Er Støjberg lovlig undskyldt?

 

 

Er Støjberg lovligt undskyldt?

Portræt af Inger Støjberg

Inger Støjberg (Steen Broberg foto)

 

Af Mikael Hertig
6. januar 2021

 

Da jeg var en lille dreng, lå jeg på knæ og kørte med legetøjsbiler på fortovet på Carit Etlarsvej i Odense sammen med mine legekammerater. Vi byttede roller. Vigtigst var ham, der havde politibilen. Politiet havde efter vores forestillinger uindskrænket magt. Politiet kunne sætte i fængsel, beslaglægge min bil og sende mig i venteposition, indtil jeg blev artig.

Nu er jeg jo en gammel mand på snart 71. Men af og til får jeg det indtryk, at mange menneskers opfattelse af lov og ret er umiddelbar – at den, der har fået tildelt kompetence, kan bruge den efter forgodtbefindende, uden restriktioner af nogen art. Noget i retning af: “Jeg er minister for udlændinge, flygtninge og indvandrere; jeg bestemmer det hele. ”  Altså, Støjberg  opfatter sig som en slags ministerpoliti, der kan skille folk ad efter behag. Det minder mig om kommunale processer i jobcentre og i anbringelsessager. Kort sagt: For mig ser det ud, som om befolkningen trænger til at lære lidt mere om grundloven, magtens tredeling, den udøvende magts begrænsninger, magtfordrejning og ministerens pligt til at rette sig efter loven.

Hvis vi nu forestiller os, at Støjberg skulle mene, at hun kan gøre med området, hvad der passer hende? Med andre ord, at grænser, der sættes af noget så inferiørt som  almindelig jura ingen rolle spiller, at hun ikke ved noget om ministeransvar og sådan noget, så kommer der en regel fistrende: Læren om det kriminelle forsæt. Sammenligner man Støjberg med Ninn-Hansen, tæller det til hendes fordel, at hun jo hverken er advokat eller jurist, sådan som Ninn-Hansen var.  Læren om det kriminelle forsæt reduceres dog af en anden sætning: “Ukendskab til loven fritager ikke for ansvar.” Selv om man ikke var klar over, at voldtægt eller mord  er forbudt, kan man ikke frikendes for straf under påskud af, at man ikke mente, det skulle være forbudt. Forsæt handler om handlingen, uanset om man ved, den er ulovlig eller ej. Ville hun det, hun gjorde?

I kristen forstand er tilgivelse mulig. Måske tænker  Inger Støjberg på Jesu ord på korset: “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”  (Lukas, 23, 34). Måske gælder den i gudsforholdet, men næppe i det jordiske. Dertil kommer, at ordene blev sagt af Guds søn, inden han udåndede. Støjberg er jo ikke Guds datter, men kun som vi andre et Guds barn. Det er jo en faktisk vildfarelse og holder næppe i Rigsretten. Men tllgivelse er til for enhver.  Gud kan, vi andre har det lidt sværere somme tider.

Jeg spørger alligevel mig selv: Hvad er det for en opfattelse af lov, grundlov, demokrati etc., der bevæger Pernille Vermund (Nye Borgerlige) og Dansk Folkeparti til at kunne se bort fra simple, forståelige retsforhold. Danmarks måske oftest småborgerligt småsnuskede småborgerinde, Pia Kjærsgaard, er slet ikke fornærmet her. Hun støtter Inger Støjberg i sagen. Een ting er, at støtterne er politisk enige i at ville fratage indvandrermennesker deres værdighed så meget som vel muligt. Men det er påfaldende, at de ikke evner at skille simpel jura fra simpel politik.,

Hvorfor hedder det “instruks” og ikke “bekendtgørelse“? Fordi der ikke i loven er nogen hjemmel til at udstede en bekendtgørelse med det indhold, Støjberg meldte ud. Det lå udenfor hendes kompetence.  Det næste, hun kunne have gjort i stedet, var at udsende en vejledning af, hvordan lovens bestemmelser på området skal forstås. Problemet er her, at ministerens vejledning skal have hjemmel i lov. Så det kunne hun ikke. Hvad der i sin tid er sket i ministeriet, kan man formentlig læse om i delbetænkningen. Jeg nøjes med at gætte på, at hun er blevet orienteret om de juridiske handlemuligheder, hendes ærinde skulle opfylde: En lovændring, something. Og så gætter jeg også på, at hun helt udenfor referat har været klar over, at hendes embedsmænds juridiske vurdering må have været, at det ikke var muligt at imødekomme hendes ønsker om at levere flygtningepar på et fad. Det har hun så, gætter jeg på, misforstået: Hun troede, hun var oppe mod nogle genstridige, akademiske embedsmænd, der politiserede for deres egne synspunkter. Men det er altså jura.

Det vil tjene  Venstre  og måske også Socialdemokratiet til ære, hvis  de i denne sag er i stand til at sondre klart mellem jura og politik. Hvad Socialdemokratiet angår, ser det vitterlig for mig ud, som om partiet vil anlægge en politisk-taktisk orienteret betragtning, kende landskabet for Minksagen etc., før dette parti tager stilling i sagen Det gustne overlæg vinder over hensynet til demokratiet.
Venstre lavede en finte med at bestille sine egne advokater til at komme med en indstilling a la komiske Ali. Jeg håber, Ellemann retter sig efter de rigtige advokater, men ved det ikke i skrivende stund.
Så meget om håbet til de såkaldt ansvarlige partier
Læs også:
https://www.dr.dk/nyheder/politik/stoettepartier-vil-have-rigsretssag-men-regeringen-afgoer-foerst-stoejbergs-skaebne

Men de racistiske partier står efterladt på bagperronen

 

Billede af Mikael Hertig som baby 1 1/2 åer gammel med en dåse i hånden

Mikael Hertig, vellignende foto september 1951 (Birthe Palle Jørgensen) https://orcid.org/0000-0002-0533-0231 Cand. scient. pol. Aarhus Universitet 1982 Cell +45 27 24 47 00 Fregatten 4, 1 tv DK 6400 Sønderborg Denmark mh@aquut.com

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.