Hvad bliver den nye regerings økonomiske politik?

 

Mikael Hertigs blog 5. juni 2019

Mikael Hertig er folkepensionist og cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet. Han bruger sin tid som folkepensionist til dels at prøve at hjælpe grønlændere i Danmark i mødet med offentlige myndigheder. Han er medlem af den brede gruppering af forskere, der beskæftiger sig med Grønland og Arktis. Han fokuserer på det retssociologiske forhold mellem borger/grønlænder og offentlig myndighed. Han bor i Sønderborg.

 

mikael hertig, farveportræt

Mikael Hertig

 

 

Kagen bliver ikke mindre af at blive ligeligt fordelt.

 

Partierne og den økonomiske politik

Socialdemokraterne anerkender Finansministeriets beregninger i den forstand, at omfanget af de midler, der ikke er brugt endnu, “råderummet” er fastlagt. Så kommer debatten mellem partierne til at handle om skattelettelser og/eller velfærdsydelser. I det omfang, at “råderummet” ligger fast, overholdes EU’s konvergensregler og den løbende dialog om den økonomiske politik, “Det Europæiske Semester”.  Enhedslisten har udviklet sin egen økonomiske politik, der ikke respekterer dette udgangspunkt.  Det kunne have åbnet et rum for en mere dybtgående debat om den økonomiske politik, og om, hvad den gør godt for. Selvom vi ikke får den debat nogensinde, så er det tiltrængt, at et parti kan komme med detaljerede forslag med et andet ansvarligt udgangspunkt end Finansministeriets.

 

 

Det politiske roderum har været begrænset

De sidste mange år har finansministeriets økonomiske politik sat dagsorden. Man ved ikke, om det er regeringen, der har støttet den nu afsluttede Lars-Løkke-regerings økonomiske politik, eller om han har haft væsentlig indflydelse på den. Den økonomiske politik her i landet har været afpolitiseret eller begrænset til at finde ud af, hvordan det såkaldte råderum kan anvendes uden at ødelægge den overordnede økonomiske politik. Rammerne for den økonomiske politik har stort det været udstukket af den økonomiske ekspertise, det vil sige vismændene, Finansministeriet og Nationalbanken.

Kritikken har stort set været diffus: “Regneark, neoliberalisme, DJØF’ere” har været slagordene i kritikken af Løkke-regeringens økonomiske politik. En meget stor del af kritikken har manglet substans. Det er jo ikke nok at kritisere den økonomiske politik, hvis man ikke kan lægge en anden frem. Det er ikke nok at fortælle, at noget er forkert. Der skal være et reelt alternativ. Og det har det i årevis skortet på. Nedenfor vil jeg dog henlede på undtagelsen: Enhedslisten er fremkommet med forsøg på et alternativ.

Forholdet mellem økonomi og politik er en underliggende politisk præmis, som nogle hævder der er enighed om: At “VI” skal være så rige som muligt. I den politiske debat årtier igennem har denne diskussion udmøntet indenfor en metafor, der hedder “Kagens størrelse”. Skal vi (hvem vi er, diskuteres ikke) have så stor en kage (BNP) som muligt, eller skal vi fokusere på fordeling?  I den traditionelle udlægning vil borgerlig politik satse på så stor en kage som muligt. De vil i princippet være villige til at gøre mindre ud af omfordeling og sociale ydelser ud fra en opfattelse af, at hvis kagen bliver stor nok, så vil der nok falde smuler af til de fattigste også. Men denne politiske diskussion har manglet krop og substans. Den har mere været en afledningsmanøvre end en substantiel. Principdiskussionen har i reglen svævet i atmosfæren, mens linjen til konkret økonomisk situation og politik manglede.

Politik er på den måde blevet et middel til at fremme en bestemt form for økonomisk udvikling. Økonomi er blevet det underforståede øverste mål. Men sådan burde det ikke være. Det burde være klart, at i et mål-middel-hierarki er økonomien midlet til et eller andet politisk mål og ikke omvendt.

Nationaløkonomi kan være lidt tung at få has på for almindelige mennesker. Men så er det altså ikke sværere. Hvad der mangler, er nogle nye narrativer og metaforer, som gør de oversete sammenhænge forståelige.

Sammenligner man Grundtvigs berømte strofe fra “Langt højere bjerge så vide på jord”:

“… og da har vi i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget, og færre for lidt.”

så har kagefordelingssynspunktet været overordnet, kagestørrelsen underordnet.  Den underliggende forudsætning bliver til gengæld aldrig diskuteret: Kagen bliver næppe mindre af at blive ligeligt fordelt. Det fremstilles ofte som alternativt: Enten det ene eller det andet. Med andre ord antages det i dansk politik, at kagen bliver mindre af at blive fordelt ligeligt. Det passer simpelthen ikke.

Betalingsbalancen – hvorfor ude af fokus?

Badekar

Badekar med vand  Billedet af badekarret kan bruges til at illustrere sammenhængen mellem betalingsbalance og kapitalophobning. Mængden af kapital er vandstanden. Er der i en periode overskud på betalingsbalancen, vil det resultere i en højere vandstand. Reguleringen sker ved vandindtaget = vandhanen. I bunden er der et afløb. Strømmer der mere vand ind end ud, stiger vandstanden. Strømmer der mindre ud, falder vandstanden. Giver det nogen politisk mening, at vandet flyder ud på gulvet, fordi der er for meget af det?

 

 

 

 

Jeg er tilhænger af EU, men har aldrig fattet EURO‘en og navnlig EU’s økonomiske politik. EU dikterer en form for tysk økonomisk politik. Man kan bruge det sædvanlige skældsord “neoliberalisme”, eller hvis man tager det tyske socialdemokratis katastrofepolitik, der skar ned på de sociale velfærdsydelser, “ordoliberalisme“. Små lande som Danmark, som har en stor udenrigshandel, bør i det omfang, de vil føre en selvstændig økonomisk politik, se på betalingsbalanceligevægt. Betalingsbalancen er en opgørelse over pengestrømmene ind og ud af landet. Beregningen gælder hele landet, både den offentlige og den private sektor.  Når man i årevis har overskud på betalingsbalancen, ophobes der kapital. Med den borgerlige økonomiske politik har kapitalophobningen  været kolossal, fordi man antager, overskud er en god ting. Men det er overskud ikke. Blodet tappes ud af  det økonomiske kredsløb. Pensionskasser og firmaer og finde jonglerer med billioner af danske kroner.  Pengene kommer ikke nødvendigvis samfundet til gode. De bliver placeret. Måske i ejendomme i USA. Måske i Japansk bilindustri. Kapitalen kommer ikke samfundet til gode.

EU har prioriteret sparsommelighed. Målet for EU’s økonomiske politik er først og fremmest at bekæmpe inflation og at sikre, at den offentlige sektor ikke bliver større. Igen ses velfærdsydelserne som en begrænsning for økonomisk udvikling.
Ved hjælp af den såkaldte konvergenspolitik forbyder man det enkelte land at udvikle sin økonomi gennem underskud på de offentlige kasser. Et afgørende skridt til genopretning af Danmarks økonomiske politik oplevede vi i 1991, da regeringen Nyrup-Rasmussen med finansminister Lykketoft brød de daværende konvergensregler. Det var et stykke klassisk keynesiansk politik. Når man ekspanderer de offentlige kasser med underskud, svarer det til at låne offentlige penge ud til den offentlige sektor. Lykketoft gennemførte dette med en tryllekunstners behændighed. Beregningsteknikker slørede det lille bedrag. Men det virkede i den situation. Keynes’  gode råd om altid i konjunkturbedømmelse at se på den reelle beskæftigelse var udgangspunktet.

EU’s politik leverer ulighed i konkurrencen mellem landene, så de lande, der har overskud på deres betalingsbalancer – Tyskland og Danmark, for eksempel, udkonkurrerer underskudslandene – Portugal, Grækenland, Italien, Spanien og til en vis grad også Frankrig.  Sjovt nok lande med høj arbejdsløshed, højrepopulistiske bevægelser.  Lige den sammenhæng burde vi i EU-politikken interessere os meget mere for.

Det springer i øjnene, at der reelt er økonomer, der har blik for forholdet mellem økonomi og politik, og som formulerer sig skarpt nok. En af dem er tidligere overvismand, professor Christen Sørensen. En anden er superkeynesianeren Jesper Jespersen, professor emeritus fra RUC.  De har allernådigst fået lidt omtale i ny og næ, men symbiosen mellem mainstream journalister og de ledende økonomkadrer har reelt aldrig interesseret sig for muligheden for en helt anden økonomisk politik. Der er ikke stemmer i lortet, og bliver sammenhænge lidt komplicerede, er journalisterne aldrig i stand til at formidle det ordentligt.

Men Enhedslisten har taget skridt i retning af at udvikle en egen, positivt formuleret økonomisk politik. I stedet for at fortælle alene, hvad der er forkert ved den aktuelle økonomiske politik, kommer partiet med sit eget, ret sammenhængende bud på sin økonomiske politik – hvis den fik magt til at gennemføre den.

Det er prisværdigt. For de økonomiske sammenhænge  eksisterer. Sammenhængskraften i det danske samfund har også økonomiske lovmæssigheder som sætter både grænser og dagsordener. Hvornår kan man “ikke bruge pengene to gange”? Hvad er “dynamiske effekter?” Og hvordan er sammenhængen mellem “det økonomiske kredsløb” og “den faldende grænsenytte af den sidst tjente krone“?  Svarende blafrer i vinden. De burde behandles bedre i den løbende politiske debat.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.