Hvor fladt kan debatniveauet blive?

mikael hertig, farveportræt

Mikael Hertig

Af Mikael Hertig

Løkkes 69 milliarder  til velfærd var grebet ud af luften

Fase et var, at Løkke på vegne af Venstres kampagnebureau havde regnet ud, at man med et gevaldigt kunstgreb kunne få det til at se ud, som om en videreførelse af den nuværende økonomiske politik kunne komme til at se ud, som om regeringen havde fået lagt en slamsuger direkte ind i Joakim von Ands pengetank til “kernevelfærd”. Men det viste sig jo bare at være en fremskrivning, der ikke kunne følge med den forventede fremtidige økonomiske udvikling. Se for eksempel her. Med lidt venlighed blev 69-stillingen reduceret til 20,5 milliarder over 6 år. De giver efter mit regnestykke 3, 4 milliarder om året. Med lidt inflation skulle det jo gerne gå i nul. Så de, der troede på, at der skulle komme orgasmer ud af Løkkes 69-stilling, må nok med Harold Pinters ord kunne karakteriseres som narrefisse. Sjovt nok er de 3 milliarder omtrent det samme, som Mette Frederiksen er rykket ud med.

Men tag ikke fejl. Venstre er i nedgang truet af vælgere til både højre og venstre. Her er ordet “velfærd” – uanset hvad det så end betyder – ret centralt. Der “skal ikke sælges ud af kernevelfærden”. Kernevelfærd? Så vidt jeg er orienteret, er der i den stipulerede politik ikke taget højde for de demografiske ændringer. Arbejdsstyrken er stor, og heldigvis fortsætter mange med at arbejde. Men der kommer flere børn og flere ældre. På indtægtssiden er det næppe så slemt, men de 69 milliarder forslår næppe til bare at vedligeholde det nuværende niveau. Det er vigtigt for Venstre at signalere, at partiet i det mindste i Anders Fogh Rasmussens terminologi støtter “velfærd”. Det er socialdemokraterne formentlig med på, så  der skal jord i grøften der.

 

LA og K i roderummet: Mindre til velfærd, mere til skattelettelser

Straks efter, at dette taskenspillerkneb blev afsløret, faldt Anders Samuelsen (Liberal Alliance) og Søren Pape Poulsen (Det Konservative Folkeparti) over Lars Løkkes angivne rundhåndethed til “velfærd”. “Vær opmærksom på signaler”, siger man.
Om Løkkes melding er et taskenspillerkneb eller ej, er i den sammenhæng underordnet.

Til højre (Liberal Alliance og Konservative) i den økonomiske politik spiller tallene og nationaløkonomien ingen rolle. Skal der i råderummet deles gaver ud, vil Samuelsen & Pape dele skattelettelser ud til de rigeste, og så skal der efter deres mening skæres yderligere ned på den offentlige sektors forbrug.  Om pengene er der eller ej, er sådan set underordnet.
Råderum eller roderum?

 

Foto af Søren Pape Poulsen

Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti,  Steen Brogaard foto

Som Pape så yndigt sagde det 16. maj i morgenradioen: “pengene er ikke statens”. Jeg sidder og glor på en pengeseddel:
Der står tydeligt og klart: “Danmarks Nationalbank”. Penge er en veksel, udstedt af staten. Det er et omsætteligt tilgodehavendebevis, et synligt udtryk for kontrakten mellem stat og borger. Men de natvægterstatsorienterede partier vil ingen offentlig sektor eller så lidt som muligt.  Derfor dette signalpolitiske spilfægteri.  At de tre personer her har lige så meget forstand på økonomi som muslinger på fodbold, spiller ingen rolle.

Lad os nu aflive myten om, at Danmark har “verdens største offentlige sektor”

Pape gentager ofte – det gjorde han så også – en slags empirisk påstand om, at Danmark skulle have “verdens største offentlige sektor”.De fleste andre lande holder finansieringen af sundhedsvæsenet udenfor den offentlige økonomi. Ligesom i Tyskland bruger man “sygekasser”, som er arbejdsgiverfinansierede sundhedsforsikringer med en lille smule statsstøtte til mennesker på socialhjælp. Piller man dette ud af regnestykket, har Danmark en offentlig sektor, der er nær eller på gennemsnittet i EU.

 

Når en tvivlsom påstand som Papes bliver fremsat tilpas mange gange, risikerer man, at nogle tror på, at det  han påstår.

Tilbage står, ikke for første gang, ikke for sidste gang, at debatniveauet her i landet har et forbedringspotentiale.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.