Hvad foregår der inde i Ole Birk Olesen?

 

Portræt af Ole Birk Olesen

Portræt af Ole Birk Olesen, fotograferet af Steen Brogaard

 

Af Mikael Hertig

En underlig opvågnen. Hvem er der plads til i vores verden?

 

Her til morgen vågnede jeg med opmærksomheden resterne af et ubesvaret spørgsmål. Kuriositet, kunne man kalde det. I den underlige tilstand mellem drømmenes absurde ufornuftige verden og bevidsthedens og genopdagelse af virkelighedens normalitet hang det besynderlige, ikke særligt relevante spørgsmål: Hvad foregår der inde i Ole Birk Olesens hoved?

Der er ingen særlig grund til, at jeg skulle rette min opmærksomhed på netop det spørgsmål. Rigtig længe har jeg overhovedet ikke beskæftiget mig med ham eller hans partis eksistens. Og så må han være dukket op i nyhedsstrømmen mandag 15. juni. Midt i genforeningen og tyske turisters genkomst til sommerhusene på Vestkysten var han forinden dukket op, fordi han vistnok smækkede med døren. Så vidt jeg forstod ham før jeg faldt ind i søvnens og drømmenes verden havde han forladt forhandlingerne om sommerpakken. Grænsen for hans horisont gik dér, hvor der skulle kastes et engangs beløb på tusind kroner til folkepensionister, kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og så videre.

Selve eksistensen af voksne mennesker, der ikke arbejder virker provokerer Ole Birk Olesen. Jeg tror, at hvis min hjerne i underbevidsthedens tågede Hades fandt på at hæfte sig ved Ole Birk Olesen, har det ikke noget at gøre med sans for det væsentlige. Underbevidstheden hæfter sig somme tider ved det mest outrerede, det besynderlige. Og selv i min efterhånden halvvågne tilstand kan jeg godt indse, at i forhold til min egen virkelighedsforståelse er Ole Birk Olesens ret langt ude. Hver især plører vi jo i det mindste i drømmene vores værdigrundlag og vores virkelighedsforståelser sammen i en slags sej, lindt flydende grød. Men hans grød er ikke min grød. Forskellen er, tror jeg, at det besynderlige ved ham er, at han er totalt fri for social indignation. Hans kompas er ikke mit. For mig ser det måske ud, som om at han slet ikke har respekt for alle de ineffektive, unyttige, syge, smertehelvedesramte, som ikke bare kan tage sig sammen. For mig er spørgsmålet: Kan han selv tage sig sammen, stå op af søvnens og dagdrømmens grød, hæve sig op og få øje på en horisont, eller bliver han i sin uforstands endeløse grød?

Ole Birk Olesen havde forinden min søvn indtraf sagt til P1s Orientering, at overvismand Carl-Johan Dalgård bestemt skulle have frarådet, at regeringen skulle uddele penge til folk på overførselsindkomst. Jeg er sikker på, at Ole Birk Olesens ordforråd rækker til både “Socialdemokrat” og “dem på overførselsindkomst”. Dalgård var godt nok den første til at foreslå, at overførselsindkomstmodtagerne, de fattigste, skulle have en ordentlig gang penge, så efterspørgselen kunne komme i gang. Overvismanden havde i vågen tilstand foreslået, at økonomien skulle sparkes i gang ved, at de mennesker, som slet ingen opsparingstilbøjelighed har, de skulle have flere penge som eengangsbeløb. Her kunne man, mente Dalgård,  Men i Ole Birk Olesens tilsyneladende vågne udlægning skulle han pludselig have ment det stik modsatte. Denne besynderlige forvrængning af overvismandens økonomiforståelse er måske noget af det, der fik min underbevidsthed til at misforstå professoren. Det er ikke Birk Olesens behov for at referere til økonomiprofessorer, der skiller mig fra ham. Jeg gør selv det samme. Det er hans formidable evne til overhovedet ikke at fatte en brik af, hvad den autoritet, han refererer til, faktisk har sagt og så som en slags selvbestaltet autoritet give udtryk for det. På en måde ér det jo formidabelt. Han er en kuriositet, en raritet, en ny ret grød, ikke  i en dyb tallerken, i et kabinet.

En løgn, der er gentaget mange gange: “Penge kan kun bruges een gang” hævder, at det er forbudt Brugsen at bruge de penge, jeg har betalt for min leverpostej, til at udbetale løn for. For Hvis Brugsen bruger pengene igen, strider det jo mod påstanden. Pengene skifter ejer hele tiden. Ligesom brugsuddeleren måler omsætningshastigheden på hylderne, flytter pengene ejer fra det ene øjeblik til det andet. Oprindeligt stammer pengene jo fra Nationalbanken, altså den offentlige sektors helt eget tempel. Ole Birk Olesen har måske et forkvaklet forhold til den offentlige sektor. Han er jo liberal. “Markedet ordner alt”. Økonomiens usynlige hånd regulerer det hele, og stat og kommuner er en forhindring for den lykkelige balance, der opstår, når udbud og efterspørgsel er den eneste mekanisme i verden. Måske forstår Ole Birk Olesen alle fænomener i naturen, inklusive seksualitet, bankvæsen, ålens vandring fra Saragassohavet, som udslag af udbud og efterspørgsel. Jeg ved det ikke. Slet ikke. Men måske noget i den retning. Men han fik i hvert fald sagt, at overførselsindkomsterne i Danmark skulle være “de højeste i verden”.  Ikke noget om leveomkostninger, vi kan snildt sammenligne Danmark med Burundi eller Fillipinerne.  Selv i det, der må være Ole Birk Olesens forbillede, Trumps USA, hældes der penge i de fattige, dels for at sparke gang i økonomien. dels for at holde oprøret nede.

Eksisterer der i Ole Birk Olesens hovede et indtryk af økonomisk kredsløb, er der omløb i grøden?
Ikke, hvis det handler om de overflødige subsistenser, hvis eksistens ude ved randen af hans forståelse. De unyttige, der ikke arbejder, som næsten lever af – nu kommer væmmelsesordet – overførselsindkomst. de skal lokkes til at arbejde, og deres fattigdom er altid selvforskyldt. De gigtnedslidte, de kræftramte, de sjæle, der er smadret af PTSD, de mennesker, hvis hjerter og lunger ikke fungerer, de skal bare tage sig sammen, og deres ret til i modsat fald at være her skal jo ligne en slags vraggods. De er selv ude om det.

Efterhånden, som jeg vågner, indser jeg, at midt i al verdens mangfoldighed eksisterer Ole Birk Olesen. Han lever sikkert et godt ordinært liv. Han vasker måske op, han har nok et eller andet sted som udslag af kønnenes udbud og efterspørgsel en kone og nogle søde børn. Andre fingre end hans egne piller i hans skæg. Der er plads til Ole Birk Olesen et eller andet sted i udkanten af min verden.

Er der plads til os andre i hans?

 

 

mikael hertig, farveportræt

Mikael Hertig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.