Pressens rolle i politisk dramaturgi

 

 

Dikotomisering som element i højrefløjens succesfulde mobilisering

 

 

Mikel Hertig, April 2017

Højrefløjen har sejret ad helvede til. Over partisystemet, over humanismen, over demokratiets fælles værdier.

Hvis nogen danske politikere har scoret omtale de senere år spiller  Martin Henriksen og  Inger Støjberg en særlig rolle. Andre gør det næsten lige så fint.  Det handler om provokation:

“Når du skriver eller siger noget, skal det vise en sådan grad af foragt, at koret af humanister nødvendigvis må reagere.”

 

Søren Krarup skaffede inspirationen til opgøret med humanisme og demokrati

 

 

 

Foto af Søren Krarup

Søren Krarup. – inspirerede til opgøret med humanisme

 

 

Det er med andre ord udfordringen af det demokratiske værdigrundlag, der forvandles til det udgangspunkt, de personligt kan rejse deres politiske kapital på. På værdisiden står superideologien bag dem alle, Søren Krarup, som den store inspirator. I hele Krarups værk læser man irritation over menneskerettigheder som sådan, en indsnævring af næstekærlighed, så den kan holdes i hans egne sko.

Bekæmpelsen af det fundamentale synspunkt “Vi skal alle sammen være her” har sin modsætning i en ademokratisk, fremmedhadsstimulerende retorik, som ligger bagved det hele.

Selv om Søren Krarups ånd således ligger under hele den retoriske formulering, er der sket et markant skift fra fokus på indhold til form, Mens Søren Krarup ikke havde nogen succes som politiker, havde han det derimod som inspirator. Med sin lidt latterlige, objektivisering gennem Tidehverv, hvor alt andet end hans egen forviklede quasiintellektualitet udhænges som “ideologi”.  Den manglende  evne til at sondre mellem værdigrundlag, virkelighed og ideologi har været det sproglige substrat for den fremmedhadende, nationalkonservative tankegang og dets succesfulde opgør mod radikale venstre og “den politiske korrekthed”, det slagord, der igen og igen udhænger humanisme som gammeldags og forkert. Hele den form for tankegang, der dels skabte Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, også kaldet modernismens gennembrud, og de progressive dele af grundtvigianismen, satte han under angreb.

Emnet her er ikke Søren Krarup, men det er nødvendigt for at forstå det politiske indhold i de provokationer, der har skabt Fremskridtspartiet, Dansk Folkeparti, tidehvervet majoriteten i  Venstre fra liberalt demokratisk til nationalkonservativt parti og suget Socialdemokratiet ned i smudset.

 

Fra indhold til form: Dikotomiseringens anatomi

Hvor Krarup som antydet har en slags intellektuel kapacitet, er hans ideologiske efterfølgere ikke nødvendigvis analytiske begavelser på samme måde som han. Det gradvise skift i dansk politik fra  samfundsopbygning (“Den bygning, vi rejser”) til decideret nedbrydning er præget af, at personerne nu efteraber, hvad de tror vælgerne mener i stedet for at tage et værdimæssigt førerskab. Det er nemmere at slå i stykker end at bygge op. Nedbrydningen kan gå stærkt, og dens lakajer har ret let spil.

Udgangspunktet er evnen til at opstille modsætningsforhold mellem mennesker. På den måde kan man negiligere det fællesmenneskelige udgangspunkt.

Forskelle mellem mennesker skal blæses op: Udlændinge, kriminelle etc. er ikke længere mennesker, men trusler mod det gode aldrig udtalte samfundsideal, nedbryderne står for. Det er under alle omstændigheder autoritært og etnofobisk. Argumenter, der ser på konsekvenserne eller værdigrundlaget, er overflødiggjorte.

Det gælder for ethvert udspil fra dem der vil nedbryde, at det skal provokere humanisme. Med ord som “politisk korrekthed”, “pladderhumanisme” og “godhedsindustri” nedgøres indirekte. Børn skal skilles fra deres forældre.  Udlændinge, der er gået over for rødt, skal udvises.  Strengere straffe, indespærring, adskillelse af familier, en meget snævrere definition af, hvordan begrebet flygtning defineres juridisk, vi kender alle de kageskabende initiativer, der stykke for stykke nedbryder den medmenneskelighed, der ellers var indbygget i vores struktur.

Det hele handler om at fremsætte en pressemeddelelse, et læserbrev, et tweet. Something.

Martin Henriksen

Foto af Martin Henriksen

Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Martin Henriksen foreslog først på året, at “ghettobørn” af kommunen skulle kunne udstyres med fodlænke, hvis den vurderede, at ungen “var på vej ud i kriminalitet”.  Forslaget udtrykker den tendens, DF hele tiden i sin nedbrydningsvirksomhed har stået konsekvent for.  Kommunen er en ny form for domstol, ikke blot et nærdemokratisk folkevalgt organ, der organiserer skoler, daginstitutioner, ældrepleje og nær infrastruktur. Forslaget er naturligvis i al sin skrupelløshed et slag i luften, bortset fra to ting.

  • Det bryder igennem den trykte presses mur     og
  •  Vi på venstrefløjen reagerer med moralsk afstandtagen

Det hele er forudseligt. Læserbreve og sociale medier flyder over med protester, Martin Henriksen kommer i fjernsynet og nogle af de protesterende himler op med moralske kvababbelser.

Den anticiperede venstrefløjs-afstandtagen er bygget ind i nedbrydningskonceptet, og vi overlader dermed dagsordenen til den notoriske idiot ( i ordets klassiske forstand).

Det er det, jeg kalder dikotomiseringens anatomi.  Martin Henriksen fremsætter kun forslag, der kan forudses at ville fremkalde den politiske korrektheds forargelse. Han ved, at det er den kvalitet, der får pressen til at bringe forslaget. Der ligger præcis forbindelsen mellem højrefløjen i dansk politik, dens omtale og så de blegnende Kristendemokrater, der i den henseende hverken kan gøre fra eller til.

Læs dagens dryp

Pressens delvist indbyggede højreorienterethed

 

 

Der er to parter med i spillet ud over Dansk Folkeparti: Pressen, som villigt bringer alt det sludder, manden disker op med, og vores forargelse på venstrefløjen.

De af os, der nød fornøjelsen af at gå til kapitallogisk træning  (“Til rekonstruktion af kapitalens omfangslogiske status”) husker sikkert, at et emne og en vending handlede om “Nyhedens varekarakter”. Hvis man lever af at sælge aviser, må man fremelske de kvaliteter, der gør avisens historier til kioskbaskere.

De helt igennem tumpede forslag fra Martin Henriksen og beslægtede stiller os i et dilemma. Forslagene kan ikke ties ihjel, for det risikerer at blive forstået som en slags accept. Og hvis vi går imod som forudset af den altid personfikserede presse, så  fremmer vi DFs og Henriksens forpulede dagsorden.

Pressen bliver med vores medvirken til en slags bugpresse, fordi den medvirker til at bringe historier, der egentlig ikke sætter saglig politisk dagsorden, hvis man tager dem for pålydende. Det handler om vælgerappel og ikke realiserbarhed af fjollede tiltag. Den egentlige dagsorden er bare at fodre svinehunden, og her fungerer svinehundefodermesteren fint.

Agendaen

Det aktivistiske pres på venstrefløjen har lagt den ned eller i det mindste bragt den i defensiven. S er nærmest med i konkurrencen om at komme på fremmedhadets sejrsskammel, og SF vakler mellem S og resterne af den humanisme, som fx. Gert Petersen og Ebba Strange i sin tid stod for.

Højrefløjen har stjålet dagsorden, suget kræfter ud. Hvad skal vi gøre? I et dansk skæmtesagn fra Jyllinge og omegn kom en bonde til at slippe djævelen ud af æsken. Djævelen talte tysk og spurgte igen og igen: “Was soll ich machen”. Den arme mand blev ved at blive tæsket løs på efter nye opgaver, indtil han slog en prut, der var så fed, at den kunne lugtes over syv kirkesogne. Han bad djævelen om at samle den ind og putte den i æsken igen. Og så fik han fred.

Politik i det lange løb handler om evnen, ikke til at rende efter vælgerne for at please dem, men dels om at forstå befolkningen, dels sætte sin egen dagsorden og finde mekanismer, der gør, at den bliver til en hovedsag.

Det handler om mobilisering.  Lad os prutte på Martin Henriksen og finde måder, der mere gøre pressen til en med– end til en modspiller.

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.