Kirken som samfundsstøtte eller som omstyrter

 

 

Fotografi af Mikael Hertig

Mikel Hertig, M of Pol Sci.
Denmark

 

Kirken i fremtiden: Befrielse, oprør eller konservativ støtte?

Den katolske kirke er i bevægelse. Under pave Frans er der sket så meget, at det kan være svært udelukkende at se den som en højrevendt, bagstræberisk kulturstøtte i de kapitalistiske samfund i Sydeuropa. Men der er grænser. Lad mig indledningsvis huske den ærede læser på, at oldkirken var oprørsk, social, lighedsorienteret og politisk, indtil den romerske kejser tog den til sig som legitimerende støtte – “if you can’t beat them, join them”.

Jeg har ladet mig fortælle, at abbeden (eller prælaten, biskoppen) med ansvar for den berømte katedral i Santiago de la Postella i Baskerlandet har overleveret to kordrenge til retsforfølgning i det almindelige retssystem.  Deres forbrydelse har været at komme hash i alle røgelseskarrene, så deltagerne i gudstjenesterne kunne blive spirituelt inspirerede på en særlig høj måde.

Når man husker, hvordan den katolske kirkes eget indre disciplinærsystem beskyldes for at beskytte præster mod almindelig retsforfølgning i forbindelse med seksuelt misbrug, er udleveringen af drenge eller meget unge mænd til politi og anklagemyndighed værd at hæfte sig ved.

For hvem er kirken? Hvis er kirken? Og nu, hvor seksuallivsreguleringen ikke længere står øverst på den politiske delfiliste, hvordan skal den så positionere sig?

Forleden holdt nogle med tilknytning til vores folkekirke et møde om behandlingen af vore asylbørn . Høringen fandt sted i Københavns Domkirke, Vor Frue. Det har været bevægende, mener kirken selv jf. linket. Men Katrine Winkel Holm, Tidehverv (styret af Skrarupsk politisk ideologi) vil have den slags ud af folkekirken, fordi det efter hendes mening er “politisk”. For hende skal folkekirken ikke beskæftige sig med dagligdagens virkelighed og de dilemmaer i spændet mellem humanismens idealer og den sociale virkelighed. Den slags er “politik”. Kirken bør være en rituelmaskine, en forestilling, der ligger og kører imellem det indelige og det inderligt ligegyldige.  Der er fortsat plads til den form for synspunkter indenfor folkekirken. Det kan man efter min mening godt beklage, men sådan er den. Den er en værre rodebutik, og Tidehvervsprofeterne har sat sig urimeligt på den pressemæssige dækning af, hvad der sker i den.

Alex Ahrendsen bruger kristendommen som en slags identitetsmarkør og vil fejre Dannebrog som det kristne symbol på, at man kun kan vinde krige, når man har Gud på sin side. Det får mig til at spørge, om det er den samme Gud, vi tilbeder, og om den måde at være dansk på er min måde.

Disse måder at gøre Gud til et særligt argument for sit eget politiske standpunkt på viser for mig, at forbindelsen mellem kirke, folk og politisk hverdag under alle omstændigheder er uomgængelig. Tidehvervsvarianten er hyklerisk, Ahrendsensk vil vende Danmark tilbage til en middelalderlig forståelse af nutiden. Min og mange andres humanismevariant er et politisk projekt ude i hverdagen, hvor vi søger en del af vores inspiration i folkekirken og dens almindelige bekendelsesgrundlag.

Ude i virkeligheden foregår mudderkastningen, bagtalelserne, angrebene på dem med andre meninger. Og kirken er med.

Skal vi sige Gud ske tak og lov?  Næ, mindre kan gøre det

Ærbødigst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.