Fortrolighed kræver en god grund

 

portrætfoto af Mikael Hertig

Mikael Hertig
copyright Mikael Hertig

 

 

 

 

 

 

 

 

 

af Mikael Hertig, cand. scient. pol.

 

 

I anledning af det formentligt midlertidige fogedforbud mod offentliggørelse af Jakob Scharfs bog er der anledning  til at genoptage diskussionen, ikke blot om PET & FET’s virke som hemmelige tjenester, men om hvornår hemmeligholdelse sker i det demokratiets og ikke blot nogle særlige aktørers partikulære interesse.

Emnet er intrikat, for der er ingen virkelig kontrol med, hvilke informationer der kan indsamles af hvem, hvordan og hvornår. Den første reaktion på Københavns Byrets kendelse har været forudselig. “Ytringsfriheden er truet” etc., og alle møder sagen med hovedrysten.

Kvindeansigt med pegefinger for munden

Hush

 
Vi har i diskussionerne om whistleblowere fra Jussi Merklin over Frank Grevil her i landet til Snowden lært at se brud på tavshedspligt som en ubestridt heltegerning.  Enhver ansat og enhver embedsmand er nødt til at dele sin loyalitet mellem den siddende magtudøvelse på den ene side og de finere demokratiske principper på den anden.

Venstrefløjen i Danmark er længst fra magtudøvelsen, og vi oplever os måske ikke helt med urette som overvågede og udspionerede, fordi de herskende eliter op og ned ad Strandvejen kan opfatte os som en mulig trussel, enten indenfor de demokratiske spilleregler eller måske i nogle tilfælde udenfor. Vi har med garanti også en fornemmelse af, at højrefløjen ikke overvåges og bekæmpes tilstrækkeligt.

Ikke desto mindre er den merviden, som magthaverne sidder inde med, og som vi ikke har adgang til, formentlig under de fleste omstændigheder nødvendig at hemmeligholde. Nogle af disse begrundelser kan umiddelbart virke krænkende for den almindelige folkelige demokratiforståelse af ytringsfrihed og spillereglerne i et samfund som vores. Når hemmeligholdelse alligevel kan være påkrævet, skyldes det risikoen for kontroltab, eller på dansk: PET/FET kan ikke være interesseret i, at alle brikker i et puslespil, der viser tjenesternes gøren og laden, med forholdsvis få midler lader sig afdække. På metodeplanet må nogle informationer muligvis hemmeligholdes. Men udgangspunktet burde være ret stor åbenhed på det abstrakte område, fordi de fleste informationer må være nogenlunde selvforklarende. Da tjenesterne i deres væsen har en udstrakt metodefrihed, turde en diskussion om metoder i det åbne rum på lange stræk være oplagt.

Uanset der er et vist løjerligt præg over det nuværende, formentlig midlertidige fogedforbud, så er selve tanken om, at det vil kunne være skadeligt for PET/FET at se beskrevet, hvordan man rekrutterer agenter i forskellige miljøer, værd at hæfte sig ved. Det er min foreløbige og umiddelbare opfattelse, at kendskab til tekrutteringsmetoder næppe bør kunne skade et velfungerende PET, medmindre oplysningerne er så specifikke, at man kan identificere informanter og agenter. Så ubegavet er Jakob Scharff efter min formodning næppe.

En særlig kvalificeret diskussion må handler om ‘cover-up’. Danmark og Rigsfællesskabet har en særlig historie omkring Grønland siden 2. verdenskrig. Aftalerne om Grønland blev først offentliggjort med Udenrigsministeriets Blåbog fra 1967, atombombesagen ved Thule, alt muligt kom først frem – også for den grønlandske befolkning – på et sent tidspunkt med det resultat, at den danske regerings troværdighed set med grønlandske øjne er belastet. Fornemmelsen er, at regeringen i Danmark – hvis det er nødvendigt – hellere beskytter sit forhold til USA end til Grønland. Hemmeligholdelserne og bortforklaringerne i disse relationer gik i en periode under betegnelsen “Den falske melodi”, og fornemmelsen er fortsat her i Nuuk, at der bestemt ikke ruttes med sandheden – i det mindste overfor den grønlandske befolkning og presse.

Om ikke andet er en sådan politik en væsentlig del af debatten. Dels vil nogen hemmeligheder med tiden risikere at blive “afsløret”, og er indholdet væsentligt, medfører det et troværdighedstab, der kunne have været undgået med større åbenhed. I internationalt politisk perspektiv er det eneste, der kan retfærdiggøre et sådan tab, at der et eller andet sted er et endnu væsentligere hensyn, man nødvendigvis må respektere. Men i ethvert tilfælde, hvor man kunne få de samme i Danmark hemmeligholdte informationer via USA, f.eks. deklassificerede dokumenter eller wikileaks, bør der jo ligge en risikoafvejning bagved.

En del fortrolighedshensyn, navnlig i militært regi, er midlertidige, og der bør jævnligt finde deklassifikation af hidtil fortrolige informationer sted. Når informationer på den måde gøres tilgængelige, efter at en beskyttet proces er overstået, så er risikoen for troværdighedstab betydeligt mindre end ellers.

Det er efter min opfattelse naïvt at tro, at der ikke til enhver magtudøvelse hører et behov for hemmeligholdelse. Det væsentlige er, at begrundelsen, retfærdiggørelsen skal være nogenlunde i orden. Rene cover-ups duer ikke, og manipulation, som det ser ud til, at regeringen har gennemført i Gyllegate med videre, er helt vildt forkert.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.