“Min Plan” – når sagsbehandleren overtager personligheden

“Min plan” og Jobcentrets sprog

 

Foto af Mikael Hertig

Mikael Hertig 2017. GPL licens Må distribueres mod kildeangivelse til ikke-kommercielt brug

Kafkask sprog i Jobcentrets digitaliserede verden

StormP maleri een går sin vej den grå masse går en anden

Maleri af Storm P. (Lex, den Store Danske)

Magtforholdet i Jobcentrets sprog, jura på nye måder.

 

“Jobparat”

Beskæftigelseslovgivningen sorterer voksne mennesker i to grundslagser. De, der med lidt held af sig selv kan finde et job, de hedder Jobparate” . Den sproglige konstruktion med at sætte parat efter kommer muligvis fra fx. stillingsopslagenes buzzword “omstillingsparat”  At være “parat” karakteriserer sprogligt en aktuel situation, en person befinder sig i. Sprogligt er der tale om, at kategorien virker som en abstrakt attribut, en egenskab, nogen klistrer med rette eller urette på en person. Personen selv forsvinder, når administrationen inddeler folk i slags.

“Aktivitetsparat”

At være aktivitetsparat betegner en borger, der ikke er parat til arbejdsmarkedet. Menneskesynet bag dette sprog er formentlig, at hvis et menneske ikke er parat til beskæftigelse, så må administrationen vel finde noget andet at stille op med vedkommende. Den beskæftigelsesmæssige filosofi er beslægtet med neoliberal tankegang, nyttetænkning. Modsat humanistisk tænkning, hvor hver enkelt individ er skabt i Guds billede og som sådan hver især er uendelig værdifuld bliver mennesket til en ting, der skal kunne bruges til et eller andet før eller siden. Mennesket får påklistret en attribut. Det er bemærkelsesværdigt, at den enkelte ikke har indflydelse på, om ikke man kunne finde en anden egenskab: “Kreativ”, “venlig” etc.  Når man spørger, hvad man kan bruge folk til, handler det om menneskets nytteværdi.

Bemærk tonen i denne pjece fra titelbladet på en pjece fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR). [Styrelsen ser sig selv som en stjerne og borgeren som en ting?] Bemærk, at sproget er dansk, bl.a.  til udlændinge.

“Du er ledig og er aktivitetsparat modtager af selvforsørgelses- og hjemrejseydelses- eller overgangsydelse under et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et introduktionsprogram.

Det er vigtigt, at du læser denne pjece grundigt.” ( STAR 2020)’

Den sproglige tone er nedladende, og for de af os, der prøver at hjælpe aktivitetsparate, har vi vænnet os til den form for organisering af den bureaukratiske virkelighed, mennesket udsættes for.  Pjecen går ud på at præsentere mennesket for de trusler om at miste sit spinkle forsørgelsesgrundlag, hvis ikke personen retter sig præcist efter forvaltningens mere eller mindre finurlige krav. Om den enkelte fatter et muk eller ej, det er stort set ligegyldigt.

 

“MIN PLAN”  – systemet trænger ind og overtager sindet?

Når jeg lægger en plan for mig selv, kan jeg kalde den “Min plan”. Jeg styrer mod et mål, jeg selv har valgt. Men i beskæftigelseslovgivningens absurd-kafkaske univers er “Min Plan”.

 

“Min Plan er en personlig og fleksibel plan, som tager udgangspunkt i borgerens aktuelle situation. Den giver borgeren indsigt i egen situation ved at samle informationer om borgerens beskæftigelsesforløb og den fremadrettede indsats. Planen er fleksibel i den forstand, at den som udgangspunkt består af elementer og felter, der kan variere i forhold til borgerens situation og jobkonsulentens vurdering.

Min Plan er udviklet over en årrække for at sikre én samlet digital indgang for alle målgrupper.”

Formål for borgeren

For borgeren skal Min Plan give et overblik over alt, hvad der skal ske fremadrettet i beskæftigelsesindsatsen, herunder planer, aktiviteter og tilbud aftalt sammen med borgeren. Min Plan skal give borgeren indsigt i og dermed større ejerskab over sit eget forløb.

Samlet set skal dette understøtte, at borgeren ikke længere oplever planen som systemets administrative papir, men som en reel plan, han eller hun selv bidrager til og har ejerskab for.”

 

Sproget her er meget bemærkelsesværdigt. Fundamentalt er der tale om systemets besked til mennesket. Hun eller han er en moderne slave, en systemets undersåt. Forskellen i holdning til slaveejeren i sukkerplantagen kan være svær at få øje på. “Min plan”  er ikke en plan, mennesket lægger for sig selv. Det er en plan, sagsbehandleren stort set ensidigt skriver til mennesket, og som systemet håber glider ind i individets egen bevidsthed.  Vi ved fra socialpsykologien, at tanker og forventninger først opleves som fremmede af den enkelte, Men gradvist kan du eller jeg smage på tanker og med tiden opleve dem, som om de er vores egne. Processen kaldes internalisering. Men betydningen ser konsekvent denne proces som noget, der foregår i den enkeltes egen virkelighedsforståelse og bevidsthed.

Men nu har bureaukratiet erklæret gennem min plan at overtage personligheden selv. “Min plan” er ikke længere individets egen, men systemets endelige sejr. I et mere humanistisk-demokratisk præget sprog kunne denne erobring af personlighed og sind ikke have kunnet finde sted.

Endnu mere absurd er det, at denne sejr over personlighed og individualisme i sin mest ultimative forstand er vedtaget af Folketinget. Vedtaget af Venstre, Danmarks liberale parti i regering, sammen med Konservative og andre, herunder formentlig også Socialdemokrater, SF og Radikale.

 

Feudal struktur: Patron og klient

Mand står op og hælder penge ned til tiggende artig person

Patron og klient

Klientelisme. Magtforholdet mellem herremanden (patronen) og den livegne bonde (undersåt)  er nutidens beskrivelse af dagligdags ulige magtforhold, som det fremstår – også mellem myndighed borger.  Billedet er, at herremanden bestemmer over bonden i en udstrækning, der til tider degenererer og brutaliserer. Træhest, gabestok, fangehul. Patronen er formynderisk, klienten er undergivet som et barn, og patronen har revselsesret.

Jobcentrets magtforhold overfor den ledige, der søger forsørgelse, er ikke tilfældigt. Der er tale om et magtforhold. Sagsbehandleren er ikke og skal ikke være “borgerens bedste ven”. Det er også klar jura, at den aktivitetsparate kontanthjælpsmodtager må underkaste sig de vilkår, lovgivningen stiller. Den skævhed kan vi ikke slippe af med.

Det slående er den selvforståelse, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering afspejler i det sprog, den anvender. Det er jo ikke nok at kalde det her for DJØFSk. Magtudøvelsen kan vi ikke slippe for. Derimod er den inhumane karakter, nedladenheden, foragten, hvor sagsbehandleren overtager selve personligheden som ejendom, stærkt kritisabel.

Nyttetankegangen, der fornægter det kristne og humane værdigrundlag, reducerer medmennesket til en ting.  Hvad skal det bruges til. “Aktivitet” afspejler, at forvaltningen ikke rigtig ved, hvad man skal stille op med disse måske-egnede eller uegnede mennesker. Målet for mennesket er ikke et værdigt liv. Det er fast arbejde. Det synes jeg, nogle i det politiske miljø bør tænke over.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.