Sammenblanding af religion og politik er en nødvendighed

Foto af Mikael Hertig

Mikael Hertig 2017. GPL licens Må distribueres mod kildeangivelse til ikke-kommercielt brug

Af Mikael Hertig

 

Intolerance i tolerancens hellige navn: Må man føre tro ind i politik?

 

“I do know  that there are still some people who do not love their fellow human beings, and I hate people like that!”
Tom Lehrer 1961

 

Hvad skal man som menneske finde sig i? Hvornår er man intolerant? Det er et godt spørgsmål i dette 21. århundrede, der er præget af nationalkonservatisme, som guddødemig henviser til “kristendom” som  en del af den danske nationalkarakter.

Der er flere problemer med tolerance og intolerance. En del af den enkeltes selvopholdelsesdrift er evnen til at retfærdiggøre sig selv, når vi kritiseres, bagtales etc. Uden den går det slet ikke. Her har min egen ondskab sit mulige udspring.

Men i kristen sammenhæng er det sådan, at jo mere taknemmelighed og respekt man får af andre mennesker, des mindre er der brug for at mobilisere selvretfærdigheden. Ideelt set går det af sig selv, men sådan er den verden af uretfærdighed, bagtalelse, rænker og gustne overlæg, vi lever i jo trods alt heller ikke.

Individet er livet igennem centrum for sin egen og de andres kategoriske imperativer. “Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”  I striden mellem ens egen og de andres ondskaber og godheder kommer tolerancen ind som en regulerende faktor.

Når det handler om intolerance overfor politik i kirken, kan man henvise til Kristeligt Dagblad, som jo altid villigt åbner Tidehvervsspalten for kritik af tolerance, senest Sørine Godtfredsens harme over Anders Gadegaards bog “Tro mod politik”.

Formen kan handle om at angribe andre menneskers opfattelse af, hvad kirken er og bør være. DFs kirkepolitiske ordfører Marie Krarup er forarget over, at nogle har fundet på at klappe ved en kirkekoncert.  Eksempler på at gøre folkekirken eksklusiv er der mange af.

Men der er også en hyperallergi overfor at bringe noget, der i al fredsommelighed minder om religiøse argumenter ind i det politiske rum. Britta Rønn Hornbech gør udmærket opmærksom på dette i Jyllands-Posten, hvor hun som blogger angriber kritiserer  borgerlige partier for at jage jøderne ud af landet ved at ville forbyde omskæring.

Dermed kommer vi til mit tema. Jeg har i flere år været aktiv på en facebook-gruppe, der med omkring 17.800 medlemmer er et utroligt aktiv for de syge og nødlidende kontanthjælpsmodtagere, der udsættes for fuldstændig vanvittig kontrol og som lever i fattigdom. Den hedder “Jobcentrets Ofre”.

Jeg hverken missionerer eller forkynder, men for mig er der en lige linje mellem min tro og min sociale indignation på den ene side og mit overvejende socialistiske værdigrundlag. på den anden. De flyder sammen.  Uden at reflektere ret meget over det har jeg stort set i årevis fulgt skikken med aldrig at bringe noget, der har med kristendom at gøre, ind på facebooksiden.

Men så læste jeg dagens tekster inden gudstjenesten her 2. søndag i advent og kom frem til følgende hos Esajas:

“Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører; han dømmer de svage med retfærdighed, fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse.”

Jeg rykkede en lille kommentar ind, der henviste til det citat. Så var fanden løs i Laksegade. Her går grænsen åbenbart.

Allergien overfor missionering og forkyndelse er fuldstændig intakt. Reaktionen udeblev bestemt ikke, og indlægget blev først blokeret og siden fjernet.

Ud fra den forståelige toleranceregel om, at vi allesammen skal være her, bortredigeres det anstødelige indhold. Og anstødeligt er bestemt ikke pornografisk og lignende. Det skal undervejs pointeres, at der på siden slås ned med hård hånd overfor etnofobi. Gruppen er åben for muslimer og jøder, og fremmedhad accepteres ikke.

Men i stedet for at læse, hvad der står i citatet, reagerer masserne åbenbart på, at det er hentet fra Biblen. Biblen og Koranen er de eneste to bøger, man ikke må citere fra i facebook-gruppen. Ledelsen har forklaret mig, at det erfaringsmæssigt giver ballade. Brokkerøvene, der er så sarte, bliver forsvaret på den måde.

Læresætningen i Dagens venstreorienterede univers er, at man ikke må bringe religiøsitet ind i det. Tro og allerværst kristendom er, som en nåede at svare, ligesom en “diller noget, man skal holde i bukserne”.

Som opvokset i et ateistisk-akademisk hjem er jeg også vaccineret mod mission og rethaveriskhed. Devisen er for mig, at man bør prøve at vise, ikke overbevise.

Men kanten for min tolerance er nået her. De sarte brokkehoveder burde ikke have fået ret. Deres automatreaktion er forkert.
De kunne da bare læse, hvad der står, og reflektere.

Konsekvensen er, at jeg nok stopper et årelangt arbejde for de nødlidende dér. Meningen var egentlig også, at jeg gratis skulle hjælpe de mennesker i deres sager i kommunerne for at kunne beskrive, hvordan forvaltningsretlige principper tilsidesættes konsekvent i den del af socialpolitikken, der går under betegnelsen beskæftigelsespolitik. At behandlingen af medmennesker i det system er umenneskelig, må vist være klart. Jeg har stof nok, men blev faktisk glad for al den taknemlighed, jeg modtog i de tilfælde, hvor jeg var til nytte.

Så jeg nåede vist kanten for min egen tolerance et sted, hvor det handler om at føre tro ind i politik. Det må man ikke.

En mere dybtgående tilgang til emnet kan du læse her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.