde

Jens Peter Bonde

 

Du kan læse meget om Jens-Peter. Han var en kendt person. Jeg lærte ham at kende i 1968 i Radikale Studerendes Landsforbund og Radikal Ungdom. De mange, der vil skrive meget om hans politiske virksomhed, vil se ham som en central figur i modstanden mod EF, til en vis grad også mod EU.

Mit kendskab til ham kan næppe siges at have været dybt de seneste mange år. Men hver gang, jeg talte med ham, var han tilstede, nærværende. Samtaler med Jens-Peter var aldrig ligegyldige. Han fremstod for mig som på godt og ondt, hvad man kan kalde “en mand med en sag”.  I hans og i mange andres tilfælde vil det udsagn blive udlagt som usagligt, inhabilt. Men intet kan være fjernere. Jens-Peter var analytisk,. begavet, habil og kompetent.

Det var han i sin mangeårige kamp for at demokratisere EU’s indre strukturer, det har han været i sine skriftlige virksomhed – bøger.

I skuffelsen over udviklingen i Det Radikale Venstre gik han direkte til Danmarks Kommunistiske Parti; måske hans livs ubesindigste digt. Men i mellemregningerne indgår,  at vi stod i en kamp for demokratisk socialisme, som selv socialdemokratiet havde forladt. Der var faktisk efter min mening – især med vægt på den sociale lighedsdimension og kampen mod multinational kapitalisme – altid styr på hand moralske kompas.

Lad mig lige nævne i forbifarten, at det at være universitetsoplært på Institut for Statskundskab under Erik Rasmussens og den videnskabelige værdirelativismes brede vinger  for mange, også Jens-Peter har været et privilegium. Mobningen kørte måske på sine egne tangenter. Her tænker jeg også på Drude Dahlerup. Dengang kunne mange blive stødt på manchetterne over, at feminisme og kvindeforskning overhovedet kunne være emner at beskæftige sig med videnskabeligt, Men Rasmussen gav plads, Det gjorde måske mindre radikale som Lise Togeby også. Jeg vil tilskrive Jens-Peters hæderlighed ham selv. Men påvirkningen fra de gode sider af det dengang mindre lakajorienterede Institut for Statskundskab må have påvirket også ham.  Det er ikke længe siden, Curt Sørensen døde. For mit eget vedkommende var det først navnlig efter studietiden, jeg forstod hans kapacitet. At være en mand med en sag som Jens-Peter altid har været det må aldrig i et demokratisk forskningsmiljø i sig selv give anledning til skepsis. Det gør det i dag, hvor artighedskulturen lukker kæften på mange.

Med Jens-Peters død har jeg mistet en person, jeg godt tør kalde min ven. Men Danmark har mistet så meget mere.
En politiker, en personlighed, en skribent, en debattør af Guds nåde.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.