Kalaallit Nunaats forfatning bør indføre magtens tredeling

 

En eqqartuussiviit qullersaat kalaaleq – en grønlandsk højesteret?

Billede af Mikael Hertig

Mikael Hertig.

 

Magtens tredeling i Grønland?

 

Myggedalen i forgrunden Nordlandet vest for Nuuk i baggrunden

Myggedalen og Nordlandet

Magtadskillelseslæren

https://da.wikipedia.org/wiki/Magtadskillelse

 

 

Adskillelsen af dømmende magt fra den lovgivende og den udøvende magt savnes i Kalaallit Nunaat (Grønland)

Nogle spilder tiden på at fortabe sig i, om Grønland er en koloni eller et selvstændigt land. Læs fx.:

Er selvstyreloven forfatningsstridig?


www.aftenposteninnsikt.no/europa/den-velsignede-danske-kolonitid

Uanset, hvordan Kalaallit Nunaat  formelt bør indplaceres i. forfatningsretlig sammenhæng, så opfylder  landet snarere formelt set kolonistatus end selvstændighedsstatus. Det sker selvfølgelig så længe, man ikke skelner mellem “Overseas Territories”  og kolonistatus.

Skal det siges meget kort, kan en selvstændig nation ikke være underlagt et andet lands højesteret. I juridisk forstand kan Grønland ikke være selvstændig, så længe Højesteret i København kan dømme over forhold i Grønland.

I en senere artikel kommer jeg til at skrive om forsvaret af befolkningen i Kalaallit Nunaat, herunder forsyningssikkerhed i truede situationer. Det må være oplagt for enhver, at vareforsyningen til Kalaallit Nunaat er nemmere fra USA og Canada i sådan et tilfælde.

 

Dansk juridisk tænkning må kunne afvikles – en ny type retsstat er nødvendig

Der kan skrives meget om dansk jura, og det bliver der også. Juraen, som den udfolder sig på dansk grund, er en bærende del af det politiske system.  Når danskere skal tegne et billede  af sig selv, er tilstedeværelsen af deres meget store ekspertise i alting, herunder også jura, en uomgængelig nødvendighed.

Imidlertid er danskere ikke særlig gode til at tænke på kalaallisut (grønlandsk). Det må naturligvis indebære, at den almindelige kalaaleq ikke helt kan opfatte domstolene som sine egne.

På mange måder er dansk tilstedeværelse som en stor hval i en svømmehal. Den fylder for meget, og mindre end 12 års finere juridisk uddannelse vil kunne gøre det, når den selvstændige nations retssystem skal opbygges.

Men forinden må forfatningskommissionen gøre sig dybere overvejelser over, hvordan et kommende retssystem skal tage sig ud, og ikke mindst, hvordan det skal etableres.

Temaet er ret vigtigt. Det moderne Kalaallit Nunaat er urbaniseret, og arbejdsdelingen er industrialiseret. Institutionerne er der, en eller anden form for lovbunden juridisk kultur er nødvendig.

Til at begynde med kunne man måske forestille sig, at Grønlands Landsret blev styrket, og at man bare kappede ankeadgangen til højesteret over.  Det ville retssystemet i Kalaallit Nunaat næppe bliver mindre dansk af i første omgang. På den anden side er kulturskiftet en proces, der må tage tid. Tid til uddannelse, tid til etablering etc.

På sæt og vis er jurauddannelsen ikke så tung, men den kræver nok flid:

Når man har valgt at bevare den juridiske uddannelse i sin hidtidige udformening, så skyldes det dét hensyn, at nogle fortsat mener, at også den tunge enge af borgerskabets børn fortsat skal kunne sikre sig en slags akademisk grad.   (Carl Madsen) .

 

 

Forvaltningsretten er ny i Kalaallit Nunaat

Forvaltningsretten er til for at beskytte enhver kalaalleq mod  vilkårlig magtmisbrug, udøvet af myndighederne. Formelt fik Kalaallit Nunaat frihedsrettigheder og forvaltningsretlig beskyttelse med 1953- grundloven. Danskerne glemte bare at fortælle det.  I Europa kom forvaltningsretten til  som resultat af den franske revolution 1789. Napoleon fastholdt den gennem indførelsen af “code civil”.

Demokratiets kvalitet står og falder med forvaltningsrettens kvalitet. Forvaltningsret er den eneste juridiske disciplin, bortset fra forfatningsretten, der entydigt og i sit væsen udtrykker demokratisk tilhørsforhold.

Som dansker er det ikke min opgave at definere, hvilken form for selvstændighed, en kommende forfatning skal have. Men jeg beder til, at der tænkes i demokratiske baner.

 

Historisk

 

I europæisk sammenhæng  er modstanden mod enevælde som styreform vokset ud af landbrugssamfund. Adelen var kongens håndlangere, og de tjente på fødevareforsyning og produktion. Samfundstypen hed – udover enevælde –  feudalisme. Bønderne blev holdt som en slags slaver, der ikke måtte rejse frit og
søge arbejde frit – det hed livegenskab og / eller vornedskab.

Enevælde, konge- eller kejserdømme er en styreform, der hang meget sammen med de europæiske samfunds feudale struktur. Fundamentet var produktionen af fødevarer. Landbruget var rygraden i de europæiske samfund fra før middelalderen og op til reformationen.

I denne artikel kommer vi ikke ind på kirkens rolle. Men kongen udøvede magt og fik sine råd under enevælden gennem Adel, Gejstlighed og Borgere via stænderforsamlingerne.

 

 

Torvet i Siena, Toscana, set fra Rådhuset

Torvet i Siena

Samfundsudviklingen var langsom. Men under renæssancen kom – ud over reformationen ændringer frem. Den voksende handel under merkantilismen og tiden med opdagelsesrejser ændrede ikke bare verdensbilledet. Styreformen, der byggede på landbrugssamfundet, duede i det lange løb dårligt til de voksende byer, håndværket og ændringer i uddannelse. Borgerskabet, forstået modsat proletariatet som de selvejende forretningsmænd eller håndværkere i byerne, fik ikke den indflydelse på samfundet, deres betydning tilsagde.  Det lange oprør mod enevælden kom mest drabeligt til udtryk ved den franske revolution.

 

Tanken bag magtadskillelseslæren var, at magtudsøvelsen skal skilles ad, så det er ikke de samme mennesker, der sidder og udøver magt som, dem, der laver lovene. Domstolene skal være uafhængige af regeringsmagten, den udøvende magt. Og den udøvende magt skal rette sig efter lovene.

Det lange tilløb her

 

 

 

 

Byerne voksede i Europa.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.