Hanne Reintoft: Vi mangler social indignation

Social Indignation –

Den politisk oversete dagsorden

mikael hertig, farveportræt

Mikael Hertig

Af Mikael Hertig *
Politisk Kommentator

 

 

“Der er en gennemgribende social blindhed i den veluddannede klasse over for de allersvageste.”                                                                     Hanne Reintoft, Politiken 2016

 

 

 

 

Portrætfoto af Hanne Reintoft

Hanne Reintoft (Arbejderen)

 

Hanne Reintoft-citatet lidt mere udbygget – Der er ingen social indignation:

»Der er en gennemgribende social blindhed i den veluddannede klasse over for de allersvageste. I stedet for at kæmpe de svagestes kamp har den privilegerede øvre middelklasse sat sig på mediedagsordenen, hvor det først og fremmest er dens egne problemer om stress og pres, der fylder. Den ufaglærte og den voldsramte kvinde i Dannerhuset er der ingen, der interesserer sig for. Det er et kæmpesvigt, at der ikke er nogen social indignation, hvor der opildnes til kamp for de svageste«.  ( Hanne Reintoft )

 

Hanne Reintoft bar en helt nødvendig udsendelse: “Hvad er min ret, og hvad er min pligt” i DR P1  i en meget lang årrække. Det var dengang, DR forstod public service i sin oprindelige form:  Den fælles information skulle især dække dele af samfundet, som den kommercielle presse ikke tog sig af. Før Dansk Folkepartis tid havde vi en form for nyhedsddækning, der anså de fattigste og de svageste som en del af samfundet. Den sociale indignation fik  sin næring til de af os akademikere, som fulgte hendes 50 minutter lange udsendelse en gang om ugen.  Ingen vil i dag sige direkte, at ophøret af udsendelsen skyldtes politisk nyorientering. Men det var da tilfældet. DR’s bidrag til borgerskabets sociale dannelse og indignation er blandt andet dermed svækket til omkring ingenting.

Det er nødvendigt her at præsentere Hanne Reintoft og i øvrigt takke hende for hendes livslange indsats for social dannelse i samfundet. Hvis man ved social indignation forstår en spontan interesse og vilje til at at kæmpe for at  forbedre de vilkår, den anden halvdel af samfundet lever under, så ser den for mig ud til at være forsvundet. Man kan se det som et led i arbejderbevægelsens opløsning, men ingen kan se bort fra, at dele af den politisk aktive højrefløj fra Erhard Jakobsen til Pia Kjærsgaard har bekæmpet public service i den oprindelige form.

Det er nødvendigt, fordi det nu er 15 år siden, hendes udsendelser stoppede. Hun er blevet unødigt gemt og glemt. Dansk Folkepartis vedvarende, stadige og konsekvente kamp for undertrykkelse af synspunkter og verdensbilleder, der ikke kan forenes med deres, har været en enestående succes. Det er jo lykkedes at forvandle et foregangsland til en smålig, ikke sammenhængende selvfed fremmedhadernation. Politisk set har partierne, navnlig Socialdemokratiet, ædt deres synspunkter for ikke at tabe stemmer.

DR tog stafetten fra hende og kylede den ud efter et kort – sådan set nogenlunde vellykket – forsøg med en afløser. Det opleves udefra set som rent politisk knæfald for højrekræfterne. Jeg mindes, at Claus Hjort Frederiksen hellere ville have mindre samfundsstof og mere “vild med dans”.

Vi burde måske lave en podcast med socialradio?

 

 

Uden social indignation er økonomisk og politisk fremgang umulig

Det er på en eller anden måde lykkedes den borgerlige presse at. koncentrere al fremstilling om kost. seksualliv, fitness og uddannelse på en sådan måde, at alt er set under en aldrig  verificeret påstand om, at vi alle lever under de samme middelklassevilkår. De, der ikke gør det, kan bare tage sig sammen.

Jeg møder det hver eneste dag, når jeg ser klassekampen i dens degenerede form i jobcentre og tvangsfjernelsessager. Der er middelklassekultur over det hele, og den sætter sig selv som norm. Den, der bor i borgerens hjem for at rapportere om børnetrivsel, bilder i sin rapportering sig ind, ar hun kan tage sig selv ud af ligningen. Hun stiller forventninger om det normale liv.

Overskriftens påstand kan ikke empirisk eftervises uden besvær. Men historisk var perioden fra 1960 til 1974 en solidarisk pionertid for rejsningen af det velfærdssamfund, i hvis rester vi lever i dag et bevis på, at en progressiv fordelingspolitik har gavnet økonomisk vækst, social solidaritet og sammenhængskraft. Vækstperioden

 

 

 

 

 

 

 

mikael hertig, farveportræt

Mikael Hertig

* Mikael Hertig (70) er politisk kommentator ved www.aquut.com , cand. scient. pol. Han arbejder som frivillig partsrepræsentant for grønlændere i Danmark i deres møder med jobcentre og familieforvaltninger. Han er født i en overklassefamilie, selv tilhører han den akademiske middelklasse og prøver se verden fra underklassens side.
Han læser samtidig sin anden kandidatgrad: “International Security and Law” ved Center for War Studies, SDU.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.