Rosen med den indre Orm

 

Til Hjertet

( Rosen med den indre orm)

MaleriadSchackVonStaffeldt

Schack von Staffeldt

Hjerte, hvad omspænder dig?

hvi du ængstes, Hjerte, siig!
Kan da Jorden intet byde,
dig at lette, stille, fryde?
Arme, syge Hjerte, brist!

Qvalens Ende kun er Rist.

Alt det Skjønne maa forsvinde

over Smiil maa Taaren rinde;

arme, syge Hjerte, her

har du intet Eie meer!
Rosen med den indre Orm

staaer i Ly for Regn og Storm;

Himlen luner, Zephyr lufter

Liljen og Levkoien dufter,

stakkels Rose ene maa

midt i al den Pragt forgaae.

Hjerte! Rosen ligt du er,

i dig selv du Døden bæ´r,

Vaaren atter Jorden pryder,

atter Glædens Stemme lyder,

rundt det er endnu som før,

Rose, Rose, du kun døer!

Schack Staffeldt Digte 1809

Schack von Staffeldt, egl. Adolph Wilhelm Schack von Staffeldt, 1769-1826, dansk forfatter af to digtsamlinger, ikke særlig agtet i sin samtid, men senere rehabiliteret som en af dansk romantiks betydeligste digtere. Staffeldt var grundigt forberedt på den rolle, han havde håbet på, som den gryende tyske romantiks sendebud i dansk litteratur. Som søn af en indvandret adelsfamilie havde han tysk som modersmål og fik aldrig helt udryddet sporene af dette sprog.

Den fra 11-års-alderen forældreløse dreng fik en militær uddannelse, men kadetakademiets lærer W.H.F. Abrahamson vakte hans interesse for litteratur. Som løjtnant blev han sendt på studieophold i Göttingen 1791-93, og efter to år hjemme gennemrejste han Europa i yderligere fem år, hvor han sugede til sig af den nye tids filosofi og digtning, Herder, Schiller, Kant, Schelling. Men hvad den kantede Staffeldt møjsommeligt havde lært gennem et tiår, opsnappede den ti år yngre intuitive begavelse Adam Oehlenschläger hurtigere og omsatte til poesi i sin debutsamling. Så da Staffeldt året efter fik sin debut under samme titel, Digte (1804), blev han uretfærdigt betragtet som blot en forsinket efterligner af den vordende digterkonge. Ikke blot demonstrerede Staffeldt i sine digte en dybere indsigt i den romantiske filosofi end sin unge, lyse konkurrent, han formåede også at omsætte dens forestilling om verdens fundamentale splittelse mellem idéernes og fænomenernes sfære til “Poesier af uforgængelig Skønhed” (Georg Brandes). I samlingens indledende digt, “Indvielsen”, har Staffeldt foreviget sit grundlæggende følelsesmønster, oplevelsen af at længes et andet sted hen og dog aldrig at kunne komme der. Det er ikke tilfældigt, at ordene længsel og fængsel rimer hos ham.

Skønt Staffeldt er udpræget tankedigter, er digtene især i hans anden samling fulde af iagttagelser fra den omgivende natur, der bruges som belæg for, at den sande virkelighed er af en anden natur. Da også denne anden bog, Nye Digte (1808), der tillige rummer hans smukkeste kærlighedsdigte, forblev upåagtet, holdt Staffeldt inde og lagde fra 1810 sin energi i opslidende amtmandshverv i Hertugdømmerne, hvor han endte sine dage, bitter og glemt.

Staffeldts rehabilitering begyndte med J.L. Heiberg og fortsatte med Georg Brandes, der trods sin modvilje mod romantikken forstod hans værd. Staffeldts stjerne er steget yderligere under den genvakte sympati for romantik i slutningen af 1900-t.

Bredsdorff, Thomas: Schack von Staffeldt i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 12. marts 2021 fra https://denstoredanske.lex.dk/Schack_von_Staffeldt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.