Tyskland, demokrati og læren fra Thüringen

 

“I Tyskland er demokratiet helligt. I Danmark vi tager det for givet”

 

mikael hertig, farveportræt

Mikael Hertig

 

Af Mikael Hertig, politisk kommentator

Delstaten Thüringen er med sine 2,2 millioner indbyggere en af Tysklands mindste delstater. Thüringen ligger i det tidligere Østtyskland og er kendt for hovedbyerne Erfurt (hovedstad), Jena (Carl Zeiss- optik) og Weimar (kulturby og hjemsted for det tyske parlament efter 1. verdenskrig).

 

Ved valget i Thüringen  ultimo oktober 2019 blev det ekstreme højreparti AfD mere end fordoblet og opnåede 24,8%. Die Linke voksede med et par procent til 31 %. SPD faldt til 8,4 %,. CDU styrtede fra 33,5 % til 21,8% . Det liberale FDP nåede netop spærregrænsen på 5,0 %. Koalitionsmuligheder  Die Grüne kom også ind med 5,2 %.

 

 

 

Regeringschef for en dag

Billede af Thüringens FDP  partiformand  i februar Thomas Kemmerich

Thomas Kemmerich

 

 

I Tyskland er demokratiet helligt

Det er helt fundamentalt antaget i tysk politik, at der ikke må regeres på stemmer fra AfD. Der er ikke flertal for Die Linke, som er på vej ind almindelig tysk varme efter i lighed med AfD at have været holdt udenfor. Koalitionsmulighederne vanskeliggøres af udskamningen af Die Linke fra de borgerlige partiers side. Det er utænkeligt, at de borgerlige partier vil støtte en regering, hvor Die Linke har sæde.

I Tyskland er der positiv parlamentarisme. Det vil sige, at en regering skal have et flertal bag sig. I Danmark har vi negativ parlamentarisme; her er det nok ikke at have et flertal imod sig. Siden forhandlingerne begyndte har det derfor været en ultrasvær opgave at danne et flertal. Det skete så omkring den 6. – 7. februar, da det lille FDPs partiformand Thomas Kemmerich pludselig viste sig at stå som topfigur med opbakning fra CDU og AfD.  Det helt utænkelige var sket: Det er en helligbrøde i tysk politik at bygge grundstruktur for en regering på AfD overhovedet. Det er en helt fundamental forudsætning i al tysk politik, at tilbagevenden til udemokratiske tilstande ikke må kunne lade sig gøre. Når reaktionerne er så voldsomme, skyldes det, at indgrebet fra CDU-formand Kramp Karrenbauer udeblev. Nogen personer lod tingene ske. Det skete lokalt i Erfurt. Månedlange forsøg på at danne regering var endelig lykkedes, og det at danne regering efter et valg kan jo også i Thüringen ses som en bunden opgave. Men det var altså ikke jubel, den løsning resulterede i. Helligbrøde.

Reaktionen kom fra CDU’s kansler Merkel, ikke fra partiformand Annegret Kramp-Karrenbauer. Merkel befandt sig i Sydafrika. Der må ikke rystes på hånden på dette punkt i tysk politik. Men det blev der. Først i Erfurt, fordi FDP, der bestandig kæmper mod spærregrænsen, og CDU overhovedet fandt sig i at gøre sig afhængige af et højrepartis stemmer.

 

 

I Danmark sander demokratiet til, mens vi tager det for givet.

I Danmark forbinder vi altid nazisme med antisemitisme. Vi overser vigtigheden af, at nazisternes vej til magten skete delvist ad demokratisk vej. Nazisterne i Tyskland blev valgt ind som parti på linje med andre partier. Det hørte til den gode tone, at man ikke i parlamentet måtte skælde ud på dem etc. Da vi har det med at betragte demokratiet her i landet som en given ting, der ikke skal kæmpes for, men som bare ligger i overholdelse af formelle regler om valg og afstemning, ser vi ikke med tysk tydelighed på mulige antidemokratiske tilbøjeligheder. Vi ser det politiske højre som racistisk med en nogenlunde veldefineret højrevendt økonomisk politik, men ikke som muligt antidemokratisk.

Siden 2001, da Anders Fogh Rasmussen dannede regering på stemmer fra Dansk Folkeparti, har andre partier stille og roligt annekteret DF’s fremmedfjendskhed. Politisk praksis er, at hvis fx. det danske socialdemokrati villet regere, så har det måttet sælge ud af humanistiske principper for at komme til fadet. Etnofobien har haft en vis praktisk og pragmatisk begrundelse til at starte med. Siden er den trængt helt ind i sindet, så vi nu har et etnofobisk flertal i Danmark bestående af i hvert fald DF, de borgerlige og Socialdemokraterne. Men dermed har man her i landet overset kampen for demokrati og ligeværd som proces. Demokratiet er ikke til debat, heller ikke som retsstat.

Sådan er det ikke i Tyskland. For at være stueren i Tyskland skal man være dedikeret til demokrati. Ikke som en slags nationalkonservativt symbol, men som en grundindstilling til det politiske system.

I Danmark har venstrefløjen har forsømt at dyrke og bekæmpe de dele af svigtningerne ad højre til, som umærkeligt udvikler sig i landet. Det ligger i overvågningspolitikken. Det ligger i nedslidningen af klagesystemerne i forholdet mellem borger og forvaltning. Det ligger i DF’s tendens til  indblanding i domstolenes virksomhed. Vi burde fokusere på, hvad der er demokratisk. Vi burde diskutere, hvordan vi forstår magtdelingsprincipperne. Og vi burde ikke betragte demokrati som en statisk, een gang give tilstand. Vi burde instinktivt reagere, som de har gjort i Tyskland. Det er værd at hæfte sig ved, at DF ikke har svært ved at samarbejde med AfD og lignende partier i andre lande.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.