Lystgængeren?

mikael hertig, farveportræt

Mikael Hertig

 

Af Mikael Hertig, Ekstern politisk Kommentator *

 

Kristian Jensen er sådan set færdig i dansk politik. Vælgeropbakningen blev reduceret ved sommerens folketingsvalg; og i politisk sammenhæng. blev han først rangeret ud på et sidespor, for nu at lande i en slags remise.  Jacob Ellemann har ikke haft grund til at tage hensyn til prokuristen fra Lemvig.  Degraderingen og den efter omstændighederne brutale udhængning af Kristian Jensen har en direkte, kontant og symbolsk karakter, der skal hjælpe til fundamentalt at rejse Ellemanns politiske kapital. At der bliver sparket til en, der ligger ned, er en anden sag. Men det kan jo retfærdiggøres af, at Kristian Jensen lod, som om han stod op. Han har næppe  forstået sin egen aktuelle situation i Venstre. Hvis han vil blive i Venstre, skal han være artig, lydig, loyal og kun sige ligegyldigheder, der er i samklang med partiets politiske planer den dag, der kommer nogle. Med andre ord beskæftige sig med andre ting. Og for guds skyld holde sig væk fra offentlighedens søgelys.  At kæmpe for at vinde respekt i folketingsgruppen vil under alle omstændigheder være vanskelig. Kristian Jensen står jo sådan set som den, hvis illoyalitet kan ses som den inkarnerede årsag til Venstres krise. Først var han illoyal overfor Løkke-Rasmussen, og nu fremturer han. Skulle jeg råde ham til noget, ville det nok være at finde et andet politisk parti, der ligesom han heller ikke  står for noget bestemt.

Afklapsningen  skal ses i forlængelse af de konflikter, der lå til grund for Løkke-Rasmussens afgang. Jeg har fulgt med gennem pressen i de indre politiske forhold i Venstre gennem årene og har i det store hele haft svært ved at se, hvad Kristian Jensen stod for, bortset fra, at han altid har stået for sig selv og på egne vegne. Vælgeropbakningen er væk, og på Christiansborg ser det for mig ud, som det er lykkedes bankmanden og den politiske frihåndstegner på grund af en eller anden mangel på politisk rytmik at komme helt ud af takt med situationen i sit parti. Det er, som om han siden det tabte formandsvalg mere har kæmpet for sin position end for nogen politisk retning. Politik i et parti er også indre kampe og intriger. At være intrigant med talent er ingen nem sag; for når det lykkes, bliver det ikke opdaget. Og det blev det vist igen og igen. Længe har han stået på øretævernes holdeplads. Nu er han fældet.

Kristian Jensen, Brogaard foto

Kristian Jensen (Steen Brogaard foto)

 

Kristian Jensen kommer fra et område af Danmark, hvor der er grisefabrikker, hvor der gødes, sprøjtes, importeres soya og kunstgødning. Det er derfor bemærkelsesværdigt, hvis den famøse udmelding i Jyllands-Posten om afgifter på CO2 og kvælstoffer skulle ramme det landbrug, som på en eller anden måde fortsat er en bærende del af partiets eksistensberettigelse. I hvert fald ville det have været klogt for Kristian Jensen at prøve at genvinde lidt opbakning på grisenes område i stedet for at være kommet med udmeldinger, der kan udlægges som økonomisk risikabelt for grisefabrikanterne.

 

Kristian Jensen er nærmest fredløs i Venstre. Hvis han nogensinde siger noget selvstændigt, så får han om ikke med fluesmækkeren, så med giftsprøjten. Kristian Jensen kan regne med at være folketingsmand perioden ud. Vederlaget som medlem af folketinget giver ham fri rejse. Han kan sådan set beskæftige sig med, hvad han vil.  Måske var det en god idé, hvis han satte sig ind i et eller andet, som han så kunne få forstand på? Han kan blive lystgænger.

Når der alligevel er grund til at hæfte sig med Ellemanns offentlige ydmygelse og degradering af Kristian Jensen,  skyldes det, at handlingen peger på Venstres massive problemer i det hele taget.

Vi ved ikke, hvor vi har Venstre. Der er på det seneste sket det, at klimaspørgsmålet har fortrængt fremmedhadet som det vigtigste emne i befolkningens politiske orientering. Da landbruget er klimasynder par excellence, er partiet i den grad i defensiven. At tilrettelægge Venstres klimapolitik strategisk, taktisk og sprogligt kræver under de omstændigheder både samordning og snilde.  Hellere køre den lidt slimede vej end gå ind på at sige noget markant om noget som helst indtil videre. Som parti fik Venstre et kanonvalg. Nu ligger Venstre lidt langt væk fra mit eget ståsted, men på afstand ser det ud fra, at der er tale om en slags passiv opbakning. Hvem skal man ellers stemme på, hvis man inde i sindet er lidt konform-borgerlig. Det skal jo helst se pænt ud, uden at det behøver betyde noget. Det hele går af sig selv, det skal nok gå altsammen.

Mikael Hertig er cand. scient. pol.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.