Postfaktuelt samfund: Værdikompasset – venne- og fjendebilleder

portrætfoto af Mikael Hertig

copyright Mikael Hertig

 

 

 

 

 

 

 

 

af Mikael Hertig, cand. scient. pol.

Historikeren Søren Mørch skrev, at Socialdemokratiets sammenhold og identitet skulle være forsvundet med murens og kommunismens fald. Iagttagelsen har noget på sig. Hvert  menneske tager stilling til en hel masse forskelligt livet igennem, og noget af det har en styrke og varighed, som sætter dagsorden for vedkommendes værdiorientering.

Vi lever i en ting, hvor meget både i globalt og i individuelt perspektiv ser ud til at ramle sammen eller i det mindste være truet.

I mit personlige liv mistede jeg venner på det, jeg vil kalde racisme-kontoen, hvor jeg ikke havde troet det muligt. Jeg nægtede at der skulle være nogen særlig ret til at være nationalracist, det gjorde de ikke, og så smed de mig bogstaveligt ud. Tab af venskab er altid tab, navnlig når venskabet ellers har bestået over en tredive år af ens liv. Men dybest set er det i orden. Det vender jeg tilbage til.

Billede af et kompas. Gyldent, amerikansk sprog

Kompas

Kompasset som billede på værdiorientering

Søren Mørch’s fremstilling bygger på, at fjendebilledet kan fylde det hele, eller måske lidt mere raffineret forstået, at den positive del af retningen går hen og bliver diffus.

Vi har i den løbende politiske debat masser af diffuse begreber stående centralt.
“Terrorisme”, “terrorister”, “islamister” “hadprædikanter”, “venstrefløjen”, “politisk korrekthed”, er den for mig at se negative variant af tidens højrefløjssprog.

Derved har jeg også placeret mig selv i den brede forståelse af,  hvad dansk politik er.

Ganske vist kan begreberne naturligvis ikke vendes om. Ligesom alle de andre er jeg ikke tilhænger af terror som fænomen, af terrorisme eller terrorister. Jeg er nok lige så meget som højrefløjsfolket imod hadfabrikanterne. Men vi er diametralt uenige om, hvem det er. Og sådan kunne vi blive ved.

Der er en tendens til at overse, at hver gang, vi udtrykker noget negativt, så har det ligesom kompasnålens retning også en positiv side.

Det er helt tydeligt, at vi lever i en underlig tid, hvor mange erklærer sig uskyldige. Vi frikender os selv og har så svært ved at vedgå de fejl og mangler, vi hver især er udstyret med. Det gør den almindelige menneskelige omgang mere fjendtlig. Hvis vi lever i en verden, hvor tilgivelse bliver mere vanskelig, bliver forandringer i sind, tanker og handlinger også vanskelig.

For mig at se er det givet, at når det handler om et enkelt politisk synspunkt, så indeholder det noget, der kan udtrykkes positivt.  Nu er det i virkeligheden sådan, at værdierne kun vanskeligt kan adskilles fra de beskrivelser af virkeligheden, som de præsenteres sammen med. Værdier uden en virkelighedsbeskrivelse eksisterer nok slet ikke.

I det store verdensbillede har kampene mod nazismen, kommunismen, siden terrorismen og måske det inkarnerede billede heraf, islamismen, fyldt godt op i USA’s og Vesteuropas politiske orientering.  Fjendebillederne havde dels en dæmonside, dels det inkarnerede, der personificerede den ondskab, man orienterede sig imod.

Rationalitet uden et kompas er umulig. Den effektive måde at nå et politisk mål på består i at vide, hvor man vil hen. Rationalitet vedrører alene udførelsen af en sådan opgave med så stor viden om retning, udfordringer under vejs og ikke mindst bivirkninger, når man ser sig for efter andre mål, man så mister muligheden for at nå.

Når virkeligheden udenfor ændrer sig, flytter ens billede af den også. Og med den ændrer ligeså umærkeligt klumpen af mere eller mindre sammenhængende værdier – kompasser med hver sin retning – også.

Den politiske ret til at være dum og uvidende er forudsætningsvis blevet et dominerende prærogativ.

Den nye postfaktualitet ytrer sig ved, at der svindles med de svar, virkeligheden kaster tilbage, når den bliver spurgt. Et helt legio eksempel er den nyvalgte amerikanske præsidents forkastelse af den videnskabeligt fuldt sandsynliggjorte sammenhæng mellem samfundenes energiadfærd og global opvarmning. I klassisk juridisk sammenhæng kalder vi det magtfordrejning, usaglighed og inhabilitet. Men disse begreber kan kun pådømmes i forvaltningsretlig sammenhæng, ikke i storpolitisk. Den politiske ret til at være dum og uvidende er forudsætningsvis blevet et dominerende prærogativ.

Postfaktualiteten har altid eksisteret, ikke mindst i form af dårlig videnskabelig eller journalistisk metode. Det har været helt klassisk i dårlig amerikansk journalistik at etablere urimelige sammenligninger. Under den kolde krig var både tidsskrifter og aviser fyldt med artikler, der sammenlignede det levende, fattige liv i USSR (Rusland og de daværende østlande) med de demokratiske principper i Vesten. Man undlod i virkelighedsbeskrivelsen at sammenligne den russiske værdiorientering – herunder retfærdiggørelsen – med den amerikanske eller vestlige og snød sig til metodisk angribelige genveje for at bekræfte en aldrig direkte udtalt hypotese om at Vesten skulle være dejligere, rigere, bedre, mere demokratisk og mere socialt retfærdig end østblokkens lande.

Når der drives hæderlig journalistisk eller videnskabeligt arbejde, skal værdipræmisserne indgå i hypotesen. Der skal stilles en metode op, der gør det muligt at forkaste hypotesen, for udgangspunktet i al forskning er, at man vil give virkeligheden en rigtig fair chance for at dementere ens hidtidige fordomme.
Endnu værre er den efterhånden overalt udbredte teknik, hvor aviserne sender omnibusspørgsmål ud, men hemmeligholder de dele af svarene, som redaktionerne fra et væsentlighedskriterium fravælger at bringe. I stedet vælger man de mest provokerende udsagn om virkeligheden ud og lader de ordinære ligge.

Vi har så vænnet os til at forkaste relevante udsagn om virkeligheden og dens begivenheder på helt samme måde, som dårlig journalistik og videnskab  gør det.

Dertil kommer så de sociale mediers filterbobler. Der opstår forfærdelige klubber til gensidig ros, hvor det er helt fint at lade sit had mod yndlingsaversionerne ud: Onde og dumme er de, alle til hobe. I mine snirkler rammes efter tur Joachim B Olsen, Inger Støjberg, Martin Henriksen. I stedet for at gøre grin med dem eller argumentere imod dem spilder vi hinandens tid på at bekræfte vores fælles had.

Dette had skaber ingen politisk fremdrift for de personer, der deltager i legen. Det kan flytte lidt rundt på plusser og minusser mellem Enhedslisten, Alternativet, SF og Socialdemokratiets venstrefløj, men spiller naturligvis ingen rolle. For dem, der deltager i legen, kan det give nogle virtuelle plusser i form af at blive bekræftet i Gud ved hvad.

Jeg har så også ud fra mit private mikrokosmos kunnet se, at vi ikke mener det samme og slet ikke med samme vægt på den brede venstrefløj.

Jeg har stærkt afvigende meninger om religionsfrihed i praksis, om kristendom og socialisme, om hvad racisme er, om vigtigheden af at sikre forvaltningsretlige grundsætninger mellem borger og forvaltning, om digital overvågning og om forholdet mellem stat og kirke.

Når jeg finder det nødvendigt at nævne disse emner, så skyldes det, at værdier, man er for eller imod, varierer i styrke. Jeg er personligt overrasket over den efter min opfattelse helt vilde vrede, omskæring vækker i den danske befolkning. Først da jeg opdagede, hvor intense følelser kampagnen mod omskæring har haft held til at vække, gik det op for mig, hvad der er ved at ske. For mig ser det ud, som om mange mener, at bekæmpelse af muslimer og jøders skikke er vigtigere end verdens forestående undergang på grund af global opvarmning.

Hvis værdier/verdensbilleder skal prioriteres, er det nok en god idé at indregne tidsperspektivets betydning. Nogle mener, at den snigende islamisering af det danske samfund vil være tilendebragt i løbet af tre – fire år; andre mener måske, russerne er i færd med det samme. Den væsentlige aftestning af sådanne påstande består ikke i hovedrysten alene, men også i at fordre en seriøs dialog, hvor de pågældende konkretiserer deres (uhyrlige?) påstande.

Det traditionelle kompas er som arbejdsredskab udstyret med en drejelig retningsnål, så man kan se, om den kurs, man følger, afviger fra målet.

Med kompasmetaforen er det værdiorienteringen, der er den indstillelige retningsnål. Der må hele tiden i virkeligheden foretages justeringer, hvis man forfølger et mål.

Dette muligvis lidt rodede essay får mig egentlig til at spørge, for at vende tilbage til Søren Mørchs påstand om fjendebilleder:

Findes imod som selvstændigt fænomen?

Det hører det delvist afkristnede Danmarks kultur til at tro på demokratiet og dets mytologi. I den nationalromantiske forstand, som er ret fremherskende, vandt Danmarks modstandsbevægelse anden verdenskrig. Vores demokrati er helt enestående, og vi har aldrig noget at undskylde.  Vi skal forsvare, ikke udbygge demokratiet, for det trues jo af udlændinge, kriminelle bander, terrorisme, venstrefløj og politisk korrekthed.

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.