Grønland som koloni: Kjærgaard i verbalt overfald på afdød diplomat og Kim Leine

Rigsfællesskabet –  var Grønland koloni?

portrætfoto af Mikael Hertig

Mikael Hertig
copyright Mikael Hertig

Af Mikael Hertig, cand. scient. pol.

 

 

 

 

Dr. phil. Thorkild Kjærgaard44

Thorkild Kjærgaards karaktermord på Hermod Lannung

“Landsforædder”

I en stort opsat artikel i Weekendavisen 24. februar kaldte tidligere lektor ved Grønlands Universitet Thorkild Kjærgaard den i 1999 afdøde danske FN-diplomat og politiker Hermod Lannung for “landsforræder”.  Muligvis er det fint, Kjærgaard trods sine angreb undgår videre omtale. Landsforræderi er strafbart. Set i det lys er det heldigt, at Lannung forlængst er afgået ved døden. For så er Kjærgaard måske retligt beskyttet mod de anklager for injurier, som naturligt måtte være fulgt i kølvandet på artiklen.

Hermod Lannung.
Kilde: Hermod Lannungs Fond

I denne modige kamp mod virkeligheden har Thorkild Kjærgaard i en kronik i Weekendavisen  24. februar fundet det passende at kaste sig over den danske politiker, jurist og siden FN-ambassadør Hermod Lannung og i den anledning kalde ham ‘landsforræder’.  Kjærgaard er nationalist og  også modstander af tilstanden i verden efter anden verdenskrig, herunder ikke mindst afkolonialiseringen, som han mener gik alt for hurtigt.

Thorkild Kjærgaard indleder :

 

“En broget flok etnologer, minoritetsforskere og journalister”

“Med udgangspunkt i en debat på disse sider (WA, mh) har der de sidste tre-fire år om Kim Leines historiske grønlandsroman Profeterne i Evighedsfjorden (2012) udspundet sig en længere diskussion om Grønlands statsretlige status før 1953. Var Grønland en dansk koloni i 17. – og 1800-tallet som forudsat af Kim Leine? Har Grønland overhovedet været en dansk koloni.
To synspunkter har stået overfor hinanden: På den ene side en broget flok af etnologer, politologer, minoritetsforskere, journalister og politikere, som – i reglen uden nærmere begrundelse – har hævdet, at Grønland gennem århundreder var en dansk koloni, indtil man med Grundloven af 1953 blev integreret for ikke at sige overintegreret i Det Danske Rige.”

Overfor denne opsamling af mere eller mindre uvidende skidesprællere, vatnisser og pædagoger tager  Kjærgaard sig så til rette med den store ekspertise, hans livslange ophold på Danske Slotte og Herregårde  har bibragt ham. Og så kan han åbne sit sejrrige angreb på forlængst afdøde Hermod Lannung, der jo ikke selv kan tage til genmæle.

Max Sørensen, professor i statsret.

Som Kjærgaard indledningsvis anfører, er spørgsmålet om Grønlands kolonistatus et rent statsretligt emne. Nu er Kjærgaard jo historiker og ikke professor i statsret, så i stedet for de årelange diskussioner kunne han have konsulteret lærebøger i statsret.  Jeg vil her henvise til Max Sørensens “Statsforfatningsret” (1), p. 44-47.  De årelange ture i Kjærgaards dramaturgiske frem for videnskabelige musehjul kunne derved have været sparet.

Det hedder her bl.a.

“Under tidligere grundlove havde Grønland haft  retsstilling som koloni.” … “På den anden side var det et led i kolonistillingen, at en række af grundlovens bestemmelser ikke gjaldt for Grønland” ( ingen repræsentation i rigsdagen, ingen valgret, ingen valgbarhed,  idet fast bopæl i landet ikke var opfyldt, hvis man boede i Grønland, grundlovens magtfordelingsprincip gjaldt ikke for Grønland, og grundlovens frihedsrettigheder gjaldt ikke i Grønland.)

Max Sørensen anfører, at hensigten med at omformulere Grundlovens § 1 var at bringe Grønlands kolonistatus til ophør (Sørensen, 45).

Hvad Kjærgaard ser bort fra

Kjærgaard kaster sig i sit oplæg over, hvordan Danmark anvendte og ikke anvendte ordet ‘koloni’.  Han vil gerne se bort fra

“de tilfælde, hvor det af forståelsesgrunde var praktisk at bruge ordet “koloni”, for eksempel ved den internationale koloniudstilling i Paris i 1931 i anledning af 100-året for fransk tilstedeværelse i Algeriet, hvor Danmark viste flaget med en grønlandsk pavillon…”

Det skulle, bortset fra den interne danske omtale af de forskellige Vestgrønlandske byer og bygder, der regelmæssigt særskilt blev omtalt som “kolonier”, være rene undtagelser.

Efter denne ikke-statsretlige fabulerende eksegese når vi frem til 1946. og nu kan det sejrrige felttog mod den i 1996 afdøde Hermod Lannung indledes.
Men dog først efter at have opnormeret   dr. jur. Georg Cohn .
til den fremmeste statsretsekspert.

 

Cohn arbejdede formentlig  bare som embedsmand for  Udenrigsministeriet som politisk loyal medarbejder.

 

Cohn skrev ifølge Kjærgaard: “Efter Udenrigsministeriets formening er der ingen grund til at fremdrage Grønland i forbindelse med Indberetningspligten til De Forenede Nationer, idet man ikke mener, at dette land falder ind under begrebet ‘ikke selvstyrende områder’, sådan som det er bestemt i  de Forenede Nationers Forfatning.”

 

Hvorfor ikke læse bestemmelserne i FN’s charter?

I første omgang kunne Kjærgaard have konsulteret Max Sørensens  statsretlige begrundelser. Men bemærkningerne, som refererer til den statsretlige vurdering på universitetsniveau siden udviklingen 1946 fandt sted, kunne en skeptiker måske  have anset for et resultat af  den juridiske metodes mest udviklede kunstart: Efterrationaliseringen?

Nu springer Kjærgaard naturligvis over her, men så kunne han være gået til selve emnet:

Det handler om Artikel 73 i FN’s Charter.   Bestemmelsen indeholder præcis de betingelser, Sørensen nævner i citatet ovenfor.

Også her kryber han under barren i sit  hækkeløb.  Cohn ser ud til at være sendt til FN med besked om, at Grønland, set med danske øjne, ikke må udgøre noget problem i forhold til koloni- eller protektoratsstatus.  Cohn må have kendt til det lidt spegede, men allerede veletablerede trekantsdrama og spillet mellem USA og Danmark med hensyn til Grønlands fremtid og baseaftaler – det  andre siden kaldte “Den falske melodi.”

Opgaven ifølge FN’s charter af 1944  var at tilsikre, at landene sørger for at afvikle kolonier enten ved at gøre dem til selvstændige stater eller ved at udvikle selvstyre med demokratiske rettigheder i disse. Den “statsretlige vurdering”, som Kjærgaard  refererer til, ligner mest af alt et politisk ærinde, fordi man fra dansk side ingen ændringer ønskede med hensyn til Grønlands status.

Meget tyder på, at der i årene 1946-49 foregik et internt dansk-amerikansk slagsmål om Grønland. Danmark var ikke klar til at aflevere Grønland til USA som USA ønskede det. Samtidig var idégrundlaget for FN efter verdenskrigens rædsler en anden del af det mere idealistiske idégrundlag, bl.a. Hermod Lannung helt åbent stod for.

Hermod Lannung avancerede på Danmarks vegne til formand for FN’s 4 komité og meddelte, at han agtede at indgive en årlig rapport om Grønland til FN.

Men han anlagde nu den eneste juridisk mulige fortolkning af artikel 73. Den har stået der siden, og den kan ikke anfægtes statsretligt.

“Lannungs private udenrigspolitik”

Herom skriver Kjærgaard:

“Med dette skridt, som var lodret i lodret modstrid med tidens almindelige opfattelse af Grønlands stilling for ikke at tale om Udenrigsministeriets historisk og stats- og folkeretlige begrundelse, gennemtvang Hermod Lannung sin private udenrigspolitik, som hidtil havde været en ligestillet del af Det Danske Rige under Kongeloven af 1660, til en koloni. (De danske grundlove til og med Grundloven af 1915 gjaldt ikke for Grønland).”

Kjærgaards forsvar for den manglende kolonistatus er ganske enkel:  Han slutter modsætningsvis ud fra en ret fejlagtig antagelse om, at Grundloven ikke skulle gælde for Grønland overhovedet (se Sørensen 42-44), at Grønlands befolkning skulle være ligestillet med danske bønder før vornedskabets ophævelse.  De havde heller ingen frihedsrettigheder. Så det …. Med andre ord: Hvor Grundloven ikke gælder, gælder pr. automatik enevældens kongelov fra 1660 – altså ifølge Kjærgaard.

 

Kim Leine

Forfatteren Kim Leine
Center for European Studies

 

Med dette afsæt fægter Kjærgaard nu mod Kim Leine, der forsøges gendrevet med :

“I 17-1800 tallet, som er den tid, hvortil Kim Leines roman er henlagt, var Grønland ikke en koloni, men en ligeberettiget del af riget.”

Kjærgaards  fejltagelsen er åbenbar. Kjærgaard burde have holdt sig til den definition, også bagudrettet, som fremgår af FN’s charters  artikel 73.  Leine er bedre  til sin statsret end Kjærgaard.

 

 

Alf Ross’ notat

 

Professor Alf Ross. Kilde Alcethron Free Encyclopedia

 

Tilbage til påstanden om, at “Lannung for egen regning skulle have ført sin egen private udenrigspolitik.”

Det er og var en bærende del af FNs Charter, at både kolonier og protektorater skulle ændre deres retlige status efter verdenskrigens ophør.  Kapitlets overskrift i charteret er: “Non self-governing territories”,  Ikke-selvstyrende områder.  Enten skulle de frigives og blive helt selvstyrende stater, eller også skulle de tilstås en højere grad af Selvstyre.

Kjærgaard overser også det notat, den anden af samtidens store statsretseksperter, Alf Ross, sendte til statsministeriet i forbindelse med Grønlands folke- og statsretslige status.  Ross anbefalede her, at Grundloven skulle indrettes, så der blev banet vej for en statusfor Grønland,  der svarer til Færøernes dels med hensyn til fuld selvstændighed , dels en tilsvarende status med begrænset hjemme- eller selvstyre med tilknytning til Danmark. Notatet blev afvist og forlangt hemmeligholdt af statsminister Erik Eriksen under henvisning til, at grønlænderne aldrig ville være i stand til at kunne etablere et sådant selvstyre.

Udenrigsministeriet prøvede at etablere et vist pres på FN, fordi man dengang ligesom Kjærgaard nu ikke brød sig om, at Danmark skulle udsættes for negativ omtale ved at blive hængt ud som kolonimagt. Dette forhold er beskrevet i Hertig, S:  “Grønland og Danmark, et ligeværdigt forhold?” Roskilde Universitet 2012 Hertiggrldk2002a

 

Overser Kjærgaard enevældens afskaffelse?

Med andre ord overser Kjærgaard en hel del.  Da emnet nu er statsret og forfatningsret, mens manden selv må anses for  historiker, overspringes et par detaljer her og der.  For eksempel, at enevælden er afskaffet, at begrebet ‘koloni’  i dag  er veldefineret, fx. som anført i FN’s charters artikel 73.

Men mest af alt retter han et fuldstændig fejlspecificeret og injurierende angreb på Hermod Lannung.

“… det var selvsamme Hermod Lannungs kyniske hasardspil i det store FN-kasino med Grønland som indsats, der var årsag til, at øens skæbne i årene 1946 til 1953 hang i en tynd tråd, indtil det med den nye grundlov atter blev reddet ind i riget, nu som et amt.”

Lannung stod ikke alene. Med sig havde han den internationale folke- og statsretlige ekspertise, herunder også Alf Ross. At regeringen i denne periode prøvede at klamre sig til en fejltagelse, er  vel en politisk kendsgerning.

Videre hedder det:

“For den ryggesløst ærgerrige Hermod Lannung, der havde haft stort besvær med at få gang i sin politiske karriere, og som først efter fire mislykkede forsøg på at blive valgt til Folketinget, omsider, i 1939, erobrede en plads i Landstinget blev Grønlandssagen en døråbner for en stor karriere i FN, hvor han først avancerede til formand for den magtfulde 4. komite´, senere op gennem 1950’erne og 60erne blev medlem af og formand for en hel stribe forskellige komitéer og udvalg.”

 

Og så finalen: “Landsforræder”

 

“Det kan synes lovlig stærkt at kalde den almindeligvis højt respekterede Hermod Lannung for en landsforræder. Men det er vel ordet?”

Man  forventer normalt af en videnskabsmand, at jo mere opsigtsvækkende en påstand er, des stærkere skal dokumentationen være. Den standard lever Kjærgaard ikke op til med sin artikel i Weekendavisen.

Noter

1: Sørensen, Max: Statsforfatningsret, pp. 44-47 : sorensengrlst

  6 comments for “Grønland som koloni: Kjærgaard i verbalt overfald på afdød diplomat og Kim Leine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.