Mikaels Blog: Er humanismen ude af dansk politik?

 

Dehumaniseringen vælder frem: Lad os indføre magtens tredeling.

 

Foto af Mikael Hertig

Mikael Hertig 2017. GPL licens Må distribueres mod kildeangivelse til ikke-kommercielt brug

 

Gravsten skændet, jødestjerner på postkasser

 

I sidste uge oplevede vi, hvordan jøder fik sat tyske jødestjernemærker på deres postkasser, og jødiske gravsten blev skændet rundt om i landet. Ugerningerne blev mødt med almindelig fordømmelse fra alle sider.

Rasmus Paludan fortsætter med at brænde koraner af

Ganske vist tager ingen mere rigtig notits af det, men han fortsætter. Politiet beskytter ham mod eventuelt vrede protester, selv om de nærmest er ophørt. Hans fantasi er mindre end hans afstumpethed, så forudsigeligheden neutraliserer nyhedsværdien.  Ledende politikere bruger ham som afsæt for at vise rester af humanisme og værdier.

 

“Fremmedkrigerne og deres børn”

Vi oplever også, at Socialdemokratiet og Venstre i enighed nægter indrejse af børn med ret til dansk statsborgerskab. Sprogligt har vi ved siden af det misvisende ord “barnebrude” nu også fået et udtryk til: “Fremmedkrigere”. Det er personer, der har opholdt sig i Syrien uden at have meddelt, hvor de ville rejse hen. I modsætning til retten til fri bevægelighed er der indført en retsregel, som gør det muligt at straffe personer, der på et givet tidspunkt har opholdt sig et bestemt sted og måske kunne mistænkes for at støtte et eller andet, der er udnævnt til terrorbevægelse, fx. det kurdiske PKK (eller tilsvarende) eller Islamisk Stat.

Det uhyggelige ved regeringens nys vedtagne love er, at de sætter regeringen over domstolsadgang. Uskyldsformodninger smadres, så man – måske med viden fra efterretningstjenester, who knows? – kan nægte danske statsborgere retten til at få prøvet deres sag ved domstolene. Hvorfor? Fordi det man mistænker de pågældende (måske bortset fra børnene?) for er meget brutalt og barbarisk.

Men mistanke er ikke nok i et demokratisk samfund.

Populismen har vundet over humanismen

Uskyldsformodningen og Grundlovens § 63

 

Ҥ 63

Stk. 1. Domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Den, der vil rejse sådant spørgsmål, kan dog ikke ved at bringe sagen for domstolene unddrage sig fra foreløbig at efterkomme øvrighedens befaling.”

 

Fænomenerne ovenfor har ikke noget med hinanden at gøre. Og dog alligevel. Der er det fællestræk, at humanistiske grundværdier er tiltet. Ytringsfriheden var før i tiden én af flere frihedsrettigheder. Selvom uskyldsformodningen ikke er skrevet ind i Grundloven, så er den en så grundlæggende menneskeret, at det at sætte den ud af kraft strider mod vore helt fundamentale principper.  Embedsmænd i et ministerium skal ikke kunne fratage en dansker sit danske statsborgerskab, uden at det reelt kan prøves ved en domstol. Finten er, at afgørelsen – her fratagelse af statsborgerskabet –  godt nok har umiddelbar virkning. En dom kan først efterfølgende omgøre den administrative beslutning. Det er blot rent formelt.,  Reelt har man her i strid med grundloven afskaffet adgangen til domstolsprøvelse. Domstolene afskæres fra at trække grænsen for statens magtudøvelse, og det er et meget raffineret juridisk fifleri – med grundlæggende rettigheder.

Religionsfriheden og blasfemiparagraffen

Paludans koranafbrændingsaktivitet er en provokation overfor muslimer. Sådan er den tænkt. Og det har jo virket til en vis grad.

Det er den ene grund til, at der ikke var tale om en religionskritikbestemmelse. I andre lande end Danmark kunne man måske rejse sigtelse mod “De Sataniske Vers”. Men her er der jo ikke tale om ren spot og forhånelse – snarere om kritik.

Blasfemibestemmelsen i straffeloven er blevet afskaffet. Folketinget gik ved den lejlighed imod den juridiske ekspertise.

Der er tale om, at han vil krænke anderledes tænkende på grund af deres trossamfunds læresætninger og dertil hørende livsforståelse. Under naziregimet brændte man bøger af. Alt, hvad regimet var imod af kultur og tænkning, kunne brændes frit af på torve og pladser. Og det fandt så faktisk sted.  Længere tilbage gik det ligeledes med andre autodafeer i middelalderen og siden. Provokationen mod den offentlige orden tilsiger, at den skal have så meget virkning og så stor betydning, at det koster politi etc. at vedligeholde orden i samfundet.

Den stod – på linje med racismeparagraffen – i kapitlet om lov og orden. Derfor skulle den forstås som en regel, der har til formål at beskytte den offentlige orden. Det har hele tiden været komplet misforstået, at der skulle være tale om en ren religionskrænkelsesparagraf. Men ikke desto mindre gik folketinget og de ledende aviser ind på at se retten til at få set den religiøse krænkelse på sine egne forudsærninger som underordnet.

En stupid udgave af ytringsfrihed vandt over hensynet til mindretallet og til lov og orden.

“Barnebrude”

Fremmedhadet har mange ansigter. Støjberg havde ikke hjemmel til at udstede en regel, som hun gjorde. Allerede før vi kommer til instruksens indhold fejlede hun. Der er ingen hjemmel til, at hun kan udstede bekendtgørelse på det område. Og sådan én skal til. Så kommer vi til indholdet.
Praksis var – og er vist igen – at når et flygtningepar kommer til landet, og den ene (typisk kvinden) er mellem 15 og 18, så spørger man hende, om hun vil være sammen med kæresten eller ej. Det følger helt og aldeles dansk ret. Man ser altså ikke på, om parret er gift eller ej, Det er den første del af Støjbergs italesatte svigagtighed. Om parret blev gift, mens kvinden var yngre end end 15, kommer ikke dansk ret ved.  Modstykket er, at et par, hvor kvinden er under 15. Mig bekendt bliver de automatisk adskilt eller i det mindste holdt så meget væk fra hinanden, at kvinden har sin frihed.
At Støjberg er modstander af tidligt arrangerede ægteskaber i Afghanistan eller Syrien, er hendes fulde ret, men har ingen betydning her.

Denne slibrigt tænkte italesættelse og siden retfærdiggørelse har medført, at Venstre, der har haft en høj humanistisk højskoleprofil, og som endnu rummer personer som Bertel Haarder, og måske fortsat har Britta Schall-Holberg som medlem, er ude i en moralsk deroute uden lige.

 

Nationalkonservatismens sejr over humanismen

Til at starte med – det er mange år siden – så vi på Krarup, Fremskridtspartiet og DF som det ikke stuerene modstykke til alt, hvad den rejste danske bygning stod for: Humanisme, ligeværd, oplysning, demokrati. Socialdemokratiet var Bomholts,   Frischs,  Aukens,  Kochs parti.  Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv om, hvad bare én af dem ville have sagt til de seneste love fra Mette Frederiksens regering.

Da Dansk Folkeparti under Anders Fogh Rasmussen blev regeringsbærende, begyndte tilpasningen af etnofobiske programpunkter at tage fart. Det gustne overlæg, kald det rablende realisme, vandt over grundprincipper, der bare skalles af ét efter ét.

Stykke for stykke eroderes den bygning, der blev rejst. Forskellen mellem Højre og Venstre er i dansk politik blevet til en gang tingelingelater. Heroverfor står de mindre regeringsbærende partier. Demokratiet bliver Alternativt, Radikalt.

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.