Juridisk notat: Bonus i Ringkøbing-Skjern Kommune er ulovlig

 

Billede af Mikael Hertig

Mikal Hertig  (c)

Resumé

Det er ifølge dette fortolkningsbidrag ulovligt, når Ringkøbing-Skjern Kommune gennem en bonusordning til medarbejderne  prøver at nedbringe omkostningerne til sygedagpenge. Konsekvensen bør blive, at ordningen ophæves øjeblikkeligt, og at en forvaltningsrevision gennemgår alle de afgørelser, der efter ordningens indførelse er faldet ud til skade for borgerne. De udbetalte bonusmidler skal ikke tilbagebetales. Hvis der foreligger nogen form for juridisk godkendelse af ordningen, bør den ansvarlige embedsmand herfor afkræves en forklaring.

 

Sagsfremstilling

 

Efter hvad der er oplyst i denne artikel har Ringkøbing-Skjern Kommune nedbragt sine omkostninger til sygedagpenge, efter at 25 medarbejdere er blevet lovet bonus for at nedbringe omkostningerne på området.

Det hedder bl.a.

Ringkøbing-Skjern: 25 medarbejdere i Ringkøbing-Skjern Kommunes sygedagpenge-afdeling har hver fået en bonus på 4.000 kroner. Medarbejderne har fået pengene, fordi det er lykkedes dem at opfylde det mål, som kommunen satte i december 2015, nemlig at der skal være færre borgere på sygedagpenge. Målsætningen er i den grad blevet opfyldt. I december 2015 var der 750 løbende sygedagpengesager. I december 2016 var der 481. Altså knap 40 procent færre.”

 

Journalisten har klogt nok spurgt til retssikkerheden i ordningen. Artiklens spørgsmål ses her:

Er det foreneligt med borgernes retssikkerhed, at en kommunal medarbejder har et økonomisk incitament i sagsbehandlingen?

– Ja, det er det, for vi arbejder med kompetente medarbejdere, som aldrig ville tilsidesætte borgernes retssikkerhed.  Ingen medarbejdere ville drømme om at tilsidesætte noget for egen vindings skyld. Desuden er der Ankestyrelsen, som vil hjemvise sagerne med en anden afgørelse, hvis vi ikke følger lovens bogstav eller intention. Der er også en revision, som sikrer, at vi følger reglerne. Hvis ikke vi gør det, risikerer kommunen at blive indberettet og miste sin refusion, siger Kim Ulv Christensen.

 

Relevant jura

Avisartiklen redegør på ganske glimrende vis, hvad kommunen må have haft i tankerne, da forvaltningen vedtog et indføre bonusordningen: Der er mange penge at spare hvis udgifterne kan nedbringes væsentligt.

Spørgsmålet her er, om ordningen med resultatløn/bonus er lovlig eller ej. Journalisten spørger, om et sådant incitament er lovligt  i sig selv, når det er knyttet an til en bestemt slags udfald af sagsbehandlingen i den enkelte sag?

I almindelighed er det altid sagsbehandlerens opgave at indsamle så meget relevant information i den enkelte sag, at det matcher en checkliste over de bestemmelser, der er nævnt i lovgivningen. Sygedagpengeloven er ret detaljeret. De temaer, der skal skønnes over i forlængelsessager (efter 52 uger), er:

Er udbetalingen i det hele taget berettiget, dvs. har betingelserne været opfyldt fra start?

Bestemmelsen i § 22 er udformet som en generel regel om, at efter  52 uger bortfalder retten til sygedagpenge. Herfra gælder der så en række undtagelser. Selv om det er undtagelser må loven efter ordlyden forstås, så hver mulig undtagelse med ret til forlængelse skal undersøges. Det drejer sig om mulighed for revalidering, iværksættelse af arbejdsprøvning, afventende lægebehandling, arbejdsskadeerstatningssag, særlige omstændigheder taler for forlængelse. Beskæftigelsesministeriet nævner mulighederne her.

Efter den almindelige forvaltningsret skal sagen oplyses tilstrækkeligt til, at alle relevante aspekter kan inddrages. Det fremgår ikke af

For at forstå problemstillingen er det vigtigt  lige at kende arbejdsopgaverne for forvaltningen i forbindelse med behandlingen af sygedagpengesager..

 

Saglig og usaglig forvaltning (magtfordrejningslære)

Kommunen har i forbindelse med sygedagpengeloven at sikre sig, at der udbetales sygedagpenge til alle, der efter loven har krav på det. Forvaltningens opgave består i at alle afgørelser bliver så korrekte som muligt. Der indgår et ret omfattende skønselement i mange af  de afgørelser, der handler om forlængelse af sygedagpenge efter 52 uger. Man kan efter lovens ordlyd nå til en generel konklusion om, at det overliggende tema for afgørelsen er en saglig vurdering af, om den sygemeldte har udsigt til at komme i arbejde igen eller ikke.

Det fremgår ikke af loven, men af forarbejderne, at ved nogle foranstaltninger, fx, ressourceforløb, kan borgeren risikere at få et mindre beløb end de almindelige sygedagpenge udbetalt. Det er de såkaldte jobafklaringsforløb.

I  Betænkningen  hedder det:

“Med reformen vil personer, der ikke opfylder betingelserne for forlængelse, overgå til et jobafklaringsforløb med en lavere ydelse, der svarer til kontanthjælp uden formue- eller ægtefælleafhængighed. Formålet med jobafklaringsforløbet er, at den sygemeldte kommer tilbage i arbejde. Det er lagt til grund for aftalen, at jobafklaringsforløbene gennemsnitlig har en varighed på 6 måneder.”

 

Nu er det ikke emnet her at polemisere mod lovgivningen. Men det udgør naturligvis både en fristelse og et problem for sagsbehandleren, hvis han i første omgang skal skønne over, om den person, der søger forlængelse, har udsigt til at komme i arbejde igen (og derfor er omfattet af lovens generelle undtagelser), at der også er en mulighed for at knibe udenom. For jobafklaringsforløb er så en billigere måde at lave ressourceforløb eller tilsvarende på.  Bestemmelsen er jo kritisabel i den forstand, at et skøn, der viser en positiv beskæftigelsesudsigt for den pågældende, kan være dyrere end et lidt mindre positivt.

Hvis nu kommunen har presset medarbejderne til at skønne i de enkelte sager, så flere kommer på jobafklaring og færre  får bevilget forlængelse, så foreligger der under alle omstændigheder en begrundet mistanke, der nærmer sig magtfordrejning. I dette miskmask må det vel siges, at lovgivningen med den form for incitamentsstyring medvirker betragteligt til uklarhederne.

Når dette moment er medtaget her, så skyldes det ganske enkelt, at der i udøvelsen af skønnet i forlængelsessagerne er et betydeligt rum til at udøve et sagligt skøn  Havde der været tale om mere skematiske udregninger og simple betingelser, så ville billedet måske have set anderledes ud.

Det forekommer her oplyst, at der er mulighed for at skønne mere eller mindre sagligt, og at dette påvirker de kommunale udgifter til sygedagpenge.

 

Bestemmelserne om speciel inhabilitet  er udtryk for, at man ikke vil udsætte nogen embedsmand eller politiker for mistanke om at et eventuelt usagligt motiv får nogen mulighed for at forstyrre sagligheden i den afgørelse, der er ved at blive truffet. Da generel inhabilitet populært sagt er så hyppig gentaget speciel inhabilitet, at den vil kunne gøres gældende i alle sager, så  er spørgsmålet, der skal stilles her:

Eksisterer der en mulig risiko for, at bonusordningerne påvirker afgørelserne?

Beskæftigelseschefen har sådan set selv svaret på spørgsmålet. Hensigten har hele tiden været at gennemføre besparelser.  Nu kan man så spørge: Er det nødvendigt, at en del af afgørelserne faktisk viser sig at være forkerte, for at man kan fastslå inhabilitet?

Den tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen skriver herom:

 

“At reglerne og principperne om speciel inhabilitet må anskues som forbud mod abstrakte risici og ikke blot mod konkrete skader i form af usaglige afgørelser får navnlig betydning i to henseender. Dels må det præge bestemmelsernes fortolkning og princippernes nærmere udformning, at de som udgangspunkt  skal finde anvendelse ganske uanset om en usaglig afgørelse er lidet sandsynlig i det konkrete tilfælde (f.eks. under henvisning til en høj grad af personlig integritet hos den muligt  inhabile eller til, at der er tale om en en høj graf af regelbundet afgørelse). Dels vil inhabilitetsreglernes karakter af en (ganske bred) sikkerhedszone kunne forklare, at man i visse tilfælde anser det for muligt og forsvarligt at fravige dem, især i tilfælde, hvor substitution (…) ikke er mulig eller dog forbundet med meget store vanskeligheder.”


Gammeltoft Hansen med flere, Forvaltningsret DJØF 2002 p 252

Kan man som følge af resultatløn med besparelser på området under disse omstændigheder rejse en mistanke indenfor den nævnte sikkerhedszone om, at der muligvis kan tænkes at være udøvet skøn, usaglige i den forstand, at kommunen har sparet på enten rene afslag eller overgang til den billigere afklaringsløsning?

Svaret må være klart bekræftende. Det kan ikke være andet.

Man kan stille det lidt spidst op som følger:

Den store besparelse er opnået ved en ændring af sagsbehandlingspraksis. Ingen har ment eller anført, at den tidligere praksis skulle have været fejlbehæftet eller ulovlig. Man må derfor lægge til grund, at besparelserne alene skyldes ændrede skøn. Som ovenfor anført er der ingen hjemmel i loven til at anlægge et rent besparelsessynspunkt i forbindelse med behandlingen af den enkelte sag.

Som det tydeligt fremgår af citatet ovenfor, flytter det ikke særlig overraskende forhold, at beskæftigelseschefen har tillid til sine medarbejdere, intet ved den konklusion. Det er den diffuse, abstrakte, teoretiske mistanke, der allerede skaber problemet.

Ordningen er ulovlig.

 

 

Konsekvens

Kommunen må ophøre med denne op tilsvarende ordninger med det samme.  De pågældende medarbejdere skal ikke betale deres bonus tilbage. Sagerne fra den periode, det handler om, må analyseres ud fra forvaltningsrevisionsmæssige principper. *
Er der sket fejl, må de tabslidende få udbetalt erstatning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.