Min verdslige prædiken til påskedag

 

portrætfoto af Mikael Hertig

Mikael Hertig
copyright Mikael Hertig

 

Påskedag  – det store kontroltab

Troen på Jesu Kristi opstandelse er ikke til at komme uden om, hverken for den troende danske kristne eller for ateisten. For den handler om det store kontroltab. Efter det gamle testamentes skabelses beretning fik menneskeheden til opgave at passe på jorden for Gud.

Myten om kristi lidelse, død og senere genopstandelse har vores magtesløshed som udgangspunkt.
Efter beretningen blev Jesus henrettet ved korsfæstelse langfredag, og igår lørdag var den dag, hvor fortvivlelsen og Guds fravær fremstod som en realitet.

Vore samfund skulle have passet på verden, men det kniber. Selv om vi har overstået jævndøgn for snart en måned siden, så lad mig citere Ole Wivel:

En Adam i os alle
hver stormfuld jævndøgnstid
kan høre nogen kalde
sagtmodig, trofast, blid:
Mit barn, mit barn giv agt
– Alt er igen uprøvet
i dine hænder lagt.

Ole Wivel står midt i fortvivlelsen og beder Gud om at tage verden tilbage for at få lidt skik på den. Det gik jo ikke så godt.
Det var ikke dig

Kampen mod ondskaben i verden kan aldrig blive en individuel sag, men er og bliver en fælles sag.
Den er fælles for mennesker, og på alle andre dage end langfredag og påskelørdag er den en fælles sag mellem mennesker og Gud.

Vi lever i en meget trosforvirret tid, hvor troen er blevet sækulariseret, liberaliseret og tilsidst individualiseret.

Ser man bort fra troens mystik og transcendens, så er det aspekt, genopstandelsestroen under alle omstændigheder efterlader til os, hvad man kunne kalde den underlige dialektiske modsætning mellem Guds påståede almagt og tilstedeværelsen af ufattelig ondskab i verden.

Perioden fra Langfredag til Påskedagen er gudløs. Gud og mennesker er efterladt til ondskabens tilfældighed. Eller som det står i Wivels digt:

 

En frygt på vore øjne

er lagt som ild og is.

Afmægtige og nøgne

vi ser vort livs forlis:

vor jord forladt af sol,

de stærke bjerge smuldret

fra nedbrudt pol til pol.

 

4 Og dog er vi i live,

Forpint samvittighed

vil troligt hos os blive

og nægte os vor fred.

Vort hjerte banker tungt

og søger i sin feber

mod håbets vendepunkt

 

.
Håbet. I det kristne mytologiske univers er livet uden Gud at være overladt til håbløshed.
Ingen Jesus, ingen Gud, ingen Helligånd.

Det næste digt udenfor det kirkelige vers er det, jeg læser op. Det er en hyldest til den af Gud beåndede verden, det sted, hvor håbet hører til. Rasmussens digt er ikke et opstandelsesdigt, men en hyldest til den verden, hvor opstandelsens gåde er en daglig realitet.

Halfdan Rasmussen var troende. Panteist, kan man med et fint ord kalde det.

Hans digt:

Noget om Kraft

Med store undrende øjne står jeg
hvor anemonerne lyser hvidt
Og midt i forårets lysvæld står jeg
og ser mod himlen og spørger blidt:
Hvem opfandt lærken og nattergalen?
Hvem satte knopper på birk og bøg?
Og hvem bestemte,
at netop svalen sku være svale og gøgen gøg?

Hvad er det for en slags reflekser
der kalder tudse og pindsvin frem?
Og hvem er det, der går rundt
og hekser i Hornbæk, Tarm og Jerusalen?

Thi alle steder er samme under
og samme kraft,
som gør sjælen stum.

Og alle vegne går folk og grunder
på livets dybe mysterium.
Men ingen svarer fra skjulte egne
og gir os grundig og god besked,
så jeg må svare på andres vegne
og formulere, hvad ingen ved:

Jeg tror, der ligger et barn dybt inde
i alle levende ting, der gror
et barn, som er som en fuglevinge,
en lille gud. der er evigt stor.

Jeg tror, han danser i altings hjerte
Jeg tror, han hviler i altings vækst.
Og alle underes under er det,
at han er ordløs og altings tekst

Han er i spurvenes sang i hækken,
i solsortfløjt og i hundeglam.
Og hvis du lytter
til tudsens kvækken og lammets brægen
– så er det ham.

Han er i regn og hvor støv
må tørste I sandets rislen. I træets saft.
I alt det mindste. I alt det største.
Den mindste enhed-.Den største kraft.

Hør, blæsten synger din sang, veninde!
Se, træet blomstrer på barnets bud!
Jeg tror, der lever et barn dybt inde,
en kraft, som aldrig kan drives ud.

16-04-2017

Tekstrække: FØRSTE RÆKKE

Salmisten skriver: Luk retfærdighedens porte op, jeg vil gå ind og takke Herren! Her er Herrens port, her går de retfærdige ind! Jeg takker dig, for du svarede mig og blev min frelse. Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne. Denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den. Herre, frels dog! Herre, lad det lykkes! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Vi velsigner jer fra Herrens tempel. Herren er Gud, han skal give os lys. Lad festprocessionen danne kæde helt op til alterets horn! Du er min Gud, jeg takker dig, min Gud, jeg priser dig. Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid. Sl 118,19-29

* Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus. Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande usyrede brød. 1 Kor 5,7-8

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Mark 16,1-8

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.