Lars Løkke som politisk vejrhane

 

Lars Løkke som vejrhane

Foto af Mikael Hertig

Mikael Hertig 2017. GPL licens Må distribueres mod kildeangivelse til ikke-kommercielt brug

 

 

Løkke Rasmussen – et politisk dyr

Lars Løkke

Lars Løkke Rasmussen

Fremmedhadets visnende betydning

Når man som Lars Løkke er blevet, hvad man kalder “et politisk dyr”, så ligger det indlejret i det analytiske beredskab at være en vejrhane, der mærker, hvad vej folkestemningens vinde blæser.

Han har registreret, at fremmedhadet nok er der, det har ikke helt tabt i udbredelse, men i styrke. Andre dagsordener, først og fremmest klima, har flyttet folkehavets politiske orientering.
Jeg kan ikke sprætte op for Løkkes sind, men noterer mig, at han har været statsminister for en regering, hvis flertal hvilede på Dansk Folkepartis stemmer.

Jeg har også noteret mig, at fremmedhadet er blevet annekteret og indlejret i alle andre partiers praksis, bortset fra Enhedslistens og De Radikales.

Hvad angår fremmedhad som politisk tiltrækningskraft, må man forrestille sig en gudstjeneste med fanemarch under ledelse af en stivnakket, men endnu ikke dømt fanebærende Messerschmidt og en småvraltende Pia Kjærsgaard, en lidt skrutrygget Søren Espersen, og et par stykker til. Måske er der afbudspladser til Martin Henriksen og ham der Berth.

“Lær mig, o skov, at visne glad”

Så skal de synge “Lær mig, Oh Skov, at visne glad.” For hvad er vel mere folkepartisk end den romantiske drøm om, at fortiden skal genopstå? At den rent danske bindingsværksidyl med sine stokroser ikke bare genopstår, men at Danmark igen bliver racerent og blåøjet? Hvad er vel mere romantisk og nationalkonservativt?

Men når nu de begynder at synge, så hører man pibestemmerne, det sprukne. Egentlig skulle der have været saft og kraft.  Men pibestemmerne er sprukne, og de har svært ved at finde melodien.

Selv stemmerne er visne.

Har blå blok et værdigrundlag bortset fra fremmedhad?

Det er denne situation, Lars Løkke med stor træfsikkerhed har fanget. Er det vigtigt for blå blok at stå sammen, når den folkelige kerne – fremmedhadet – er et visnende værdigrundlag? Når fremmedhadet er væk, hvad er der så at stå sammen om, bortset fra det aldrig svigtende had til Det Radikale Venstre. Hvad er der, positivt, at stå sammen om?

Det Radikale Venstres navn har det fået fra sin undfangelse. Men rest-venstre har, sit lange liv igennem, måttet sande det samme problem. Byvenstre,, sjovt nok Henning Christoffersens og Uffe Ellemanns, der kunne tiltrække andet end landbrug og forureningstilhængere?

Løkke kan være revanchist, nuvel. Men han kan lugte morgenluft i september.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.