Fra kort til kontant? Pengepolitikkens fallit?

Kommentar

 

Af og til kommer vigtige aktører med tilknytning til banker eller detailforretninger med forslaget om, at kontanter skal afskaffes. De af os, der har en hang til kontanter af personlige grunde, har et andet mindre personligt. Det handler om penge- og betalingsvæsenets forvandling

 

 

“De danske pengeinstitutter indberetter årligt 20.000 til 25.000 mistænkelige transaktioner – hvoraf hovedparten involverer kontante transaktioner, fordi større kontante transaktioner per definition altid er mistænkelige”, skriver Anders Dam.

Af Mikael Hertig, cand. scient.pol (c)

 

Pengevæsenets politiske forvandling

Foto med pengesedler og visadankort

Kort og kontant. Foto august 2018 Mikael Hertig (c)

Er der nogle økonomer, der husker forskellen mellem primær og sekundær likviditet (eller valuta)?

Jeg fik mit første kontokort i 1985, da jeg blev ansat i Privatbanken. Det var smart. Der var en kontantautomat i hovedsædet, hvor jeg arbejdede. Jeg behøvede ikke gå til kassen, for der var en kontantautomat i forrummet ved elevatorerne i Ørkenfortet. Siden er det gået slag i slag med pengevæsenets digitalisering. Denne kommentar handler om pengevæsenets politiske forvandling. Før var bankerne under statens kontrol; nu ser det mere ud, som om det forholder sig modsat: pengevæsenet er under bankernes kontrol. I det omfang, der er noget om snakken, så passer det bedst ind i en neoklassisk og neoliberal økonomisk tankegang.

Umiddelbart burde det ikke spille nogen rolle, om der handles med kontanter eller ej. I det store forhold mellem bank og Nationalbanken handler det om de krav, Nationalbanken kan stille. De færreste af os går ind i en debat om graden af regulering eller deregulering, og vores kendskab til det er ganske begrænset. I almindelighed er det mit indtryk, at der blev indgrebet alt for lidt.
Den politiske diskussion om dette kan let gå hen og blive meget teknisk.

Ikke desto mindre er en stram pengepolitik nødvendig i  en tid med opgangskonjunktur som nu. Diskussionen handler om styringen af pengeinstitutternes udlånspolitik. Både finanspolitikken og pengepolitikken følges ad. Med andre ord behøver afskaffelsen af pengesedler og mønter ikke teknisk få nogen som helst konsekvenser for regeringens og nationalbankens økonomiske styring af bankerne. Men det kulturelle miljø, udviklingen finder sted i, har det med at flytte sig af sig selv. Hvis ingen har noget imod det, vil det umærkeligt kunne ske af sig selv. Det skrev forfatterne Bachrach & Baratz om i begyndelsen af 1960’erne. Jeg henviser til den ene af dem her. Vi har allerede smertelige erfaringer for den manglende lyst til at regulere pengepolitikken. For nogle dele af erhvervslivet og nogle politiske partier, herunder LA, har denne umærkelige magtforskydning fra statsmagt til banker karakter af erklæret politik. Men driften den veg kræver ingen yderligere diskussion, så længe der intet modspil er. Det er i sig selv påkrævet, og jeg opfordrer Alternativet, SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet til at sætte sig sammen og formulere en slags pengepolitisk udspil.

Kontanthjælpsmodtageres penge

Ordet kontant har flere betydninger. Men det betyder – uanset DDO – artiklen også “kontanter”, dvs. sedler og mønter. Ingen har måske undret sig meget over, at kontanthjælp udbetales til borgerens “nemkonto” i stedet for som rede penge.  I

Meningen med kontanthjælp er at holde mennesker, der ikke kan forsørge sig selv, i live på et beskedent leveniveau. Det reguleres flere steder, bl.a. i retsplejelovens § 509. Hensigten er at sikre husholdningens overlevelse. Det gælder for enhver, også en fattig husholdning, at nogle anskaffelser som fjernsyn, computer, vaskemaskine kan gå i stykker. Da kontanthjælpsmodtagere sjældent kan stifte gæld, og da de særlig ofte er ude for, at der modregnes i deres ydelser, plejer jeg at opfordre til, at de hæver først på måneden, og hvis det er muligt, foretager opsparing i kontanter (“under madrassen”).
Alle mulige transaktioner pr kort er gebyrbelagt, og det risikerer bankoverførsler også at være.

Så længe renten er meget lav, er det i almindelighed billigere at bruge og eje kontanter end at have sin husholdningskasse på en bankkonto

Vi ved, at det er dyrt at være fattigt. Men den stigende kriminalisering af at betale med kontanter hører virkelig til i diskussionen, fordi det rammer socialt meget skævt.

 

 

Konklusion: Vi mangler en diskussion om pengepolitik. Anledningen her – kontanternes mulige forsvinden – er lidt skæv, men god nok til at slå et slag for sedler og mønter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.