Modets sange: Musik, poesi, kunst og politisk mobilisering

 

Hvor er venstrefløjens kunst?

 

Dette lidt rodede indlæg afspejler en irritation over den kedsommelighed, der har bredt sig som en tung dyne over det politiske miljø.
Mens vi spørger, hvor mobiliseringen er blevet af, er musikken, kunsten og poesien mere eller mindre adskilt. I det mindste forekommer det mig, at kampagnekarakteren er væk. Hvorfor? Fordi kampagner er usaglige? Skal følelser og medleven skrælles væk?

vi må lære at rime.

 

Fotografi af Mikael Hertig

Mikel Hertig, M of Pol Sci.
Denmark

Hvis kunst ikke er politisk, er det nok ikke kunst

Guernica

Guernica

 

Grundtvig var en mand med en sag. I kløften mellem intellektuel og folkelig ledelse var han ikke demokrat, men han ville den gode folkelighed. Han var den mest skrivende digter, og en mand med en sag.

For grafikeren Dea Trier Mørch, Troels Trier   (RødeMor)  og andre kunstnere i 1970’ernes politiske mobilisering var der ingen grænse mellem kunst og politik, Ungdomsoprøret lykkedes måske ikke med sit politiske projekt, men sejren var næsten total.  Kampen – sådan er sproget – har linjer til en politisk kultur. Tidligere generationer havde flere digtere, der kunne skrive sange. De kunne skandere, som det hedder. Det vil sige, at de kunne skrive sange, der kan synges, med rim og stavelser,der giver mening. Måske er popmusikken for meget blevet forestilling og produkt.

 

Røde Mors grafik

Røde Mor Grafik

I USA er der en tradition for politisk musik. Billy Holiday , Pete Seeger, Joan Bayez og Bob Dylan var ikke bare kunstnere, de bragte musikken ind i en politisk bevægelse. Jazz som sådan bygger i de fleste originale afskygninger på poesi og musik.

 

 

 

Prøv at tænke på sange som: “De kan ikke slå os ihjel”, der var en af 1970’ernes helt vigtige politiske slagsange.
Jeg er ikke ekspert her, men musikken har spillet en kæmpe stor direkte og indirekte rolle i forbindelse med politisk mobilisering. Hvis du læser Curt Sørensens lille essay om sin barndom og “Når jeg ser et rødt flag smælde”, så kan det være, der går en prås op for os. Artiklen her stammer i det store hele fra Le Monde Diplomatique af Eric Delhaye.

Jeg prøver at følge med rundt omkring i politik. Og hvad der slår mig er, at i Danmark er den politiske sang forstummet eller henvist til det mere konforme. De steder, hvor der knyttes næver, synges internationale og så videre, der kommer følelsen med.

Det typiske for Røde Mor var i kunstnerkollektivets storhedstid, at der slet ingen grænse var mellem musikken, træsnittene, teksterne og den politiske kampagne. Det hele var led i venstrefløjens politiske kamp i almindelighed.

 

 

“Sociale bevægelser lykkes kun, når der er musik, der understøtter dem.”
Marc Ribot

 

 

 

 

Ifølge New York-jazzgitarist Marc Ribot lykkes sociale bevægelser kun, når musikken understøtter dem. Sammenligningen mellem virkningen af ​​Black Lives Matter, hvis tilhængere synger Alright, af Kendrick Lamar, og effekten af ​​Occupy Wall Street, som ikke var præget af nogen bestemt sang, ville bringe bekræftelse (1).

Det er egentlig ikke en videnskabelig analyse, men det er sikkert, at mange opstande har været bakket op af musik og lyd.

I Chile synger den enorme skare dette efterår El derecho de vivir en paz (“Retten til at leve i fred”) af Victor Jara, myrdet af juntaen i 1973, hvilke videoer er blevet virale. El derecho de vivir en paz blev igen optaget af omkring tredive chilenske kunstnere i oktober 2019 for at modernisere formen og tilpasse teksten. I Santiago sang demonstranter også El baile de los que sobran (“The Dance of the Left Behind”) fra 1986 fra rockegruppen Los Prisioneros, der midt i Augusto Pinochets diktatur fordømte sociale uligheder.  Mere aktuel i Frankrig er  Cacerolazo, henvisning til grydernes koncerter, der er udløst af stigningen i priserne på metroen, den fransk-chilenske rapper Ana Tijoux, er også blevet en hymne.

Langston Hughes: I’ve known Rivers

Sort/hvidt portræt af Langston Hughes

Langston Hughes

I’ve known rivers:
I’ve known rivers ancient as the world and older than the
flow of human blood in human veins.

My soul has grown deep like the rivers.

I bathed in the Euphrates when dawns were young.
I built my hut near the Congo and it lulled me to sleep.
I looked upon the Nile and raised the pyramids above it.
I heard the singing of the Mississippi when Abe Lincoln
went down to New Orleans, and I’ve seen its muddy
bosom turn all golden in the sunset.

I’ve known rivers:
Ancient, dusky rivers.

My soul has grown deep like the rivers.

 

Sang, rock eller rap: på et tidspunkt, hvor fragmenteringen af ​​smag og dematerialiseringen af ​​medierne ikke favoriserer at forene refrains, synes sociale bevægelser næsten de sidste muligheder for at synge i kor.

 

 

Objekter af adskillige essays (2), protestsange har for nylig vakt fornyet interesse. Efter valget af Mr. Donald Trump viet Ribot et album til sange af modstand (3), der trækker fra et historisk korpus, som også er afsat til to dyrebare samlinger, i Frankrig og i USA (4) ). Denne tradition i dag opfinder sig selv igen.

Den 7. november 2010, til 23-årsdagen for Zine El-Abidine Ben Alis “medicinske kupp” mod Habib Bourguiba, skrev rapperen El General Raïs Lebled (“Landets leder”), en hotpot mod den tunesiske præsident . Han blev straks taget op i protester, der blev fremkaldt den 17. december af nedryddelsen af ​​Mohamed Bouazizi, en gadesælger i Sidi Bouzid. I 2019 blev Rapper Soolkings Liberté sunget af demonstranter i Algeriet (5), mens den libanesiske Mahdi K har fået tilnavnet “revolutionens DJ”, siden han blandede revolutionære sange med elektroniske beats under paraderne i Tripoli. I Catalonien ansporede den separatistiske platform Tsunami Democràtic til skrivningen af ​​La força de la gent (“Folkets styrke”), der synges af ca. 20 berømte kunstnere …

 

Joen Baez

Joan Baez

 

Tidligere symboliserede Joan Baez og Bob Dylan blandt andet modstand mod Vietnamkrigen. I dag er der igen “store sælgere”, der støtter protesten, personligt eller i sang. Puerto Rica-popstjerner, Ricky Martin i frontlinjen, samt Residente og Bad Bunny, sluttede sig til bevægelsen, der vandt fratrædelse af guvernør Ricardo Rosselló i august 2019. Han er også en stjerne, Denise Ho (censureret i det kinesiske fastland) , der er en af ​​talsmændene for Hong Kong-modstandere, også galvaniseret af den episke herlighed til Hongkong fra Black Blorchestra, hvis musikere bærer gasmasker.

Men der er modeksempler. På trods af, at sanger Francis Lalanne var allestedsnærværende og henvisningerne til bevægelsen i rapperne fra D1ST1, Kopp Johnson eller D. Ace, vedtog de “gule veste” ikke en hymne …

Eric Delhaye

(1) Interview med forfatteren, januar 2019.

(2) Se især Stan Cuesta, Sous les pavés, les chansons. Anthologie des airs rebeller, Glénat, Paris, 2018, 176 sider, 35 euro; Dorian Lynskey, 33 revolutioner pr. Minut: En historie med protestsange, fra Billie Holiday til Green Day, Ecco, New York, 2011.

(3) Marc Ribot, Songs of Resistance, 1942-2018, Anti, Los Angeles, 2018, CD: 14,94 euro, MP3: 9,99 euro, vinyl: 23,36 euro.

(4) Af jordens forbandede. Stemmer om kamp, 1969-1988, antologi udviklet af Rocé, Hors Cadres, 2018, CD: 20 euro, digital: 15 euro, vinyl: 30 euro; The Social Power of Music, Smithsonian Folkways Recordings, 2019, 4 CD og pjece: 56 euro.

(5) Soolking, Fruit du démon, Capitol Music, 2018, CD: 9,99 euro.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.