Blog: Genindfør retsstaten

Foto af Mikael Hertig

Mikael Hertig 2017. (c) mh

 

Genindfør retsstaten – også forvaltningsretligt

Uilog i vandpyt 1. maj 4. maj var pytten væk. Mikael Hertig foto maj 2017 /c)

Det er en generel oplevelse fra mit frivillige arbejde som bisidder og partsrepræsentant, at de udsatte fortsat tror på retsstaten. De protesterer over, hvad de anser for ulovlig forvaltning.

Det er der grund til at hæfte sig ved. Måske rammes de af dårlig lovgivning, men de rammes også af dårlig forvaltning. For at være lidt mere specifik: Kommunal kassetænkning medfører beslutninger, hvor økonomiske hensyn vejer tungere end overholdelse af lovgivningen.

Der findes love, der fastlægger, hvilke afgørelser, der skal træffes i konkrete situationer. Og så findes der ved siden af love, der belønner forvaltningerne for at tilsidesætte den første slags og træffe nogle andre afgørelser i stedet.

Tvangsfjernelser eller kan mindre gøre det?

Efter lovgivningen er tvangsfjernelse det sidste redskab, kommunen skal ty til at anvende, når alt andet glipper. Der bør  være forsøgt mildere først. Alligevel er det mit indtryk fra de sager, jeg kender, at der tvangsfjernes meget hurtigt og ofte på et utilstrækkeligt grundlag.

Er der et forstyrrende element? Ja! Kommunen skal selv afholde alle udgifter til de mildere sanktioner, mens der bevilges mindst 50% og højst 75% af udgifterne ved en anbringelse. Der er tale om 6- til 7-cifrede beløb per barn. Da anbringelser er dyre foranstaltninger, så kan  institutions- eller plejeanbringelser vise sig  billigere end de milde foranstaltninger. At man på den måde risikerer at udvikle rene monsterbørn, spiller næppe nogen trille. Det er næppe ren motivbashing at antage, at man på den måde finansierer børnerådgivnings- og institutionssteder, der er selvfinansierende. Derved har man skabt en løjerlig form for logik: Hvis der tvangsfjernes for lidt, så saver de pågældende ‘eksperter’ den gren over, de selv sidder på.

Det her er en mistanke, men den er modsat så meget andet, jeg ser, begrundet i en overreaktion. Efter Tøndersagen, hvor alt, hvad der kunne gå galt, gik galt, har politikere og embedsmænd udviklet det synspunkt, at kommunerne skal tvangsfjerne – selv om det er dyrt – når det er nødvendigt. Populært sagt skulle det i hvert fald ikke være økonomien, der afholder kommunen fra at tvangsfjerne.

At man derved kom til at favorisere det mest brutale indgreb, der tænkes kan, til fordel for egentlig støtte, er den usynlige gorilla. Reelt finansierer staten det, der er blevet til at kommunalt tag-selv-bord for tvangsfjernelser, der kører ud fra devisen: Hellere tvangsfjerne ti gange for meget end een gang for lidt.

 

Busstop ved Brugseni.

Syge på Jobcentrene

Skiftet fra socialpolitisk til beskæftigelsespolitisk orientering ignorerer de mennesker, der ikke kan arbejde på grund af sygdom. Man bliver ikke rask af at blive sendt i arbejde, når man er syg.

Hvis det er klart, at en permanent syg ikke kan udvikle sin arbejdsevne, så skal vedkommende tildeles førtidspension.

Kontanthjælp er tænkt som en overgangsydelse inden en afklaring. Men trickle-down og lafferkurve har bemægtiget sig den økonomiske politik.

Kommunen sparer 67.000 kroner om året per person, der ikke får tildelt førtidspension eller fleksjob. Det mest vanvittige ved det er, at besparelsen ikke ligger som en refusion, men som en del af bloktilskuds- og udligningssystemet. At indbygge incitamenter i en lovgivning, der skulle stille kommunerne lige i forhold til evnen til at løse deres opgaver, det strider mod bloktilskudstankens overordnede funktion. Behovskriterierne skal netop være “objektive” i den forstand, at kommunerne ikke skal kunne malke statskassen ved at tilrette en bestemt adfærd.  Liberal Allliance og Indenrigsministeriet har lavet en logisk brøler, der burde elimineres hurtigst muligt.

 

Økonomisk snæversyn har smadret meget af retsstaten

Der kan findes flere eksempler end de her. Min fornemmelse er, at basal rettighedstænkning har tabt til smart økonomistyring, der tilsidesætter fundamentale menneskelige hensyn. Det vil naturligvis altid være de svageste, det går ud over. Det er det også i eksemplerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.