Prædiken 13. november: At blive genfødt til et levende håb.

portrætfoto af Mikael Hertig

Mikael Hertig
copyright Mikael Hertig

Livet efter døden er næppe nogen sikker kristen identitetsmarkør

 

 

Det går igennem den traditionelle kristendomsforståelse, at forestillingen om livet efter døden skulle være et helt centralt element i enhver form for kristendom. For nogle er der tale om en identitetsmarkør: Tror du på livet i paradis eller eventuelt helvede efter døden? Siger du ja, er du kristen, lyder devisen. Siger du nej, vil Vorherre nok ikke anse dig for rigtig kristen.

Dagens tekst rammer en pæl igennem den form for vished, uden at man af den grund kan udelukke den tolkning som forkert. Man kan blot udelukke den som den eneste rigtige set med Guds øjne. Dels er der ikke belæg for det i skriften, dels er det bare ikke menneskets opgave skråsikkert at udtale sig om, hvad Gud måtte mene om noget som helst.

De, der går regelmæssigt i kirke, må have oplevet indgangen til enhver barnedåb.
Hver eneste gang indledes ritualet med den smukke tekst fra 1. Peters brev:

“Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som efter sin store Barmhjertighed har genfødt os til et levende Haab ved Jesu Kristi Opstandelse fra de døde.”

De af os, der husker ritualet ved bisættelse eller begravelse genkender  den samme introduktionstekst. Det kan jo give anledning til ekstra opmærksomhed, at ved indgangen  til livet i det sociale fællesskab og til afskeden fra det bruger vi nøjagtigt den samme smukke, dobbelttydige tekst.

I denne tid af året, hvor vi forlader Trinitatis-tiden og snart anden tekstrække, skal det efter min mening om ikke gendrives, så i det mindste nuanceres, at anden tekstrækkes tekster skulle være tyndere og sværere at gå til end den almindelige første tekstrækkes.

Sidste søndag fejrede vi i Danmark og Grønland Alle Helgens dag, og traditionen om, at vi mindes kærligheden til vore døde, som eksisterer i os, så længe vi selv har vores gang her på jorden.

Indgangen til dagens tekst handler om livet og døden. “Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.”
Udgangen fra forbandelsen handler om at ville risikere noget i livet, miste fodfæste for en stund eller måske synke hen i hverdagslivets trummerum og dets ligegyldighed.
Hvad der måske ikke står tindrende klart, er næstekærlighedsbudskabets revolutionerende, levende håb. Se din partner, din kæreste eller dit barn i øjet, lad kærligheden roligt gennemstrømme din krop. Lige netop der starter evigheden i øjeblikket, opgøret med ligegyldigheden, ensomheden. Vidste du, at ligegyldighed, død og ensomhed hænger sammen?

Hvor bliver livet udenfor eller efter døden af i dette? Ingen her kan tale sig til rette og fortælle med overbevisning, at der findes nogen form for kødets fysiske og bogstavelige genopstandelse efter den fysiske død. Men vi kan møde spørgsmålet med den ydmyghed og undren, der forlener os, mens vi er her, med et levende håb, både lige nu, hvor vi er tilstede, og i forestillingen om at møde vore kære efter vi selv er døde.

Det er underligt at tilstå det, men mere end ti år efter min kones død kan jeg vågne op efter en drøm, hvor hun lige var tilstede. I psykologien hedder det ‘projektion’,  for når jeg vågner op og griber ud efter hende, er hun væk. Ligesom min bror, min elskede mormor og mine forældre er det.

“Anlangendes et menneske, hans dage er som græs. Som blomster på marken, så skal han blomstre. Men når et vejr farer over det, er det ikke mere, og dets sted kender det ikke mere.”

Dødens realitet og gru er ligesom vores forestillinger her i kirken om synd og tilgivelse et alment, menneskeligt grundvilkår. Måske har århusteologen P.G. Lindhardt med sit radikale opgør med forestillingen om livet efter døden som den eneste identitetsmarkør mere end noget andet båret kirken ind i tiden efter modernismens gennembrud lige ind  i det nutidige samfund.

Vi må pege på livet her og nu. Det er her og nu, i vore sociale og nære og fjerne sammenhænge, at håbet og næstekærligheden skal folde sig ud. Der sætter livet os stævne, ikke i det himmelblå.

Overfor de store spørgsmål om livet og døden må vi stå tilbage med den barnlige undren, der mere end noget andet bygger på håb.

For: Hvor der er håb, der er der liv.

“”Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som efter sin store Barmhjertighed har genfødt os til et levende Haab ved Jesu Kristi Opstandelse fra de døde.”

Amen

 

 

 

 

 

25. søndag efter trinitatis
13-11-2016

Tekstrække: ANDEN RÆKKE

Denne hellige lektie skrives i Jobs Bog:
For et træ er der håb,
hvis det fældes, kan det skyde igen;
det holder ikke op med at sætte friske skud.
Selv om rødderne i jorden er gamle,
og stubben dør i mulden,
gror det igen, så snart det mærker vand,
og sætter grene som et nyplantet træ.
Men dør en mand, er det forbi med ham,
udånder et menneske, hvor er det så?
Vandet kan svinde i søen,
floden kan blive tør og vandløs;
men har mennesker lagt sig til hvile, rejser de sig ikke;
de vågner ikke, før himlen forgår,
de vækkes ikke af søvnen.
Gid du ville gemme mig i dødsriget,
skjule mig, til din vrede har lagt sig,
sætte en frist og så huske mig igen!
Kan en, der er død, få liv,
da ville jeg holde ud alle min trængsels dage,
til afløsningen kom.
Du skulle kalde, og jeg ville svare,
du skulle længes efter dine hænders værk. Job 14,7-15

Epistlen skriver apostlen Peter i sit andet brev: Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse. Men Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er. Da nu alle disse ting må gå i opløsning, hvor helligt og gudfrygtigt bør I da ikke leve, mens I venter på, ja, fremskynder Guds dags komme, da himlene skal gå op i luer og elementerne komme i brand og smelte. Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor. Derfor, mine kære, når I ser frem til dette, så vær ivrige for at stå uplettede og lydefrie for ham i fred, og forstå, at vor Herres langmodighed er til frelse. 2 Pet 3,8-15a

Eller

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: Det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige. Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed. Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt:
Døden er opslugt og besejret.
Død, hvor er din sejr?
Død, hvor er din brod?
Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus! 1 Kor 15,50-57

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.« Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt. Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. Husk på Lots hustru! Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.

Luk 17,20-33

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.