Danske overvejelser i forhold til Catalonien

 

 

Af Mikael Hertig, cand. scient.pol (c)

 

Hvad betyder ‘folkenes selvbestemmelsesret’?

Cataloniere i Barcelonas gader (c) Euobserver

I Danmark er vi efterhånden nødt til at forholde os til Catalonien. Bjørn Bredal skriver et efter min opfattelse muligvis nødvendigt indlæg (Politiken 29.10.17), som konkluderer, at “nationalisme altid er farlig”; på den anden side medgiver han, at den manglende imødekommenhed fra Madrid har ført Catalonien ind i “storspanske strukturer, der har hæmmet regionens udvikling.” Så det er et spansk problem, som højrestyret i Madrid ikke vil løse.

Det hævdes af og til uden slinger, at der ikke er flertal i Catalonien for løsrivelse. Men hvis det hele beror på en åben og fair folkeafstemning, så  vil dette jo afsløre sig ved den lejlighed.

 

En reel konflikt

Optrapningen af striden mellem Madrid-regeringen og den regionale selvstyreregering med tilhørende parlament i Barcelona viser, at konflikten er fokuseret og reel. Den kunne overhovedet ikke udfolde sig, hvis ikke den havde et eller andet folkeligt grundlag, både i Madrid og i Barcelona.  Det ser for mig ud, som om linjen der er lagt fra Madrid er plump, uklog og uforsonlig.

Nogle lande i Europa fik ikke det opgør efter deres fascistiske diktatur-tid, som er nødvendigt ved overgangen til demokrati. Hvor Tyskland (tidligere Vesttyskland) omstillede sig til demokrati på lange stræk på forbilledlig vis, skete det samme ikke for Østrig. Man kan diskutere, hvordan det gik i Italien. Den svage eller manglende omstilling til demokrati i Rumænien, og Ungarn kan bestemt nævnes i samme åndedrag.

Mit ukendskab til de konkrete spanske og catalonske forhold forhindrer mig i med skrå(rems)-sikkerhed at blive alt for kategorisk; ikke desto mindre er den instinktive konklusion, mange viser: i realiteten at vende cataloniernes oprør ryggen som nationalistisk, efter min fornemmelse overilet. Det kan være, Bjørn Bredal har ret i sin påstand – men behøver ikke nødvendigvis at have det. Den spanske nationalisme, der tilsiger fortsat ejerskab, er i så fald også farlig. Men hvad er temaet for debatten?

 

Separatisme og national identitet

Et ord, der ofte anvendes i forbindelse med løsrivelsesbevægelser, er ‘separatisme’. Ordet er ret diffust og samtidig udstyret med sin egen værdiladning: Den bevægelse, der vil skille sig ud fra en eksisterende statsdannelse, ses om det unaturlige element på forhånd, hvorimod statsdannelsen, bevægelsen vil skilles fra, er forudsat.

Wikipedias liste over separatist-bevægelser nævner sjovt nok Færøerne, men ikke Grønland.

 

Uanset hvordan man end vender eller drejer det, er sammenhængen mellem nationalt tilhørsforhold og personlig altid identitet åbenbar. Uanset om jeg som dansker oplever mig selv som nationalistisk eller ej, så er det herfra, min verden går.  Det ligger i sproget, i  naturoplevelsen, i litteraturen, i samtalerne. Det er derfor et problem, at kurdere opfatter sig mere som kurdere end som tyrkere, og at mange cataloniere opfatter sig mere som sådan end som spaniere.

Når danskere i den løbende debat om Catalonien instinktivt sammenligner situationen med det utænkelige tilfælde, at Lolland eller Bornholm ville skilles fra Danmark, overses i samme åndedrag det simple faktum, at der ingen massive bevægelser er for sådan en udskillelse. Derved havner diskussionen i et principrytteri, der lige præcis overser det faktum, at en stor del af den catalonske befolkning intenst ønsker sig et Catalonien med større selvstændighed, end højrestyret i Madrid ønsker at give. Den ignorerede kendsgerning ser for mig ud til at være, at en substantiel del af befolkningen mere føler sig som catalansk end spansk.

 

 

Woodrow Wilson: folkenes selvbestemmelsesret

 

 

 

Woodrow Wilson (1856-1924) , var amerikansk præsident fra 1913 til 1921 Han fremsatte princippet om folkenes selvbestemmelsesret

 

 

 

Den danske stillingtagen til nationale mindretals ret til at eksistere og til deres ønske om (større eller fuld) selvstændighed  dirrer mellem ren konformisme (alt skal blive som det er) og Woodrow Wilsons erklæring om folkenes selvbestemmelsesret. Den er lige knapt 100 år gammel. Det er i kraft af den, Danmark fik Sønderjylland tilbage.  Men det store spørgsmål er naturligvis: hvad er et folk, og hvornår har det lov til selv at bestemme?

Et af de almindelige svar må vel være: Man kan jo spørge ad, underforstået ved en velorganiseret og fair folkeafstemning.  Sådan en forsøgte den nu kriminaliserede selvstyreregering i Catalonien at arrangere. Men det blev, så vidt jeg forstår, forpurret af regeringen i Madrid.

Jeg ved for lidt til at konkludere ret meget i Catalonien-spørgsmålet. Alligevel er jeg overrasket over, hvor lidt der vakles, og hvor hurtigt den konforme danske presse og regeringen står fast på et skråsikkert, folkeretligt korrekt resultat.

Europa fortjener en mere nuanceret diskussion.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.