Søren Pinds aktivistiske anklagepolitik

portrætfoto af Mikael Hertig

Mikael Hertig
copyright Mikael Hertig

Af Mikael Hertig, cand. scient. pol.

 

Skal regeringen eller justitsministeren virkelig stå for anklagemyndighedens virksomhed?

Justitsminister Søren Pind har et meget klart svar på det spørgsmål. I forhold til regeringens udøvelse og forvaltningen af voldsmonopolet er det eneste rigtige, at det er regeringen,  der står for, hvorvidt der i en given sag skal rejses tiltale – og nok så væsentligt i nogle tilfælde . eller ej.

Men der er grund til at stille spørgsmålet, for det er ikke nær så indlysende, som det ellers må forekomme. Vi har i den senere historie eksempler, der burde have været diskuteret, og hvor regeringen enten latent eller nogenlunde manifest har grebet ind i Rigsadvokatens eller Statsadvokaternes virksomhed ud fra forholdsvis snævre partipolitiske interesser.

 

Dagens anledning er beslutningerne i forbindelse med udsendelsen af bogen “Syv år med PET”, hvor der nu ser ud til også at være rejst tiltale mod Jalob Scharf.

Foto af Søren Pind

Søren Pind (Lars Svankjær foto)

Søren Pind er måske den af regeringens ministre, der også mener noget selvstændigt.  Det betyder sådan set, at han bringer emner til torvs, som kunne have været udsat for diskussion, hvis ellers der havde været vakse journalister til.

Fornylig udtalte han netop, at det efter hans opfattelse vat klart, at anklagemyndighedens dispositioner hørte under regeringen, og at det agtede han mere eller mindre at gøre brug af.

Hans fortolkning af Grundloven kan næppe direkte bestrides. Den bestemmelse i Grundloven, vi skal have fat i, lyder:

  § 63. Stk. 1. Domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Den, der vil rejse sådant spørgsmål, kan dog ikke ved at bringe sagen for domstolene unddrage sig fra foreløbig at efterkomme øvrighedens befaling.

     Stk. 2. Påkendelse af spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser kan ved lov henlægges til en eller flere forvaltningsdomstole, hvis afgørelser dog skal kunne prøves ved rigets øverste domstol. De nærmere regler herom fastsættes ved lov. “

Hvordan voldsmonopolets grænse skal trækkes, er ikke klart

Det fremgår ikke af grundloven, om anklagemyndigheden er selvstændig i udøvelsen af spørgsmål om retslig tiltale eller frafald af samme. En række sager har imidlertid vist, at vi såmænd nok kunne trænge til en grundig debat om emnet.

Det gængse udgangspunkt, som må antages at være det anerkendte i dansk ret er, at da den udøvende magt henhører under regeringen, og politi og anklagemyndighed anses for styrelser under Justitsministeren, så er ministerens ret til at gribe ind, navnlig indenfor almindelige regler om saglighed i udøvelsen af offentlig forvaltning, nærmest ubegrænset.

Men så klar er sammenhængen ikke.

Herom hedder det bl.a. hos Max Sørensen:
“.. er den opdeling af de forfatningsretlige funktioner, som forudsættes i [grl] § 3, nemlig i lovgivende, udøvende og dømmende funktioner, hverken klar eller udtømmende. I bred almindelighed kan man ganske vist betegne den lovgivende funktion som den at udfærdige generelle retsregler,  den udøvende funktion som den at bringe reglerne til anvendelse ved konkrete beslutninger, og den dømmende funktion som den at afgøre retstvister. Endvidere er sondringen ikke udtømmende. ” ….”En gennemgang af de forfatningsretlige funktioner kan derfor ikke knyttes alene til en sondring mellem lovgivende, udøvende og dømmende funktioner.” (Sørensen Max, Statsforfatningsret, Juristforbundets Forlag 1969,  p 167-)

Problemerne opstår navnlig, når anklagemyndighedens arbejde tydeligvis prioriteres ud fra partipolitiske overvejelser.

Det seneste eksempel er anklagemyndighedens beslutninger om at rejse tiltale mod Jakob Scharf. Pressen har måske mest beskæftiget sig med det forudgående fogedforbud og Politikens efterfølgende offentliggørelse af “Syv år med PET”,, Den samlede politik med disse tiltalerejsninger må efter gængs  praksis, således som jeg forståe den ,have været inde over Søren Pinds skrivebord.  Ingen kan med sikkerhed vide, hvor aktivistisk han har været i denne sag, men da ministeren som antydet tidligere har erklæret sig fundamentalt enig i den kortartmede praksis, kan det næppe helt udelukkes, at han personlig har medvirket som drivende kraft. Som allerede nævnt strider dette næppe mod den almindelige juridiske opfattelse overhovedet.

 

Anklagemyndigheden som politisk uafhængig myndighed

Det synspunkt, man kunne fremholde som modhold, indebar at Anklagemyndigheden -muligvis udskilt fra politiet – fra top til bund burde have en reelt selvstændig stilling, og hvor hans afgørelser ikke kunne ændres af Justitsministeren.

Efter den nuværende Retsplejelov er bestemmelsen:

§ 98. Justitsministeren er de offentlige anklagere overordnet og fører tilsyn med disse.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om de offentlige anklageres udførelse af deres opgaver. “

Hvis Søren Pind faktuelt har blandet sig i sagen om tiltalerejsninger i spørgsmålet om “Syv år med PET”, har han således blot handlet i overensstemmelse med gældende ret.

På samme måde kan det formentlig efter de hidtidige bestemmelser have været politisk accepteret, da man mere eller mindre diskretionært fratog  den daværende særlige statsadvokat Carl Madsen muligheden for at gennemføre den del af retsopgøret efter besættelsen, der navnlig drejede sig om større firmaers samarbejde med besættelsesmagten under 2. verdenskrig, og ligeledes vil en diskussion om Anders Fogh Rasmussens indgreb for at forhindre en blasfemisag efter Muhammedtegningerne ikke direkte stride mod den almindelige praksis i forbindelse med forståelsen af, hvordan vi praktiserer magtens tredeling her i landet.

Vi har i de senere år oplevet, hvad der i politisk orienterede kredse opleves som magtmisbrug i forbindelse med regeringens forvaltning på miljøområdet. Når der ikke kan rejses tiltale mod involverede embedsmænd, skyldes det naturligvis også netop den praksis, hvor anklagemyndighedens dispositioner er underlagt den samme regering, som mistanken er rettet imod.  Med andre ord kan der  i nogle  betændte sager rejses eller frafaldes tiltale for overtrædelse af straffeloven, alt efter hvad et flertal i folketinget anticiperes at støtte.

Det er efter min opfattelse en unødvendig og utilfredsstillende tilstand, der direkte forhindrer domstolene i at udøve bestemmelsen i Grundlovens § 63, stk1,. for domstolene er jo afskåret fra at rejse tiltale i sager, der ikke rejses, og er omvendt tvunget til at tage stilling i sager, anklagemyndigheden under ledelse af Justitsministeren mere eller mindre aktivistisk finder på at føre for domstolene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.