USA: Hvides opbakning til farvede ebber ud

 

De hvides opbakning til “Black Lives Matter” er under udtynding

 

Foto af Mikael Hertig

Mikael Hertig 2017. GPL licens Må distribueres mod kildeangivelse til ikke-kommercielt brug

Jeg er cand. scient. pol.

Og hvad så med racismen i Danmark?

Boston Globe omtaler i en artikel torsdag 24. september en undersøgelse, der viser, at den hvide opbakning til “Black Lives Matter” tynder ud. Den normale vinkling er naturligvis, at det spiller en væsentlig rolle for den amerikanske præsidentvalgkamp, der er på vej ind i sin slutfase.

Men der er mere væsentlig information, der kan ses i dansk sammenhæng, dels overfor dansk fremmedhad i almindelighed, dels overfor den racisme, grønlændere udsættes for i Danmark.

 

 

 

Black Lives Matter - sorte i demonstration med hævede knytnæver

For det første er den amerikanske antiracisme formentlig mere nærværende, fordi raceuroligheder og konfrontationer på andre måder finder sted i det offentlige rum, og fordi politiets racisme er meget mere manifest med de mange drab på sorte og farvede. Det er en historie, der gentages i evindelighed på amerikansk grund. Den brutale tankegang er, at når personen er under mistanke for at være kriminel, er hun/han/den/det sikkert også selv ude om det, ubevæbnet eller ej. Humanister kan ikke acceptere dette. Det medfører for den amerikanske humanist, at protesterne grunder sig mere på konkrete erfaringer end i Danmark.

Det er måske lidt for nemt – både i USA og i Danmark – at falde ned i den småborgerlige forargelse over de voldelige udtryk, oprøret til tider får. Vi kan sidde i vore lænestole og tage afstand fra plyndringer, hærværk og også skud på politibetjente. Idyllisk er det unægtelig slet ikke, og isoleret set er principielt set helt forkasteligt, også når vi møder det her i landet  i mindre målestok. Det kan måske ikke rigtig forsvares, men nok forklares ud fra sammenhængen. Hvor statsmagten har sit voldsmonopol, er forvaltningen af det i et såkaldt demokratisk samfund et issue. De fleste amerikanske demonstranter er, så vidt jeg forstår det, ikke voldsorienterede. Hvis man ser på verden lidt fra oven, er det folkelige pres uden vold formentlig  strategisk langt mere effektivt, og voldsepisoderne sætter tilhængerne i et unødvendigt krydspres. Men det er på den anden side umuligt at se bort fra, at i amerikansk sammenhæng er der tale om statsmagtens racistiske og meget voldelige misbrug af sit voldsmonopol.

 

Som erklæret humanist og antiracist spørger jeg mig selv, hvornår slipper min opbakning i Danmark? Vi har ikke ret mange bilafbrændringer, butiksplyndringer og drab, der begås af yderligtgående. Men til gengæld synker vi formentlig hurtigere ind i vore egne fordomme.  Jeg forestiller mig, at den danske racisme – både i dens manifeste og i dens latente former -bygger på en art forestilling om danskhedens væsen: Mere eller mindre fantasifulde ideer om det danske demokratis enestående positive karakter, som de laverestående væsener fra andre lande ikke forstår at sætte pris på. Det bliver måske i en eller anden udstrækning til:

“Jeg er nemlig tilhænger af det danske demokrati, af ytringsfriheden med dens indbyggede fornærmelses- og ringeagtsrettigheder, og det forstår udlændingene ikke. Og jo længere væk, de kommer fra den demokratiske selvforståelses zone, des værre. Det kalder vi nærområderne”.

 

I denne racialiseringsproces er der ét ord, der fordamper. Respekten for medmenneske. Er vi højtidelige, kaldes det næstekærlighed.  I de gamle dage, som de nationalkonservative racister længes efter, var Danmark i min forestillingsverden nok mere respekterende, mere næstekærligt, og Helligånden standsede sådan set ikke ved Padborg.

“Du skal elske din næste som dig selv”

Sådan lyder næstekærlighedsbudet. Det er den fordring, vi hver især skal prøve at leve op til, og det er den fordring, vi aldrig kan leve  helt op til. Vi er for skrøbelige, og det gode som vi vil, det gør vi ikke, og det onde, som vi ikke vil, det gør vi.

Men i formuleringen af næstekærlighedsbudet ligger der en udvej, som jo forstærkes i velsignelsen om, at du alligevel også selv – ligesom din næste er skabt i Guds billede. Den daglige tilgivelse er på den måde en kendsgerning, men ingen djævelens hovedpine. Jo mere du tilgiver og prøver at hjælpe og se din næste som din bror eller søster, des mere respekt, anerkendelse og tilgivelse får du tilbage.

Da vi i Danmark erstattede den almindelige kristendom med  demokratisme som statsreligion, tog vi ikke  misteltenen i ed. Vi trak respekten for medmennesket ud af ligningen og lod selvfedmen, selvglæden og en sygelig afart af nationalisme træde i stedet. I stedet for pluralisme har vi gjort principper om demokrati til et retorisk slagvåben, der kan  bruges som penismåling, hvor danskeren bruger sine egne idealforestillinger om sig selv som målestok

“Jeg er bedre end du, udlænding, for jeg er nemlig mere demokratisk end du er. Og så længe du er så skide udemokratisk, gider jeg ikke have noget med dig at gøre. Rend mig i røven og kom tilbage, når du er blevet demokratisk på min måde.”

 

Lad mig give en hånd til Özlem Cekic, til Bent Melchior, til Najannguaq og Miki, til Ivalo, til Vincent.  Uden Jer ville mit Danmark være ensporet, kedeligt, mere racistisk, mere udemokratisk.

Jeg har opdaget, at jeg har en helt anden opfattelse af, hvad racisme er og betyder, end mange af mine omgivelser. For mig starter kampen mod racisme i mig selv. Den er en slags daglig renselse, et forsøg på igen og igen at gøre op med min egen indre svinehund, ikke de andres: Min frygt for det fremmede.  Det er der, den står. Som udgangspunkt. Det blev meget smukt af Angela Merkel,  Ud over det berømte: “Wir schaffen das!” Sagde hun (efter min hukommelse noget i retning af:

Vi har ikke flygtningestrømme. Vi har individuelle mennesker, der hver især kommer hertil med de værdier og forestillinger, deres Gud har givet dem”.     (Angela Merkel 2015)

 

Jamen er det, vi kalder integrationen, ikke problematisk? Ser vi ikke parallelsamfund vokse op? Gør de ikke også det i Tyskland og Sverige, hvor man i humanistisk godtroenhed (nazister ynder at bruge termen “pladderhumanisme”) bare har ignoreret forskellene og overlade de fremmede til sig selv.

Hver gang, det ikke lykkes, har vi ideelt set ikke gjort det godt nok. Vi har overset relationens betydning. Den velvoksne danske selvfedme er en kæmpe stor del af problemet, også når vi vender den fremmede ryggen og i misforstået laissez-faire ignorerer den nødvendige tilpasnings betydning.  Folk med en anden bagage må nødvendigvis lande i en del situationer, hvor dansk kulturs levevis støder  mod den fremmedes på måder, der er uforenelig med hans eller hendes.

Mustafa sagde til mig i 2000:

Da i danskere vendte os kurdere, arabere og tyrker os ryggen, tvang i os til at falde tilbage til at blive muslimer igen

Efter almindelig humanistisk-kristen forståelse er hvert individs liv en rejse, hvis projekt i spejlingen med omgivelserne har en anvisning: “Kend dig selv, se dig selv sammen med dine omgivelser, forstå hvordan de oplever  dig. Vær sammen”   Som jeg ser det, er mentaliseringsprocesserne et fælles ansvar. Den fremmede er mere skrøbelig end du selv.  Derfor er der en indlysende sammenhæng mellem kulturel segregation, racialisering og isolation.

En tidligere kær veninde har angrebet mig voldsomt for at påstå, at grønlandske studerende isoleres på universiteterne og navnlig for at have skudt hende dette synspunkt i skoene.  I det omfang, jeg har påduttet hende en mening, hun ikke har, er det da værd at undskylde. Jeg kan nuancere det sådan: Jo bedre grønlænderen behersker dansk, nærmest som modersmål, jo mindre grønlandsk han eller hun ser ud og klæder sig, des mindre isoleret bliver vedkommende i forhold til det danske universitetsmiljø. Dertil kommer forskelle i levevis. Jeg sidder ikke med nogen statistik over, hvor mange  grønlandske studerende, der har børn. Uden at kloge mig alt for meget er isolation, det forhold, at man giver en slags husrum uden hjerterum, ikke tilstrækkeligt.

Derved når vi tilbage til ligheder og forskelle mellem den manifeste racisme i USA og den latente i Danmark. Når vi ikke ser os selv som deltager i en fælles proces, hvor vi skaber pladsen til hinanden, former vi alligevel vore fremmede medmennesker til dem, de er i vores samfund.  Det handler om, hvorvidt vi opfatter os selv som passive iagttagere ller aktive deltagere: Fluen på væggen eller elefanten i rummet.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.