Fra retspolitik til uretspolitik

Retspolitikkens langsomme fjeldskred

mikael hertig, farveportræt

Mikael Hertig

Af Mikael Hertig, cand. scient. pol.

 

Vi er på vej ind i et valgår. Det kan man også mærke på den politiske (dis-)kurs. “Lov og orden” havde i min ungdom en anden tone, end tilfældet er i dag. Der er sket noget. Og det er desværre ikke til det bedre. Det har hele tiden ligget i den danske selvforståelse, at Danmark er “et demokratisk land”.  Men i slow motion foregår der et fjeldskred. Mindre uskyldsformodning, mere nultolerance, mindre skelnen mellem dømmende og udøvende magt.

Men et rigidt “lov-og-orden”- samfund, hvor det er regeringen, der definerer indholdet af retssamfundet, forbandt vi tidligere med diktatur. Rationalet bag læren om magtens tredeling er, at magt korrumperer, hvis ikke det mødes af kvalificeret modspil.

Hvorfor gjorde vi det? Fordi det netop ikke er meningen, at regeringen bare skal kunne score billige points på lov-og orden-synspunkter. Den retspolitiske debat hører ikke hjemme som højrevendt populisme, en mere eller mindre tarvelig snobben nedad til de usleste sider i den menneskelige reptilhjerne.

Justitsminister Søren Pape Poulsen har til opgave at kæmpe for det konservative folkepartis overlevelse.  Det sker under den forvandling af  det, der engang var retspolitikken til en form for retspopulisme, som giver mindelser om forhold i andre lande nu eller i fortiden, som vi ikke plejer at ville sammenligne os med. Han er ikke den første, og han bliver næppe heller den sidste, hvis retspolitiske opfattelse giver mig mindelser om besiddelsen af det totale magtmonopol, hvor sondringen mellem udøvende og dømmende magt er opløst.

Den tilsyneladende modige kamp mod kriminalitet er, hvis man skal tage den for pålydende, forgæves. I et fredeligt land som vores med generelt lav kriminalitet er det første bedrag forbundet med den overdrevne fokusering på den kriminalitet, vi fortsat har.  Forbrydelse er godt stof, og pressen kender til kioskbaskereffekten af historier om blod og voldtægt. Jo mere, der skrives om kriminalitet, des mere bilder befolkningen sig ind, vi lever i et kriminaliseret samfund. Enhver, der søger at skaffe sig viden og proportion i sin vurdering af disse forhold ved, at sammenlignet med andre lande har Danmarks væsentligste næppe så meget med kriminalitet at gøre. Men den akkumulerede presseeffekt sammen med nultolerancekulturen hænger sammen. Illusionen om, at der er store problemer er ikke en brændende platform, men et trygt ståsted for politikere, der på et spinkelt grundlag vil gøre sig selv til helte.

Pape ved, og vi ved, at vi ikke kan komme rendende med Grundloven og magtens tredeling som princip hver gang, han og hans ligesindede tager  små trin væk fra demokratiske idealer. Vi kan næppe vinde de sager i retten, de skal vindes i  et politisk indsnævret rum, hvor de fleste mediers kritiske sans synes dulmet af en anden form for populisme i kampen om at sælge nyheder ud fra en efterspørgselsvinkel:  Kioskbaskere er nemmere at sælge end det reflekterede overblik. Og hvis befolkningen vil have historier om mord, vold og voldtægt skal dets begær også tilfredsstilles.

Hvor nultolerancen er forbundet med ideen om, at alle, der måske har begået en forbrydelse, skal dømmes, gør man dermed vold på uskyldsformodningen. Den seneste tids eksempler vælter over hinanden. Nedenfor har jeg et par eksempler på det langsomme fjeldskred.

Ordet “kriminel”  bredes ud i den politiske retorik

Jeg vil ikke her fylde artiklen med eksempler på, at betydningen af ordet kriminel i politikeres sprogbrug nu udbredes  til helt sikkert i hvert fald at kunne bringes i forbindelse med personer, der er løsladt efter afsoning fra en fængselsstraf. De mennesker, der tænkes isoleret på Lindholm, kaldes uden nogen som helst forbehold “dybt kriminelle” af flere ledende politikere, herunder Inger Støjberg. Men nogle af dem er slet ikke kriminelle, andre for forhold, der er knyttet til vilkårene for deres flugt: forfalskede papirer. De straffede –  og dem er der flest af – har udstået deres straffe eller betalt deres bøder for færdselsforseelser. Men de kaldes “kriminelle” uden forbehold. Det falder naturligvis tilbage på samfundet, at vi  bortdømmer folk, der har begået strafbare handlinger, fra at vende tilbage til samfundet med den værdighed og den tillid, enhver må nyde for at kunne leve på nogenlunde lige fod med andre mennesker. Tendensen har sikkert altid været der, men nu brænder det igennem i et hidtil uset omfang. Den bedsteborgerlige feel-good fornemmelse skal åbenbart fodres med henvisninger til nogen at tage afstand fra. Denne sjakren med selvtillid på andres bekostning forstærker marginalisering og udstødelse, forhindrer rehabilitering og vedligeholder på den måde den kriminalitet, vi har.

Jeg vil normalt ikke kalde Pia Kjærsgaard for “kriminel”?  Hvorfor ? Fordi hun har betalt sine bøder og er tilbage i samfundet igen. Hun har ret til at nyde den almindelige respekt og værdighed, enhver fortjener. Det samme gælder andre medlemmer af politiske partier, der har modtaget en dom efter straffeloven.

 

“Selvom ungdomskriminaliteten generelt har været faldende, er der fra 2016-2017 sket en stigning på 9 pct. i antallet af mistanker og sigtelser mod kriminelle unge. Derudover står ca. 1 pct. af en ungdomsårgang for ca. 44 pct. af alle de straffelovsovertrædelser, som samlet set begås af årgangen. Der er behov for en ny og målrettet indsats mod ungdomskriminalitet.”  Justitsministeriet (1)

Når Justitsministeriets egne pressefolk skriver som her, ses spredningen af den betydning, ordet “kriminel” tillægges, tydeligt:

  • Mistanker og sigtelser adskiller sig fra domme. Efter uskyldsformodningen er ingen dømt, for kriminaliteten er bevist. Mistanke berettiger ikke til, at man kan tale om kriminalitet
  • Efter den nuværende lovgivning er der en  aldersgrænse for, hvornår ordet “kriminalitet” overhovedet kan anvendes. Men den  ene lov handler udelukkende om unge under den kriminelle lavalder, som nu også kaldes “kriminelle”.
  • Det er uklart, om mistankegrundlaget allerede er rettet mod børn under 15 eller ej. Hvis det ikke er, burde det måske have været specificeret, hvilken årgang der er tale om?

 

Søren Pape Poulsen siger  om pakken:

Foto af Søren Pape Poulsen

Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti, Justitsminister også december 2018. Steen Brogaard foto

Jeg er utrolig stolt over, at vi nytænker hele måden, vi som samfund håndterer og hjælper unge væk fra kriminalitet. De unge på kanten skal hjælpes væk fra fødekæden til banderne, inden det er for sent. Derfor forpligter vi blandt andet myndighederne til at reagere hurtigere og mere konsekvent i dét øjeblik, hvor den unge begår alvorlig kriminalitet. Vi styrker det brede og forebyggende SSP-arbejde, som skal hjælpe alle børn og unge til at holde sig fra kriminalitet. Og vi skaber et helhedsorienteret system med et Ungdomskriminalitetsnævn og en ungekriminalforsorg, hvor vi i højere grad end i dag tager hånd om de unge, griber dem og river dem væk fra kriminalitetens mørke tag og viser dem vejen tilbage i fællesskabet.(1)

 

Ud over de allerede nævnte betænkeligheder går Poulsen ind for, at man forhindrer unge i at begå handlinger, der kunne  været blevet strafbare, hvis de pågældende havde overskredet den kriminelle lavalder, selv før handlingen er begået, og uden det vil kunne eftervises, om der i det hele taget har foreligget noget, der minder om kriminelt forsæt.  I forhold til uskyldsformodningen er dette en voldsom overskridelse af alting. Er enhver fyr ikke en potentiel voldtægtsforbryder, har han måske ikke begået voldtægt i sindet, når han ser en smuk kvinde? Kan flirt ikke føre til hvad som helst? Kan drenge – for det er vel dem, det handler om, ikke udvikle sig til voldtægtsmonstre, når de går i pubertet?

Så kommer vi til den sidste sætnings sidste led:

 

Vejen tilbage til fællesskabet

Poulsen laver her en finere sproglig finte: Hvilket forholdsord er relevant? Hvis man skriver “vejen tilbage i fællesskabet”, handler det om personer, der ikke er udstødt endnu. Skriver man “vejen tilbage til fællesskabet”.  Hvor er de unge menneskesker?  Er de allerede kriminelle, kriminaliserer man dem ved hjælp af børnepakkens nye sanktioner som påstået  af kritikere som fx. Retspolitisk Forening, Eva Schmidt eller Advokatrådet? Er der i virkeligheden tale om en sænkning af den kriminelle lavalder?  Det  ved jeg nok ikke. Men som ordet “kriminalitet” anvendes nu,  er dets betydning udvidet aldersmæssigt nedad og begrebsmæssigt til muligvis også at handle om forbrydelser, de pågældende aldrig har været i nærheden af at have haft forsæt til at begå. Handler det om dem, vi ikke kan lide, er forseelsens arts og omstændigheder underordnet, og betegnelsen kan til enhver tid – også lang tid efter straffen er udstået genbruges ud i det absurde.

Åben diskrimination overfor bandemedlemmer

Justitsministerens andet store nummer handler om at indføre direkte forskelsbehandling. Sammen med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (under hvem kontanthjælpen nu sorterer).

Igen handler det om at  straffe folk udenfor straffesystemet.  Nu skal bandemedlemmer, når de løslades, nægtes almindelig kontanthjælp, men nøjes med en ydelse, det ikke kan lade sig gøre at leve af alene. Det skal, mener Pape Poulsen, nok  motivere løsladte bandemedlemmer til et nyt, mere fromt  og anstændigt liv. Vi ved, at de borgerlige er troende; måske ikke så meget (som de selv tror) i kristen forstand. De tror på en slags syg incitamentsstyring.  De mener, at udelukkelse efter udstået straf motiverer folk med bandebaggrund til at slå ind på dydens smalle vej. Jeg har personligt ikke mødt så mange hærdebrede overtatoverede kassemedarbejdere i supermarkederne der, hvor jeg bor. Men selvfølgelig kunne omskoling til bankvæsen måske være vejen frem?  Normal kontanthjælp er overlevelseshjælp på det laveste niveau.

 

“Det er dybt forargeligt, at mennesker, der tjener penge på kriminalitet, også modtager kontanthjælp. Jeg har fra dag ét sagt, at vi som samfund skal slå hårdt ned på bandekriminaliteten og gøre livet så surt for banderne som overhovedet muligt. Derfor er det også vigtigt, at vi i kampen mod banderne bruger alle værktøjer og midler, som vi har til rådighed. Derfor ønsker regeringen at sende et klart signal til banderne om, at de ikke kan regne med offentlig forsørgelse på normale vilkår, når de har begået kriminalitet”.  Søren Pape Poulsen (2)

Citatet springer de udståede fængselsstraffen over.  Der indføres dermed en forskelsbehandling overfor bandemedlemmer, der ikke gælder for andre. Resocialiseringen får dermed et forløb, hvor bandemedlemmer henvises til ikke at søge ordinært arbejde, men at supplere integrationsydelsen med andre indtægter for at overleve.

Justitsministeriets pressefolk skriver i den anledning (2):

“En ny kortlægning fra Justitsministeriets Forskningskontor viser netop, at en del medlemmer af kriminelle grupperinger har modtaget kontanthjælp. Ved årsskiftet i 2016/2017 havde 39 pct. af de registrerede medlemmer af kriminelle grupperinger i Politiets Efterforskningsstøttedatabase (PED) på et tidspunkt i løbet af året modtaget kontanthjælp. Dette gælder 28 pct. af rockerne og 61 pct. af bandemedlemmerne. 23 pct. af de registrerede havde derudover en gæld til SKAT på mindst 100.000 kr. 28 pct. af rockerne har gæld til Skat på mindst 100.000 kr., mens det gælder 14 pct. af bandemedlemmerne.”

Da man ikke kan modtage kontanthjælp, mens forsørgelsen ordnes af Kriminalforsorgen, kan vi indledningsvis konstatere, at “medlemmer af kriminelle grupperinger” har modtaget kontanthjælp. Om de pågældende har begået ny kriminalitet, mens de var på kontanthjælp, fremgår ikke af citatet ovenfor. Ny er for mig sondringen mellem “rockere” og “bandemedlemmer”.  Det kunne jo modsat ses på den måde, at de fik præcis de samme muligheder og rettigheder som andre mennesker. Oplysningerne om gæld er i den sammenhæng helt irrelevante.  At Jobcentret bruger diverse hjemler med rette eller urette til at tilknytte tilbagebetalingsbetingelser til offentlige ydelser, virker vel næppe som argument for, at de skal have en lavere ydelse? Så længe de ingen penge har, er de fortsat beskyttet af reglen om trangsbenefice i retsplejeloven (man må ikke klippe hår af en skaldet). Deres tilbagebetalingsevne vokser ikke af, at de får en lavere overgangsydelse end andre mennesker.

I min tid var man værdig til at være rocker, hvis man havde en knallert af mærket Puch Maxi eller Tomos og havde en sort læderjakke. Men i vore dage er Bandidos og Hells Angells nok rockere, mens de nye forgreninger af LTF må være “bander”.   Lad det ligge, bortset fra at man blandt de løsladte nu fra Justitsministerens side måske sondrer mellem mere danske bander (Bandidos) og mellemøstlige (LTF).

Incitamentstankegangen overfor udstødte, der på den ene eller anden måde forlængst har erfaret, at samfundet har vendt dem ryggen, og at almindelige regler for andre i en tilsvarende situation ikke gælder for dem, ligner ren diskrimination.  Vores grundlov er smidig og rummelig. Justitsministeriets eget lovkontor har ladet det passere. Men det giver da anledning til en vis undren.

 Poulsen den Anden, Troels Lund Poulsen er glad.

 

Portræt af Troels Lund Poulsen

Troels Lund Poulsen, Beskæftigelsesminister (V) Steen Brogaard foto

Poulsen den Anden,  Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, siger til Justitsministeriets hjemmeside (2):

 

”Det er jo helt uacceptabelt, at så mange bandekriminelle modtager kontanthjælp betalt af de danske skatteborgere samtidig med, at de begår kriminalitet og modarbejder de værdier, som vores samfund bygger på. Derfor er jeg glad for at vi nu får ændret reglerne, så det har mærkbare konsekvenser for dømte bandemedlemmer, som ryger ned på den lavest mulige ydelse i en tre-årig karantæneperiode.”

 

Moderne politikere har lært at sige “Jeg er glad”.  Måske er det mig, der er lidt sart, men ret ofte er min nervøsitet velbegrundet. Når en politiker siger, hun eller han er glad, følges det ret ofte op af det gladeste vanvid.

 

Her er begrebsforvirringen nået klimaks.  Så længe de “bandekriminelle” sidder inde, modtager de naturligvis ikke kontanthjælp. Når de er ude, er de løsladte og modtager muligvis, hvis de opfylder betingelserne, kontanthjælp – og efter den lovændring, socialdemokraterne sammen med regeringen og DF nu har ladet passere, en lavere ydelse. Afstraffelsen fortsætter efter udståelsen af selve straffen. De er  i den tankegang fortsat kriminelle, og samfundet skal fortsat vende dem ryggen og ser helst, de skal blive ved, hvor de slap.

Men hvad der her vendes ryggen, er sammenhængskraften, muligheden for rehabilitering. Åben er kun vejen til at genoptage stofsalg, vold og ballade.

 

Konklusion

Justitsministeren og regeringen indfører her lovgivning, der har et usagligt diskriminerende indhold. Børn bliver hængt ud som kriminelle uden at have begået kriminelle handlinger endnu, de beskyttes ikke af den kriminelle lavalder som før.
Resocialisering af kriminelle, der har udstået deres straf og gerne skulle have muligheden for at finde en vej tilbage til et mere småborgerligt normalliv, får lagt snubletråde ud.  De henvises til fortsat kriminalitet, sådan som man kunne tro Poulsen I og II ønsker det – som platform for politisk kapitalrejsning.  Hvis kriminaliteten faldt yderligere, hvordan skulle man så vise mod og handlekraft i valgkampen. Hvordan skulle man ellers gå rundt og sige, “jeg er så glad”.  Selvglæden har da i det mindste retorisk , men nok også i virkeligheden, vundet over den selvkritiske sans.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1: http://www.justitsministeriet.dk/nyt-og-presse/pressemeddelelser/2018/bredt-flertal-reformerer-indsatsen-mod-ungdomskriminalitet

2:  http://www.justitsministeriet.dk/nyt-og-presse/pressemeddelelser/2018/ny-karantaene-skal-stoppe-kontanthjaelp-til-doemte

 

 

  2 comments for “Fra retspolitik til uretspolitik

  1. Stig Wørmer
    21. december 2018 at 19:07

    Hej Mikael, jeg er slet ikke enig…med det hele. Der er jo også politik bag. Jeg er partiløs og forbliver efter alle mavefornemmelser det. Men din kritik er god. Vi skal altid have denne debat, og vi ved at alle politikere vil redefinere sproget, så det passer ned i den partipolitiske/ideologiske lomme.
    Det er fint at gå bag fraserne…den politiske pop. Netop Pape Poulsen ligner ofte en poppedreng. Han ved, at det giver pote. Man lærer det hurtigt, når man ekspres kommer fra Viborg til en anden borg, Christiansborg.
    Men du ved også, at hvis politik bliver for kedeligt, så gider folk ikke. Så der skal boller med stærkt sovs på. Fru Frederiksen vil være “børnenes statsminister” og andre vil være fornuftens røst. Tja, sådan er der så meget!
    (Og så er den sidste sætning ikke engang min egen. Den stammer fra en afskedstale, som en vicerektor af den klassiske skole holdt, da hun talte om alle poppedrengene i gymnasieskolen, som skulle have fokus på “pigernes rolle” (de svage piger!) på “ansvar for egen læring” for ditten, dutten og datten af voxpop, der skulle peppe gymnasiet op (!). Den populistiske/dvs. poppede/ og narcissistiske (nogle sagde psykopatiske) opportunist-rektor stod ved siden af og måbede. Her havde han i mange år troet at fru XXX var en sand systemtilhænger og så sagde hun sørme, at alle de dyre tiltag bare var pop! Måske en digression i forhold til emnet. Men måske skulle Pape bare være rigtig konservativ! Glædelig Jul og Godt Nytår. – Jeg glæder mig til Dronningens nytårstale og frygter statsministerens. Hvorfor gør jeg nu det? Men det er en anden historie.
    LÆNGE LEVE DEN KRITISKE DEBAT!

  2. mikael
    21. december 2018 at 19:24

    Vi behøver næppe være enige. Men demokrati er og bliver en idealtype for mig, ikke bare en slags rammebetingelse, der er opnået.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.