Marx og Marianne

 

To tekster: Marx og Marianne Christiansen

 

 

Farveportræt af Karl Marx

John Kleese udklædt som  Karl Marx

Hvis noget har præget den europæiske venstrefløj, har det været en afvisning af kristendommen. Til den konforme afvisning har samtidig hørt en manglende analyse af forholdet mellem kirken som institution på den ene side og religiøsitet og tro som fælles eller individuelle normer og forestillinger på den anden. Hvis man først kan slippe afsted med at afvise religion som vrangforestillinger, sat i system af magthavere for at aflede opmærksomheden fra magtens korrupte forbrydelser, så er der jo ingen grund til at kaste mere intellektuel ildkraft ind på den opgave.

Det er min opfattelse, at den danske socialisme er kristen, selv om den ikke vil vedkende sig det

Mine pædagogiske evner har ikke hidtil rakt til at forklare det, så jeg føler mig forstået.   Derfor gør jeg et nyt forsøg.

Det kan  undre, hvor megen kraft der igennem årenes løb er blevet brugt på socialisters afvisning af kirke og kristendom, uden at det har givet anledning til tvivl på den ene side eller nogen form for ny åndelig fremdrift på den anden. Men rethaveriskhed kan jo godt sejre over evnen til refleksion. Der er endnu en grund. Som jeg oplever det, sætter kristendommen individet frit, ikke i liberal forstand, men indenfor et solidarisk fællesskab.  Derfor er det anticiperede modsætningsforhold mellem socialisme og kristendom en hindring for, at begge kan befrugte hinanden og frigøre ressourcer, både politisk, materielt og åndeligt.  Det sidste her vil biskopperne næppe nikke ja til, men nok smile lidt indadtil, når ingen ser det.

Jeg har derfor sat mig for at sammenstille to anvendelige trosskrifter, Karl Marx: “Zur Kritik der Hegelschen Rechtsphilosophie. Einleitung”, hvor den hyppigt citerede påstand om, at religion skulle være “opium for folket” kan læses: herefter en  kronik af Haderslevs biskop, Marianne Christiansen.  Hendes påstand er, at “Troen er en modsigelse af enhver magtstruktur”.

 

 

portrætfoto af Mikael Hertig

Mikael Hertig
copyright Mikael Hertig

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg deler ikke mine mange socialistiske venners ateistiske tilgang til religion. Det har pirret mig længe.  Traditionen for ateisme på venstrefløjen i dansk politik har sin rod i et bestemt skrift af Karl Marx. Jeg har sat mig for at læse det igen.  Gennemgangen af teksten følger nedenfor. Artiklen her er en sammenstilling af Marx’ berømte indledning til sit skrift imod Hegel om den tyske retsfilosofi og en ny dansk kronik og en prædiken af biskop over Haderslev Stift, Marianne Christiansen.  Når det optager mig, er det i det inderlige håb, at nogle flere begynder at forstå deres egen indre religiøsitet – med eller uden kirke – som en drivkraft, der virker livet igennem, snarere end som en vrangforestilling om verdens fysiske indretning.

Det vender jeg tilbage til.

 

Om Marx: Til kritik af den hegelske retsfilosofi. Indledning

(Marx, Karl. 1843-44)

 Er religion nu også “opium for folket” ?

Den gængse oversættelse og fortolkning af citatet er forsimplet. Marx’ ærinde er, i det omfang der overhovedet er tale om en generalisering, ikke en påstand om, at religionen som sådan er opium for folket. Han skriver, at religionens elendighed er opium for folket. Han specificerer helt tydeligt, at i det omfang, samfundsmagten bruger religionen som middel til at aflede opmærksomheden fra samfundets nød og elendighed her og nu, så er der tale om opium for folket. Derimod siger han ikke noget rigtig klart om, at religion som sådan altid skulle være en sådan afledning af opmærksomhed.

“Das religiöse Elend ist in einem der Ausdruck des wirklichen Elendes und in einem die Protestation gegen das wirkliche Elend. Die Religion ist der Seufzer der bedrängten Kreatur, das Gemüt einer herzlosen Welt, wie sie der Geist geistloser Zustände ist. Sie ist das Opium des Volkes.”

[Den religiøse elendighed er et af udtrykkene for den virkelige elendighed og på samme tid udtryk for protestbevægelsen mod den virkelige elendighed. Religionen er den pressede skabnings suk, en hjerteløs verdens sind, sådan som  en ånd i åndløse tilstande er det. Den (religionens elendighed)  er opium for folket.]

Teksten handler ikke om religionen, men om religiøs elendighed, forstået som kirkers og magthaveres  misbrug af nød i verden til at fremme andre formål.

Indledningsvis indebærer en nærlæsning af teksten i første omgang tvivl om, hvad sætningens subjekt egentlig er. Som jeg læser den, indeholder den to led: 1)

Marx selv gør sætningen central, fordi han mener, at “religionskritik er forudsætningen for al anden kritik”.  Udgangspunktet er, at de religiøse forestillinger, mennesket skaber sig, producerer en art forvandling. Vi kan kalde den “projektion” i psykologisk forstand. Det er mennesket, der selv skaber de religiøse gudebilleder. De kommer ikke fra guderne, men fra mennesket selv. Læser man Marx som fundamentalister læser Biblen, så kan den diskussion, jeg ønsker at åbne for her, slutte med det samme.  Religionen, mener Marx, bruges af magthaverne til at skabe falsk bevidsthed, vrangforestillinger.

Han skriver:

Die Religion ist die allgemeine Theorie dieser Welt, ihr enzyklopädisches Kompendium, ihre Logik in populärer Form, ihr spiritualistischer Point-d’honneur |Ehrenpunkt|, ihr Enthusiasmus, ihre moralische Sanktion, ihre feierliche Ergänzung, ihr allgemeiner Trost- und Rechtfertigungsgrund. Sie ist die phantastische Verwirklichung des menschlichen Wesens, weil das menschliche Wesen keine wahre Wirklichkeit besitzt. Der Kampf gegen die Religion ist also mittelbar der Kampf gegen jene Welt, deren geistiges Aroma die Religion ist.”

På mere jævnt journalistdansk kunne man sige, at Marx angriber religion som en art fokusforskydning fra det konkrete menneskeliv, som det leves i hverdagen – her og nu – til de paradisiske tilstande efter døden.  Det religiøse åndelighed er efter denne fremstilling fup. Religionen bliver brugt til at legitimere nød og fattigdom i stedet for at bekæmpe den med. Med andre ord er påstanden om Guds eksistens fup, opfundet af magthavere som undertrykkelsesmiddel overfor nød og elendighed i befolkningen – en  art sutteklud, som i sin simple form må forstås som en traditionel og naiv opstandelsestro.

 

Marx kører endnu længere ud af den samme tangent (samme sted):

“Die Aufhebung der Religion als des illusorischen Glücks des Volkes ist die Forderung seines wirklichen Glücks. Die Forderung, die Illusionen über seinen Zustand aufzugeben, ist die Forderung, einen Zustand geben, der der Illusionen bedarf. Die Kritik der Religion ist also im Keim die Kritik des Jammertales, dessen Heiligenschein die Religion ist.”  

Når det tyske menneske skal gøre sig fri af de kæder, der som slaver binder det til den dennesidige jammerdal i håbet om den falske lykke efter døden, så sker det ved at se den historiske virkelighed i øjnene.

Marx forkaster ideen om “et tysk folk”, fordi det ikke har fælles historie, heller ikke i form af en fælles revolution. På den måde trækker han en blød parallel til Frankrig og revolutionen der i 1789.

Han skriver:

Die nachfolgende Ausführung – ein Beitrag zu dieser Arbeit – schließt sich zunächst nicht an das Original, sondern an eine Kopie, an die deutsche Staats- und Rechts-Philosophie an, aus keinem andern Grund, als weil sie sich an Deutschland anschließt.

Wollte man an den deutschen status quo selbst anknüpfen, wenn auch in einzig angemessener Weise, d.h. negativ, immer bliebe das Resultat ein Anachronismus. Selbst die Verneinung unserer politischen Gegenwart findet sich schon als bestaubte Tatsache in der historischen Rumpelkammer der modernen Völker. Wenn ich die gepuderten Zöpfe verneine, habe ich immer noch die ungepuderten Zöpfe. Wenn ich die deutschen Zustände von 1843 verneine, stehe ich, nach französischer Zeitrechnung, kaum im Jahre 1789, noch weniger im Brennpunkt der Gegenwart.

Ja, die deutsche Geschichte schmeichelt sich einer Bewegung, welche ihr kein Volk am historischen Himmel weder vorgemacht hat noch nachmachen wird. Wir haben nämlich die Restaurationen der modernen Völker geteilt, ohne ihre Revolutionen zu teilen. Wir wurden restauriert, erstens, weil andere Völker eine Revolution wagten, und zweitens, weil andere Völker eine Konterrevolution litten, das eine Mal, weil unsere Herren Furcht hatten, und das andere Mal, weil unsere Herren keine Furcht hatten. Wir, unsere Hirten an der Spitze, befanden uns immer nur einmal in der Gesellschaft der Freiheit, am Tag ihrer Beerdigung.

Ideen om Tyskland som nationalstat med sin egen retsfilosofi er, skriver Marx, “en anakronisme”, “en bedaget kendsgerning i de moderne folks fikserum.” Tyskland er ikke, mener Marx, nået frem til 1789. Om de politiske kræfter,  han selv tilhører, skriver han: “Vi, de forreste hyrder, befandt os kun engang i frihedens samfund, på dens begravelsesdag.”

Marx ønsker et opgør her med sin læremester ud i dialektikken, Hegel. Ærindet er dobbelt: Tyskland er ikke samlet som en forbundsstat endnu, men bevægelsen i den retning kører rundt omkring i de tysktalende konge- og fyrstendømmer. Hegel må have fremsat en påstand om, at der skulle eksistere en fælles tysk opfattelse af ret og retsfilosofi, hvilende på et specielt kristent grundlag.

Under alle omstændigheder er det i den sammenhæng, Marx skriver sin kritik af religionen som det underliggende fælles værdigrundlag. Man kan hæfte sig ved, at teksten er fra 1843-44, altså før de borgerlige revolutionsforsøg i Baden-Württemberg, men det blev jo netop slået ned fem år senere.

Set som tysk historie skal man helt frem til 1918, før oktoberrevolutionen i Tyskland førte til Weimar-republikkens oprettelse.

 

Andre kendere end jeg med langt dybere kendskab til Marx og Engels værker og politiske udvikling vil bedre kunne bidrage til at finde ud af konteksten her: Ville Marx som i manifestet en global revolution, og så han her den politiske dagsorden med Tysklands samling som en forkert dagsorden? I så fald var ærindet først og fremmest et angreb, ikke så meget på religion som sådan, men på en måde, kirken lod sig anvende som magthavernes redskab på i en konkret, tysk sammenhæng.  Marx fokuserer mere på  på anvendelsen af religion i en politisk kontekst, end nødvendigvis på fænomenet selv.

Marx’ religionskritik forbindes traditionelt og sikkert sandt nok med Feuerbachs opfattelse, at den historiske udvikling ikke sker som påstået af Hegel på åndelig, men på materialistisk, jordisk basis.  Mens mange borgerlige har det med at afvise Karl Marx som en værdifuld deskriptiv filosof og tænker på grund af de politiske implikationer, så er det mit indtryk, at Marx i det store hele på den bane må have slået Hegel af Herrens Mark.  Jeg kan ikke tælle kristne på een hånd, der mener, at verdens historiske udvikling foregår i en åndsverden for sig. Måske findes de, men de har ikke læst ret meget almindelig adfærdsvidenskab.

Det borgerlige demokratiske samfund har, uden at opdage det, på meget lange stræk accepteret den marxistiske virkelighedsopfattelse, men næppe dens tro – hvis den findes. Både hvad angår den historiske udvikling og brugen af dialektik som analyse- og synteseredskab. Marx har på den måde sejret, men ikke ad helvede til.

 

 

Marx om Luther

 

“Aber, wenn der Protestantismus nicht die wahre Lösung, so war er die wahre Stellung der Aufgabe. Es galt nun nicht mehr den Kampf des Laien mit dem Pfaffen außer ihm, es galt den Kampf mit seinen eigenen innern Pfaffen, seiner pfäffischen Natur. Und wenn die protestantische Verwandlung der deutschen Laien in Pfaffen die Laienpäpste, die Fürsten samt ihrer Klerisei, den Privilegierten und den Philistern, emanzipiert, so wird die philosophische Verwandlung der pfäffischen Deutschen in Menschen das Volk emanzipieren. Sowenig aber die Emanzipation bei den Fürsten, sowenig wird aber die Säkularisation der Güter bei dem Kirchenraub stehenbleiben, den vor allem das heuchlerische Preußen ins Werk setzte. Damals scheiterte der Bauernkrieg, die radikalste Tatsache der deutschen Geschichte, an der Theologie. Heute, wo die Theologie selbst gescheitert ist, wird die unfreieste Tatsache der deutschen Geschichte, unser status quo, an der Philosophie zerschellen. Den Tag vor der Reformation war das offizielle Deutschland der unbedingteste Knecht von Rom. Den Tag vor seiner Revolution ist es der unbedingte Knecht von weniger als Rom, von Preußen und Österreich, von Krautjunkern und Philistern.”

Marx påstår, at Luther skulle have lavet en religiøs-politisk saltomortale: Han gjorde lægmanden til pave, og paven til lægmand. Men da Luther reelt adskilte troen fra det politiske regime, så var frisættelsen af det enkelte menneske bare overladt til fantasien, ikke til det levende liv. De livegne måtte leve i  lænker. De nye paver blev fyrsterne med deres klirasier og privilegier. Det blev til en slags teoretisk set mulig åndelig frigørelse, som blot led under ikke at få materielle politiske konsekvenser. I Lutheråret må denne side af  Luthers kirkelige revolution naturligvis begribes og forstås. Det havde jo været en forfærdelig pastiche, hvis man bare udnævnte ham til forsvarer af politiske ideer, der opstod tre århundreder senere.

 

 

 Marianne Christiansens kronik:
Troen er modsigelsen af enhver magtstruktur

(først bragt i Politiken 25. december 2016, siden bragt på Haderslev Stifts hjemmeside.)

billede af biskop Marianne Christensen

Marianne Christiansen (foto: Haderslev Stift)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tro, religion og kirke skal ikke have plads i samfundet. Tro, religion og kirke giver plads i samfundet”

 

Tro er ikke noget, man vælger. Tror er noget der er i samfundet, og som man har.

Sådan vil jeg udlægge Marianne Christiansens julekronik fra 2016. Den findes, ligesom seksualiteten og historien, fysisk som kirken og kroppen, ideelt som forestillinger og myter. Jeg opfordrer læserne, der er nået hele vejen frem til kronikken, til at læse den. Der er linket til den højere oppe i artiklen – men hvis du nu er nået hertil, så kan du få lov at hente den her.

 

Læsepause

 

 

Hvor det efterhånden er blevet almindeligt, ikke mindst blandt de marxistisk inspirerede socialister, at reducere ‘tro’ til vrangforestillinger af en sær uforståelig åndelig art, nogle mere primitive medborgere fortsat går rundt og lider af, fremstiller Marianne Christiansen intet overhovedet, der giver medløb til den socialistiske kritik. Tværtimod er det basale postulat, at uden tankens frihed under devisen “Die Gedanken sind frei” er der ingen frihed overhovedet.

På det individuelle niveau er trosfrihed for MC frisættelsens udgangspunkt. Der er altid tro i enhvers forestillingsverden, således som hun ser det. Man kan måske frasige sig en bestemt religion udadtil, men ikke rigtig løbe fra sine egne forestillinger:

“Alt, hvad der fylder mennesker med hengivenhed og lidenskab, kan potentielt bruges i krig. Men en verden uden hengivenhed og lidenskab – ja, forsøgene har været gjort og vil sikkert blive gjort igen.”  

Som jeg udlægger teksten, er det næsten mennesket umuligt at smyge sig af med lidenskab og hengivenhed – egenskaber, MC henregner til religiøsitet. Hendes ærinde med kronikken er også  at udtrykke sin dybe bekymring over, at der gøres forsøg på at lukke sprog og symboler, der hører religiøsiteten til, ude fra det sociale liv.

Derefter fastslår hun at statens sekularitet er sikret gennem grundloven. Med andre ord opfatter hun de vedholdende angreb på grundloven for at give folkekirken status som statskirke som komplet fejlspecificeret. Det hedder i kronikken ‘det sekulære samfund‘, modsat det ‘sekularistiske‘. Det sidstnævnte forbyder religion og udskiller den fra det sociale liv, reducerer den til noget udelukkende individuelt.

Dermed får Marianne Christiansen lagt op til den centrale påstand:

“At troen og religionen skaber plads i samfundet, når den ikke selv er bastet og bundet til staten, skyldes, at troen og religionen er modhistorier og modsigelse af den til enhver tid givne magtstruktur”

 

Med andre ord ligger der i kronikken indlejret påstand, også rettet mod den socialistiske fløjs ateisme om, at ærindet om at ville forbyde og regulere religionsudøvelsen kun kan resultere i totalitarisme. Jo mere, der udskilles, jo mere man binder mund og ånd, des mere totalitarisme og konformitet får man ud af det. Jeg er ikke personligt i tvivl om, at mange ateister ikke ønsker den konsekvens. Men der er grund til, at de tænker sig om en ekstra gang. Det gælder også i en tid, hvor andres religiøse skikke forsøges underkuet. Adressen til Poul Henningsen  og dermed kulturradikalismen er klar.

 

Rammer Marx nu Marianne ?

Jeg kan ikke se, at de prædikener, der stort set prædikes i folkekirken, snyder folk med at udlægge teksten som en slags med 100 % transcendens fuldgodt løfte om garanti for et liv i paradis efter døden. Folkekirken har gennemløbet en udvikling, præget af fokus på livet før døden.  Ikke mindst har de to århusteologer Regin Prenter og  P.G. Lindhardt  medvirket til at fjerne folkekirken fra  en noget bogstavelig paradistro som kristen identitetsmarkør.

Den af Marx påståede byttehandel afspejles overhovedet ikke i Marianne Christiansens kronik eller i prædikener, som vi kender dem landet over.

Kort sagt er det mit indtryk, at folkekirken befinder sig et helt andet sted end der, hvor de socialistiske ateister tror, den er. Men da motivationen for at lære den at kende er minimal, kan man konstatere, at de kun lever op til andres almindelige fordomme om skråsikkerhed på dette punkt. Det er naturligvis en generalisation med store undtagelser – men den holder et godt stykke hen ad vejen.

Når Marx til gengæld angriber Luther for at have ført religionen ud af de materielle livsvilkår og dybt ind i sindet, må det forekomme, at pointen har sejret næsten ad helvede til. Hvor den katolske kirke stod for under paven både at have det verdslige og det åndelige sværd, endte reformationen med reelt at føre begge dele over til fyrster, konger og kejsere.

Hvor Marx reelt afviser sækulariseringen som noget, der får en material betydning, mener Marianne Christiansen, at den finder sted i Danmark på Marx’ tid ved indførelsen af religionsfriheden i en proces, der vel blev forfatningsmæssigt fastslået i 1849.

Folkekirke,  tro og politik

Med indførelsen af trosfrihed i 1849 er tanken gjort fri. Anser man udelukkende tro som et indadvendt personligt anliggende, er der måske en mere eller mindre forstået linje tilbage til Luther. Men mennesket er et socialt individ, og enhver kan vel se, at tro udfolder sig i kulturer.  Da tro handler også handler  om lidenskab, fællesskab, hengivenhed og også udfoldes sådan, så vil jeg her opfordre til, at ateisterne for en stund antager denne vurdering af, hvad tro også er.

Troen er blevet forvandlet til, at tvivlen har sejret over fællesskabet. I Grønland, hvor jeg bor, spørger befolkningen overhovedet ikke, om den er kristen eller ej. 98 % svarer prompte, at de er kristne, når de bliver spurgt. Spørger man den samme befolkning oveni, om den samtidig tror på shamani, er der også et positivt svar på godt 40%. Troen er en praksis i kulturen og noget, folk samtidig har i sindet.

For mig at se er påstanden om, at det er mennesket, der har opfundet myterne, ikke noget, der behøver adskille folk fra troen. For troen udmønter sig i vore forestillinger om livet før, livet under og livet efter døden, dets mening og moral. Troen er bare en del af det levende sociale liv.

Ole Wivel skrev:

“Før sang men roligt salmer
i fattet tro på Gud.
Men gammel enfold falmer
som løv og slettes ud
i denne jævndøgns tid
hvor hjerterne er delte
og med sig selv i strid.”

Med sækulariseringen er tvivlen rykket mere i forgrunden.  Historien om den vantro Thomas hører alligevel troen og ikke vantroen til.
Tvivlen er tro, ikke vantro.

Samtidig kan vi glæde os over – ligesom Marianne Christiansen – at folkekirken er blevet frigjort fra på statsmagtens vegne at skulle regulere seksuallivets udfoldelse.

De af os, der holder meget af folkekirken, dens ritualer, dens musik og dens progressive præster, savner socialister på bænkene, så salmecykleriet kan få en mere social retning. Socialister ville klæde den.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.