Zelia Nina Andrup, f. Hindenburg 135 år

 

Zelia Nina Andrup, f. 25. oktober 1885

 

Titelblad med sorthvidt billede af Zelia omkring 8 år gammel 1893

Zelia Nina Andrup, f. Hindenburg, omkring 1893

 

 

Hun er med i min aftenbøn

Min mormor, Zelia Andrup, ville 25. oktober 2020 være fyldt 135 år. Det er så længe siden, at det ville have været normalt at skrive det på en anden måde. Man kunne blot nævne antallet af år, og ligesom med Beethoven fejre fødselsdagen om en historisk person. Men hun er med i min aftenbøn. Kropsnær i erindringen, smilende, øjenkontakt, der går ind i kroppen som en lille skælven.

Når jeg spørger mig selv, hvor evnen til at føle kærlighed kommer fra, mærker jeg linjen fra hende til min mor. Altsammen er måske såre banalt, så denne lille artikel er nok lidt en form for skjult selvros. Men jeg har så meget at takke hende for.

Hun døde i 1970, og hele min opvækst igennem var hun en elsket ankerkvinde i mit liv. Ligegyldigt hvilke trængsler jeg mødte på min vej, havde jeg altid adgang til hendes opmærksomhed.  Jeg husker hende delvist som en svagelig, osteoporosemærket kvinde, der gik ret foroverbøjet.   Men ved hendes bisættelse sagde provsten meget sigende, at hun “var byens rankeste dame”.

Hun voksede op i den del af Dronningens Tværgade, der ligger tættest ved Kongens Have og Kronprinsessegade. Der havde hendes far, Højesteretssagfører Arthur Leopold Hindenburg, sin gevaldige patricierlejlighed, hvor sagførerkontoret også havde til huse. Arthur Hindenburg var så meget til Højre og så meget retslærd, at de to sider af hans virke må forekomme uforenelige, set med nutidens øjne. Modstanden mod demokrati og parlamentarisme – og for den sags skyld Arbejderbevægelsen var ganske massiv. Formentlig så massiv, at han i den grad blev besværlig, at han måtte nøjes med at fungere som retslærd.  Men som sådan blev han også statsadvokat, dr. jur.

Da Zelia blev forelsket og dannede par med Otto Andrup, blev dette i slægten set som en mesalliance, for hun giftede sig med en søn af en falleret apoteker fra Randers. Bedre blev det slet ikke af, at Otto Andrup, direktør for Frederiksborgmuseet, var båret af modernismens gennembrud, med tendenser til Socialdemokrati og i det mindste det, der blev det Radikale Venstre.

Hendes liv blev således båret og formet af striden mellem det højborgerlige højrevendte på den ene side og frigørelse og ligestilling på den anden.

Jeg kender gennem hende datidens virkelighedsforståelse. Hun fik artium (studentereksamen) fra Zahles gymnasieskole omkring 1903-04 og gik på musikkonservatoriet (sang). Men det rakte ikke til nogen karriere. I overensstemmelse med datidens skik og brug blev hun husmoder og moder for sine fire børn G. O. Andrup, Merete Blomberg, Henrik Andrup  og min mor, Marie Elisabeth Hertig.

Jeg husker en dag på terrassen på sommerhuset i Nordstrand, formentlig omkring 1967, hvor der var raceuroligheder i Detroit. Forsiden af Politiken var ikke til at tage fejl af, antiracisme prægede også dengang avisens holdning. Men Zelia sagde: “De små sorte sataner talte vi ikke så meget om i min tid”. Det er slet ikke min opgave at forsvare bemærkningen. Den lader sig ikke forsvare. Men den vidner om den indre splid mellem humanisme og kolonialisme, som hendes forståelse var præget af. Jeg havde en overgang adgang til hendes geografibog fra Zahles skole. På siderne om Afrikas stammer kunne man underholde sig med, hvilke der skulle skydes med det samme, hvilke der kunne tæmmes som slaver, og hvilke man bare skulle undgå.

Det skal også siges, at slægten havde embedsmænd på Sankt Thomas, og at det endnu hedder sig rundt omkring i dens selvforståelse, at “Vi var så søde ved vores slaver”, underforstået – vi havde i slægten vistnok næsten ingen sukkerplantagedrift, kun husholdning. Og det at have slaver var jo bare en anden måde at have tyende på?

Jeg tog mod til mig for at drøfte det med hende, men hendes ansigt opløstes bare i et overbærende smil, og så gav hun mig valget mellem en chokoladefrø og en rulle lakridssnørebånd.

Min desværre afdøde kusine Dorte Andrup udgav i 1994 i bogform hendes breve og iagttagelser. Sammen med bogen: “Otto Andrup og livet omkring ham” får man et indblik i min – i hvert fald overfor mig og Dorte – kærlige væsen, men også i striden mellem borgerlighed, overklasse og stræben efter lighed og respekt, patron-klientforhold i venlig, ansvarlig belysning – og striden mellem højre og venstre i dansk politik, set i en mere kropsnær sammenhæng.  Hun måtte jo vælge til en vis grad mellem sin slægt og sin mand – og valgte stort set det sidste.

Hun er altså fortsat med i min aftenbøn, selv om hun i den grad var ateist. For over stjerneteltet må en kærlig gudfader holde til.

 

 

mikael hertig, farveportræt

Mikael Hertig

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.