SPD’s engelske syge – skismaet mellem medlemsparti og partitop

SPDs logo, hvide bogstaver, rød bund

SPD

Hvem bestemmer? Medlemmer eller partitop?

 

Foto af Mikael Hertig

Mikael Hertig 2017. GPL licens Må distribueres mod kildeangivelse til ikke-kommercielt brug

Medlemmernes hævn over politikerne

Fra koalition til kollission?
Det tyske socialdemokrati SPD har længe været i krise. Den ene politiker er faldet efter den anden; nu er en langstrakt proces med nomineringer a la amerikanske primærvalg endt med kåringen af to nærmest ukendte politikere, Norbert Walter-Borjans og Saskia Esken. Ingen kan være i tvivl om, at de er steget op fra dybet. Man kan også læse det af pressekommentarerne, hvor de forvirrede journalister forgæves leder efter kilder.  Parret blev straks i processen erklæret “outsidere”, formentlig af samme grund. Læs mere om dem på tysk her. Straks de blev valgt, erklærede de, at grundlaget for den nuværende koalition mellem CDU og SPD nu skal genforhandles. Grøn klimapolitik og social udligning, tak. Koalitionsregeringens fremtid hænger således i en tynd snor på et tidspunkt, hvor SPD’s vælgeropbakning fortsat er i frit fald. Partiets 439.000 medlemmer, som vi jo intet ellers hører så meget til.

 

Det er her, parallellen til Labours og Corbyn kommer ind i billedet. Uanset, hvor meget og hvor ofte de professionelle pressefolk og eksperter bedømmer de to socialdemokratiske partier, har de aldrig brudt sig om den asociale politik, der nødvendiggør svigt af de svageste, velfærdsstaternes sammenbrud, der lader folk falde af togenes bagperroner.  Politologer og eksperter, herunder de danske også, har konstant kørt kampagne mod Corbyn. De har modstræbende måttet finde sig i, at han nyder stor opbakning i Labour.  Også han kom fra dybet. De midtsøgende socialdemokraters sammenbrud er en kendsgerning, både her og hisset. Spørgsmålet er, hvornår eksperterne opdager det.

 

Den tyske udgave af Austerity går under betegnelsen  Ordoliberalisme går ud på at sikre en indretning af staten, så den kan gøre landet konkurrencedygtig overfor andre stater. Den midtsøgende økonomiske politik ludfortyndede den sociale solidaritet i arbejderpartiet ved at svigte de svageste. Gerhard Schröder gennemførte den udskældte Hartz IV. Dermed blev eksistensniveauet for de svageste, der modtager kontanthjælp, sænket. Tankegangen kan godt kaldes “løntrykkeri”; synspunktet er, at det almindelige lønniveau er afhængig af niveauet for de sociale ydelser. “Det skal betale sig at arbejde”-synspunktet er udtryk for enten neoliberal tankegang (Chicagoskolen) eller ordoliberal (Freiburgskolen). Uanset hvad man kalder det er pointen, at konkurrencestaten indføres af socialdemokrater. Sådan var det også i England, hvor Labour drejede til højre med Tony Blair.  Siden Labours sammenbrud har der nu været omkring 12 års uafbrudt Toryregimente i England.

Den logiske konsekvens af kåringen af Saskia Esken og Walter-Borjans vil være et nyvalg, eller måske som antydet af Lykke Friis, en CDU/CSU mindretalsregering. Det sidste er næppe rigtig sandsynligt, for næstefter inflationsangsten er granatchokket efter Weimarrepublikkens mindretalsregeringsdannelser formentligt nedarvet i de germanske gener.

Socialdemokratierne forbereder sig på at komme over den neoliberale periode og skal fumle sig frem til et andet værdigrundlag, der minder mere om det socialistiske udspring. At det kommer til at tage tid, er ingen i tvivl om. Det gælder tilsyneladende i Storbritannien. Og nu i Berlin.

“Tag det roligt”, sagde ræven. “Det er kun en overgang”. Den var ved at blive flået.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.