Afkolonisering af sindet II

Foto af Mikael Hertig

Mikael Hertig 2017. GPL licens Må distribueres mod kildeangivelse til ikke-kommercielt brug

Af Mikael Hertig, cand. scient. pol. Studerer International Law, Human Rights og International Security ved SDU

Sne. Sne i marts.

 

“Decolonization of Mind” er først og fremmest en retning i tidligere kolonilandes litteratur. Typisk skrevet på den pågældendes sprog, hvis ikke det er den pågældende berøvet. Det handler om den koloniseredes selvforståelse, den berøvede identitet. Grønland er en tidligere koloni, og det er et gevaldig stort problem, at Grønlands Historie mest er kolonihistorie, skrevet af hvide og ikke så meget af grønlændere. Beskrivelserne kan være gode, fremragende eller middelmådige; men hovedparten ses af danskere, ikke grønlændere. Den savnede grønlandske identitet kan bygge dels på sproget, dels på traditioner. Men historien ser i det store hele ud til at være nærmest fraværende på ganske få undtagelser nær.

 

 

Tøbruf i Qinngorput

Parti fra det store Qinngorputvandfald. Billedet er næsten det samme som et tidligere vist. Men det er blevet bredere. Altanbillede 20. maj 2017 tidlig morgen. Qinngorput. Foto Mikael Hertig. (c)

Men der er kan også være tale om en spejlet relation, koloniherrens ønske om at blive af med de fordomme og den kulturelle bias, der hele tiden har givet for eksempel en dansker ret til at sætte normer for rigtigt og forkert med gyldighed for grønlændere.  Grønland er i visse henseender fortsat en dansk koloni.   Se for eksempel denne artikel fra 2017.

Havblik over Malenesund med udsigt til fjorden og den nye havn. Mikael Hertig foto 22. april 2017 (c)

 

I den bedste mening

 

Det vanskelige ved den spejlede relation er, at den aldrig af den pågældende selv opleves som bevidst forkert. Man handler og tænker bare, som man er opdraget og i Danmark uddannet til. Det hele foregår i “Den bedste mening”. Vi har det med ureflekteret at opfatte os som gode, rigtige, måske endda dygtige.

Magt handler også om at sætte skjulte dagsordener, bevidst eller ubevidst.  Sætter man begrebet forståelse op overfor magt, fanger man i hvert fald en splint af troldspejlet. “Forståelse er en rejse ind i en andens land”, skrev Henrik Nordbrandt.

Overfor dette står både psykologisk, sociologisk og politologiske magtbeskrivelser fra fx. Hannah Arendt, Foucault og det altid oversete forfatterpar Bachrach & Baratz. Linjen i deres artikler uanset abstraktionsniveauforskelle er, at der stilles spørgsmål ved magtens brutalitet som en bevidst viljeshandling. Sætter man uvilkårligt sig selv som særligt god, giver sig pluspoints, så er man jo selv en gave til menneskeheden. “Interessen lyver aldrig”, sagde allerede Macchiavelli. Han mente måske, at interessevaretagelse var en nødvendighed, og med den fulgte den resolutte, bevidste og nødvendige brutalitet. For mister man grebet, risikerer man kontroltab.  Sagen er måske, at den historiske analyse på en vis afstand har det med i overdrevet grad at tillægge fortidens magthavere motiver, de end ikke selv behøvede at have været sig bevidste om.

For mit eget vedkommende var mødet med den grønlandske fangers angst og underdanighed en grusom oplevelse. Ganske vist mener jeg, efter mange år som embedsmand, at man først og fremmest er sat til at overholde loven overfor den enkelte borger. Man skal aldrig opleve sig som borgerens bedste ven, hverken når loven går imod borgerens interesse, eller når han får sine ønsker opfyldt. Det handler bare om hæderlighed. Efter mange år som klagesagsbehandler i Københavns Kommune fra en nu svunden tid, hvor der var råd til at sætte de forvaltningsretlige hensyn til borgerens rettigheder over hensynet til budgetterne, hvor vi altså ikke snød på vægten, har jeg stort set haft let ved at stå på hæderlighedens side. Ikke nødvendigvis retfærdighedens, det er måske en anden sag.  I Grønland kunne fangeren måske frygte hvad som helst. Jeg blev mødt med en ydmyghed, en slet skjult angst for, hvad jeg kunne finde på, og en overstrømmende taknemlighed, når han havde fået sit jagtbevis med et halvt års forsinkelse og derved reddet sig ud af et forklaringsproblem og sikret sit eksistensgrundlag.

Den nye kirkegaard ved Universitetet er et besøg værd. Den ligger smukt Den viser også forskellen mellem dansk og grønlandske grundvilkår
MIkael Hertig foto 12. juni 2017 (c)

 

 

 

Selvstyret ledes af grønlændere. Men administrationen er på godt – bestemt også for det gode -og ondt styret af danske uddannedes embedstradition. Grønland fik formelt med Grundloven af 1953 indført de samme forvaltningsretlige rettigheder som danskere. Når der tales om dette fænomen, peges der som regel alene på¨frihedsrettigheder. Det er simpelthen alt for ofte overset, både i Grønland og Danmark, at adgangen til aktindsigt, til at klage over forkerte afgørelser etc også blev tildelt den grønlandske borger i 1953. Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af, må nogen af de nu ikke længere formelt set koloniherrer måske have tænkt. Når grønlænderne aldrig reelt fejrer grundlovsdagen 5. juni i Grønland er det mit bestemte indtryk, at de aldrig er blevet oplyst om deres rettigheder.  Deri ligger en væsentlig del af den postkoloniale indstilling også gemt. Det er meget nemmere at drive offentlig forvaltning uden aktindsigt, partshøring, klagevejledning, ordentlig oplysning, lighedsgrundsætning etc.

For mig, der gerne vil være forstående, blev det et chok, en anledning til undren, en undren jeg har været styret af siden. Jo mere jeg ser det nu som en pensionist, der prøver at hjælpe grønlændere i Danmark, må jeg rejse tvivl om min egen indbyggede selvretfærdighed, gøre forsøget på at tage mig selv i nakken og gøre kampen med min egen indre koloniherre op. Her får jeg god hjælp af de grønlændere, jeg prøver at yde bistand som partsrepræsentant. Det er jo som regel lettere at se de andres fejl end  sine egne, og den nisse flytter nok med. Ikke desto mindre er omfanget af diskriminationen mod grønlændere i Danmark et chok.

 

Den spejlede relation

Himmel over Qinngorput

Himlen over Store Malene set fa Qinngorput medio maj 2017 . Mikael Hertig foto (c)

I en konkret  anbringelsessag fornylig fik jeg det bestemte indtryk, at den grønlandske kommune var servilt indstillet overfor den danske kommune. Som om, man undgår kritik og ballade, hvis man mere eller mindre ulovligt handler, som den danske kommune beordrer den til.

I stedet for udelukkende at se de undertryktes oprør (subaltern) som en nødvendig del af afkolonialiseringsprocessen er der jo også den spejlede. Den, der vover kontroltabet i den erklærede forståelses navn.

Fornylig så man Canadas premierminister give klare undskyldninger til de oprindelige folk i sit land, da billeder af ham med sortmalet ansigt ved en karnevalslignende fest fra studietiden blev offentliggjort i pressen. Han lagde sig fladt ned, som man siger. I Danmark blev denne undskyldning slet ikke forstået. Naja Dyrendom Gravgaard gjorde med rette opmærksom på pointen. Adfærden var lige så racistisk dengang, som den ville have været i dag. Nu forstår canadierne det bare meget bedre. Jeg ville ønske, danskerne var kommet lige så langt.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.