Anbringelsesafgørelser bør overføres til Familieretshuset

 

Overfør anbringelsesafgørelser til Familieretshuset

 

Mor i den ene gynge, den anden er tom. Solnedgang

Det er et tab, når relationen ikke er der mere. Både for barnet og for moderen eller faderen

I denne artikel foreslår jeg, at selve afgørelserne i anbringelses- og tvangsfjernelsessager overgår fra kommunens Børne- og Ungeudvalg til Familieretshuset. Der skal afgørelserne forberedes og afgøres under styrket retssikkerhed. Den situation, hvor kommunerne udsættes for kolossale prestigetab ved sager som fra Tønder og Rebild, må ikke føre til, at der tvangsfjernes uhæmmet. Uskyldsformodningen må nu engang indebære, at mistanker undersøges, så der afkræftes og ikke kun bekræftes. Undersøgelserne skal være så saglige, at der ikke på forhånd fremstilles eller fremlægges oplysninger, der passer til en i forvejen truffet konklusion.  Officialmaksimen skal respekteres.

 

 

mikael hertig, farveportræt

Mikael Hertig

 

Af Mikael Hertig, cand. scient.pol.

Tvangsfjernelse og anbringelse bør overgå til Familieretshuset

Skilt med teksten: Familieretshuset

 

Her foreslås det, at hele behandlingen af sager om anbringelse, tvangsfjernelse og adoption fratages kommunerne og overgår til Familieretshuset. Årsagen er, at forvaltningskvaliteten i kommunerne er uensartet og svækket. Ikke mindst har de forfærdelige erfaringe fra Tønder og Rebild medført granatchok. Indtrykket er, at der tvangsfjernes forkert, og i mange tilfælde for ofte, Man skal huske på, at uskyldsformodningen bør gælde i børnesager: Børn, der har et normalt forhold til deres nærmeste, skal ikke på grund af indicier beviser kunne få deres nærmeste relationer til voksne afbrudt. Det skader dem mere, end det gavner.

Meningen med at fratage kommunerne området er at undgå interessekonflikter. Nedenfor antydes det, at der stoles for meget på de indre kilder, og at der savnes en afbalanceret vurdering, fordi den fornødne modekspertise aldrig kommer, eller i bedste fald kommer for sent – og fremstår som en slags” mening”.

Familieretshuset skal fungere som sekretariat. Det bør herefter overvejes, i hvilket regi afgørelserne bør træffes. Det burde nok være ved domstolene med anke til landsretterne.

 

Mistanke og underretning

 

Starten på en børnesag er i reglen “underretningen”, det vil sige en advarende besked til forvaltningen om bekymrende forhold i en familie.  Man kan også kalde det “mistanke”. En sådan henvendelse kan være et løst gæt, den kan være en del af en konflikt, forvaltningen ikke kender til. Kort sagt – det kan være hvad som helst. Kvantitativt ser det ud til, at jo flere underretninger, der kommer i én sag, des større risiko er der for, at bekymringerne anses for bevist, og en tvangsfjernelse gennemføres.  Klinisk har jeg kendskab til sager, hvor en ansat spørger, om det er nødvendigt at producere flere underretninger for at fremme sagen, hvorefter ansatte i samme forvaltning leverer som efterspurgt. Sammenblandingen af bestillerfunktion og udførerfunktion risikerer at lægge op til usaglig forvaltning. Hertil hører, at hvis en kollega indenfor området fremsender en underretning, vil underkendelsen af vedkommendes mistanke kunne medføre interne konflikter.

Officialmaksimen

Juridisk gælder sammenhængen mellem oplysningsprincippet (officialmaksimen) og saglighedsforpligtelsen som det offentligretlige udgangspunkt. Eller på dansk: Forvaltningen skal undersøge sagen. Når sagen er undersøgt, og forudsætningerne i tilstrækkeligt omfang er tilstede, kan der træffes en konklusion. Men her ser det ud, som om konklusionen for ofte træffes først, og så går man ud og skaffer noget, der ligner oplysninger, der passer til konklusionen.
Det er naturligvis usagligt, når det finder sted. Borgeren, der udsættes for det, er magtesløs.

På den ene side står hæren af formodet fagkyndige, der har været inde i sagen, og som fremlægger dyngevis af ‘objektive’ rapporter og erklæringer; på den anden side står borgeren, der set fra domstolens eller ankestyrelsens side fremsætter sin ‘subjektive’ mening.

Ingen instans kan i dag levere den modekspertise, der i stribevis af tilfælde burde kunne belyse forholdene sagligt. Bedømmelsen af underretninger er overladt til instanser, der har en usaglig interesse i at dramatisere, ikke afdramatisere, i at bekræfte, aldrig afkræfte mistanker og formodninger.

 

Hele området bør overføres til det statslige Familieretshuset.  Familieretshuset kan ikke formodes at have nogen egen interesse i sagens udfald. Sagen bør kunne overføres fra det kommunale område fra det tidspunkt, hvor en mistanke, der kunne føre til en anbringelse – frivillig eller tvungen – kan komme på tale. Allerede fra det tidspunkt af skal forældrene udstyres med en partsrepræsentant eller beskikkes en forsvarer på det offentliges regning.

 

 

 

 

 

Tvangsfjernelser i dag er uden tilstrækkelig retssikkerhed

Udenfor strafferetten findes der næppe noget dybere indgreb i et menneskes liv, end at det med magt bliver berøvet kontakten til sine nærmeste. Det rammer både barn og den, barnet fjernes fra, typisk forældrene.

Jeg undrer mig over at konstatere en tilstand af lemfældighed i de kommunale Børneforvaltninger. Fornemmelsen er, at der har udviklet sig en slags magtfuldkommenhed i administrationen på området.  Som tvangsfjernelserne er organiseret nu, er forældrene og barnet / børnene særligt dårligt stillet, fordi den retlige støtte og opbakning først sættes ind, når dommen er eksekveret.

Der er ikke som i strafferetten nogen plads til noget, der minder om uskyldsformodning, og erfaringerne viser ret massivt, at de mistanker, der måtte være rejst gennem underretninger, altid søges bekræftet og sjældent afkræftet. I strafferetten har anklagemyndigheden en objektivitetsforpligtelse; også den kan kritiseres. Men kommunernes forvaltningsretlige saglighedsforpligtelse synes at vige for andre hensyn, herunder ikke mindst myndighedens retfærdiggørelse gennem handling. De forfærdelige sager fra Tønde, Rebild og Lolland Kommuner har medført så store ar på de pågældende kommuners image, at enhver politisk risikovurdering  må have ført til, at man hellere tvangsfjerner ti gange for meget, end man lader en ny skandale hjemsøge kommunen.

Men hver gang, der unødigt tvangsfjernes, slås den kærlighedsrelation mellem barn og forældre i smadder, som er og bliver fundamentet for en god menneskelig udvikling. Hverken institutions- eller plejefamilieanbringelser vil kunne erstatte det gode forældre-barn forhold. Jeg er personligt ikke i tvivl om, at der produceres sådanne tragedier, og hver gang, det sker, fejludvikler vi børn til noget andet og dårligere voksenliv, end de kunne have fået lov til at udvikle sig til.

 

 

Suboptimering?

Det er vanskeligt at finde en samlet fremstilling af økonomien i sektoren, som den er i dag. Det er dyrt at tvangsfjerne; jeg har endnu ikke sat mig ind i forholdene omkring kommunernes økonomi på området, men som med så meget andet ser det noget uigennemsigtigt ud.  Refusioner og bloktilskud gør det svært at gennemskue, hvordan kommunekasserne påvirkes.

Mens det er klart, at tvangsfjernelser i første omgang er en udgift for de offentlige kasser, og størrelsesordenen kan gøres op til en del af udgifterne på 48 1/2 mia kroner til det samlede børne- og familieområde. Lad mig gætte på omkring 20 mia., eller knapt det samme som udgifterne til kontanthjælp.

 

Set fra Børne- og Ungeudvalgets side står forvaltningen til rådighed med en hær af egne eller private eksperter i form af sagsbehandlere, psykologer, “børnesagkyndige”, “familierådgivere” med videre.  Når sådan et område stort set ikke udsættes for begrænsninger på udgiftssiden, hvis der tvangsfjernes, sættes der heller ikke begrænsninger på udgifterne til “Familiehuse”, kommunale eller privatejede børneinstitutioner eller plejefamilier.

Det giver nogen mening at anlægge et kustode-synspunkt. Der er intet generelt tilsyn med kvaliteten af de afgørelser, som Børne- og Ungeudvalget træffer.

Som konsekvens heraf er der ingen mekanisme, der blot ud fra et budgetsynspunkt stopper for unødvendige eller dårligt underbyggede tvangsfjernelser.  Ankestyrelsens og Domstolenes efterfølgende ulyst til at gå ind i sagerne medfører en stor risiko for økonomisk suboptimering. Set med Børneforvaltningernes side er der ingen økonomiske grænser, og jo flere foranstaltninger, der træffes, des mere betydning får området.

Den foreløbige konklusion må være, at der ikke er nogen effektiv forvaltningsrevision, der kan stoppe unødvendig opdrift på området. Det er denne opdrift, nogle partier nu vil gasse yderligere op for.

 

Portræt af Pernille RT med rød trøje på

Pernille Rosenkrantz-Theil

 

I valgkampen har Socialdemokratiet med Pernille Rosenkrantz-Theil i spidsen foreslået, at der ikke bare skal tvangsfjernes flere, men at der også skal tvangsbortadopteres mere. Udgangspunktet er en forestilling om, at hvis børn skal have det rigtig godt, kan det i mange tilfælde være en fin idé at tvangsfjerne.

I ethvert menneskes hele liv fra vugge til krav dukker “hvem er jeg?”- spørgsmålet op på mange nye måder. Men historien om undfangelsen, skabelsen af ens personlige liv, personlighed og person, den kan ingen i sit eget liv flygte fra. Det gælder for enhver mønsterbryder, at man skal se mønstret, før man kan bryde det.

 

 

Trine Bramsen - portræt

Trine Bramsen

Ingen kan være imod, at tvangsfjernelser under visse omstændigheder kan være nødvendige.  Socialdemokratiets retspolitiske ordfører Trine Bramsen har allerede i 2017 foreslået, at børn af kriminelle skal tvangsfjernes. Sådan bare som et princip; som om kriminelle (hvem er det?) per definition er dårlige mennesker, som jo fra et indgroet småborgerligt synspunkt er uegnede som fædre eller mødre. Den konkrete vurdering erstattes af et samlebåndssynspunkt.

 

Socialdemokratiets humanistiske deroute

 

Det får mig til at spørge mig selv i undren: Hvad er det for en menneske- og samfundsforståelse, Trine Bramsen og Pernille Rosenkrantz-Theil står for?
De tegner et stort – tidligere hæderkronet – politisk parti. Jeg husker som medlem af dette parti og dets tilhørende organisationer, “Bevægelsen”, familier, mennesker, der stred gæve kampe for sig og sine i små lejligheder. Kampen for familien, dens plads i samfundet, menneskets værd og værdighed var det indbyggede fundament, den politiske strid stod ud fra. Nu er partiets menneskesyn blevet institutionernes. Mennesket er ikke øverst, men skal tilhøre samfundet som dets ejendom.

I de politiske kampe, Socialdemokratiets egne founding fathers stred sig igennem, hørte risikoen for fængselsstraffe til. I vores naboland Norge måtte Einer Gerhardtsen en tur i spjældet for i en tale at have opfordret de sultne til at stjæle mad. Han blev senere statsminister. Anlægger man et bramsenskt syn på dette, skulle hans børn have været tvangsfjernet, for han har jo siddet i fængsel.

For mig ser det ud, som om Socialdemokratiets menneskesyn er indsnævret til noget, der er så fjernt fra Svend Auken, Anker Jørgensen og tidligere, som det kan være.  Denne nye selvtilfredse småborgerlighed og sovjetisk prægede institutionssyn er væmmelig.

Større retssikkerhed

Kommunerne skal fortsat gennem sundhedspleje, daginstitutioner, skoler har fortsat den direkte kontakt til børn og forældre. Selvfølgelig skal en del af de nære støtte- og hjælpeforanstaltninger finde sted kommunalt.

Hvad der først og fremmest skal flyttes over til Familieretshuset, er den administrative proces omkring afgørelser om anbringelser, tvangsfjernelser og samvær i forbindelse hermed. Det betyder også, at der overføres personale og ekspertise til Familieretshuset. Der må derfor aftales en ny byrdefordeling.

Forslaget her går ud på, at der laves et udredningsarbejde så hurtigt som muligt. Der bør tvangsfjernes så præcist som muligt, og de fornødne retsgarantier bør iagttages

 

  1 comment for “Anbringelsesafgørelser bør overføres til Familieretshuset

  1. Stig Wørmer
    1. juni 2019 at 14:32

    Undertegnede er slet ikke enig i det hele. For at sige det på jævnt læserbrevsdansk. Men bekymringen er seriøs nok. I stedet for disse “mellemteknikere”, der skal afgøre disse sager, så skal vi for at imødegå vilkårlighed og ujævnhed i afgørelserne have et langt mere ensartet system. Kommunernes afgørelser er bare ikke gode nok!
    Mht. Socialdemokratiet. Det er desværre en del af dets gen, at Stat automatisk er godt. Det er det ikke – altid. Og justitsordføreren har flere gange været i vælten med populistiske løsninger. (Hun bliver snart justitsminister, så man må håbe, at hun får oppasser på!).
    Tvangsfjernelser i DDR var direkte politisk motiveret. Men i DK får ressourcesvage familier alt for lidt konkret opbakning og støtte. Man vælger den hurtigste udvej! Man tvangsfjerne stadig. Man tager sig ikke tid nok til støtte. Men det er penge, og det går over kommunernes hensyn for det er nemmere at finde en §.
    En vigtig problematik og et godt indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.