Den korte avis – løgn eller bare holdning?

portrætfoto af Mikael Hertig

Mikael Hertig
copyright Mikael Hertig

Lad mig begynde et sted. Jeg er ikke i stand til at bedømme Den Korte Avis. Jeg har overskud på forargelsesbalancen i tiden. Derfor behøver jeg ikke lede efter mere, og jeg forventer ikke at blive forsynet med redelig information heller. Jeg læser Bjerrehuus på Facebook. Dermed er mit behov dækket.

Wørmer: de lyver ikke

 

 

En ven fra den anden side af grøften, Stig Wørmer, skriver:

“Hvis pressechefen havde påstået at Den Korte Avis nyheder var fyldt med løgn, så havde vi fået en retssag. Men jeg kan ikke se at historierne er løgn! De ligner snarere et grufuldt billede af virkeligheden. Ja, hvis den politiserende pressechef, repræsenterer virkeligheden, så må vi bede om en anden virkelighed, tak!”

“Jeg betragter Den Korte Avis som absolut ensidig, skævvinklet og anti-indvandring”

Wørmer problematiserer med disse bemærkninger den kørende annonceboykot ud fra en betragtning om, at DKA ikke lyver. Jeg er som nævnt ude af stand til at afgøre dette; vi lever i en postfaktuel tid med løgn og bedrag i pressen, og det skal vel påvises hver gang, det er muligt. Og så skriver han:

“I stedet foretrækker de [venstreorienterede danskere] at moralisere over at en ensidig avis bringer ubehagelige sandheder. Fy for den! Vi vil ikke høre om den ubehagelige virkelighed her i vore virkelighedsafskærmede boliger! Nej, vi vil ikke!”

Efter almindelig journalistisk objektivitetstro må en “skævvinklet” artikel nødvendigvis være forkert eller løgnagtig, uanset om den kommer fra “Arbejderen” eller DKA. Det er præcis emnet her, og Wørmer skal have tak for at bringe emnet på bordet.

Ikke fordi jeg synes, anledningen er passende. Der er ikke og skal ikke være annonceringspligt til finansiering af pressen. Annoncørerne må selv om, hvor de vil annoncere, og det får aldrig noget som helst med ytringsfrihed at gøre.

Portræt af Stig Wørmer

Stig Wørmer

Men vi må alle acceptere, at spørgsmålet om, hvorvidt en avis er redelig eller uredelig, prøves ved dens omgang med “sandheden” eller “virkeligheden”. Vi må alle acceptere, at hvis en racist fremsætter en påstand, for eksempel om danske muslimers kriminalitetsfrekvens, så må en del af diskussionen udspille sig om, hvorvidt påstanden har noget på sig eller ej. Jeg vælger med vilje det eksempel, fordi vi ved, at påstanden næppe kan kaldes løgn. Der er  mig bekendt en signifikant forskel mellem “vores” og “deres” kriminalitetshyppigheder i bestemte aldersgrupper, og i bestemte geografiske områder.

Det betyder ikke, at en sådan påstand er den eneste sande. “Interessen lyver aldrig”, skrev Macchiavelli.

Den bedste forklaring knalder ikke racismen ud. Racismen er en holdning

Nobelpristageren Gunnar Myrdal påviste overfor den amerikanske regering i 1960’erne, at påstandene om den sorte befolknings lavere intelligens end den hvides forsvandt, hvis man korrigerede for sociale og uddannelsesmæssige variable. Der var altså en bedre forklaring. I almindelig videnskabelig kontekst er det sådan, at den bedste forklaring har det med at vinde over den ringere. På den anden side kan man ikke videnskabeligt dementere en racistisk holdning, for det er jo netop normativt. Men man kan afmystificere udsagn, som ikke holder, som utilstrækkelige eller unuancerede.

Derfor antager jeg, det kan blive svært at  vinde en sag over Den Korte Avis ved Pressenævnet. En anden grund er naturligvis, at DKA netop ikke vil for Pressenævnet og derfor ikke deler moralsk udgangspunkt med den seriøse presse.

Det er noget andet end “skævvinklede”. Når man på den måde sammenligner artikler i “Arbejderen” med artikler i DKA, så er det samme prøver, de bør udsættes for.
Pas på de “troværdige kilder”

Det er ret normalt at ville skyde genvej ved at rangere kilder efter troværdighed. Den holder ikke vejen igennem, selv om mange af os i praksis benytter den fremgangsmåde, når vi vil orienteres. Grunden er, at de falske nyheder eller de dårligere artikler har det med også at dukke op i de mere troværdige medier. Måske ikke  så hyppigt som i dem, nogle kan kalde “skævvinklede”. Men skævvinklingen har det med at følge iagttageren: Jo mere man er enig med grundholdningen hos sine informationskilder, des mere retvisende anser man dem vel for at være?

Wørmer har en pointe.  Jeg bliver ikke enig med ham i spørgsmålet om indvandring lige de første 10 år, antager jeg. Men det er da almindelig videnskabelig og redelig metode, der skiller sandhed fra løgn.

Dermed kan enhver vende tilbage til DKA. Og enhver, der vil skelne mellem sandhed og løgn, må anerkende, at det ikke er holdningen, der alene afgør den sag.

Faren ved udelukkende at fæste lid til troværdige kilder er tilbøjeligheden til, at de er systemkonforme. Kernen i højrefløjens kritik af venstrefløjen går under betegnelsen “Politisk korrekthed”. Uanset den kendsgerning, at de selv leverer en anden konformitet, der  bygger på frygt andre værdier, der hiver andre virkelighedsaspekter frem, andre forklaringer og (mis)forståelser, så er og bliver sammenhængen nu engang, at der er visse elementer af sandhed i de svar fra virkeligheden, højrefløjen hiver frem til at bygge sin politiske position på.

Det er i den verden af politisk uoverensstemmelse, vi befinder os. Tendensen til, at vi foretrækker hver vores form for pakke, der består af både kendsgerninger og holdninger, er vokset stille og roligt gennem de senere år.

Med andre ord er der noget mindre neutral viden, som vi kan enes om; og det værste ved netop den neutrale viden, vi er enige om ser ud til at være, at langt det meste tilsyneladende ikke er politisk relevant.

  2 comments for “Den korte avis – løgn eller bare holdning?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.