Venstrefløjen og folkekirken skal finde hinanden

portrætfoto af Mikael Hertig

Mikael Hertig
copyright Mikael Hertig

 

 

af Mikael Hertig

 

 

 

 

 

 

Venstrefløjen og folkekirken har brug for hinanden, men ingen har rigtig opdaget det endnu. De to er dårligt organiseret, og det bliver de ved med. Traditionelt frastøder de hinanden som en slags had-kærlighedsforhold. En polvending er tiltrængt.

Vi taler forbi hinanden. Den fremherskende opfattelse på venstrefløjen, inspireret af K. Marx er, at religion er framet manipulation, der går ud på at få folket til at acceptere undertrykkelsen og udsætte socialismen til efter døden. Aldrig har Marx taget mere fejl.

Venstrefløjens ateister stirrer på, hvilke fysiske virkelighedsforestillinger hver enkelt har i hovedet. Religion kommer ensidigt til at handle om, hvad den enkelte vælger at “tro på”. Ideen er, ar tro bare er noget, det forstyrrede menneske har i hovedet, og at tro kan  fjernes, så går alting skam meget bedre.

Når så trosbekendelsen lige lines op og forstås som udsagn fysisk og historisk virkelighed, afgøres sagen i en håndevending.

* Nej, Maria blev gravid på ordinær vis og ikke ved noget himmelsk indgreb.
* Nej, Kasper, Jesper og Jonatan blev ikke styret af en ledestjerne over Bethlehem.
* Jo, det kan godt være, Jesus blev korsfæstet, men han stod formentlig ikke op af graven på tredjedagen.
* Da James Bonds rygjet ikke var opfundet, blev gespenstet nok heller ikke suget op til manden med det hvide skæg imellem skyer og himmel.
* Og hvis folk pludselig kunne omgås hinanden fredeligt og tale sammen uden simultantolkning, var det nok ikke med Guds hjælp:

Tipskuponen er fyldt med totaller, signalerende sejr til udebanen. Geden barberet. Kristendom er vås. Ateisten svarer aldrig derefter ordentligt på, hvad han så har af religiøse forestillinger tilbage, når de gamle myter er amputeret væk.

Kernen i ateistens fremstilling er påstanden om, at hvert menneske kan vælge sin tro efter behag. Tro og religion reduceres til noget individuelt, som folk skal holde udenfor virkeligheden. Det er sludder. Heri består uenigheden.

Ligesom talrækken og bogstaverne  findes tro kun som kategorier til a tænke med i den virkelighed, vi lever i livet igennem. Den griber i hvert fald konstant ind i den og er en væsentlig del af vores måde at gribe verden på.  Tro er ikke et udslag af vilje, men en del af de kategorier og normer, vi  prøver at forklare og forstå verden med. Den kan indeholde fejltagelser og fordomme, vores religiøsitet og tro forandres sikkert livet igennem.

 


Derfor har folkekirken brug for venstrefløjen

Uanset om du er medlem af folkekirken eller ej, strømmer der hele tiden kristne forestillinger om verden gennem langt de fleste danskere.

Højrefløjen har uimodsagt udviklet en ritualiseret form for praksis, hvis postulat er: Kristendommen stopper ved grænsen. Det fejres ved afsyngelse af fædrelandets vemodige sange. Man kan gå frejdigt ad de veje, Gud tør kende, men vejen stopper ved Kruså.

Muligvis har Grundtvig i folkekirken sejret over Indre Mission, så der er udviklet en slags højborgerlig kristendom med hang til pynt. De svirp, præsten kan finde på at svinge over menigheden, giver ikke mere anledning til refleksion end knaset, når man spiser fragilité til kirkekaffen efter højmessen. ‘Fragil’ betyder skrøbelig. Skrøbeligheden i enhver af os er udgangspunktet. Udgangspunktet for den simple medmenneskelige erkendelse af, at enhver har brug for ikke bare at være med i et fællesskab, men også trods enhvers usikkerhed og fejl at blive respekteret som socialt individ.

Den klæge højre-kristendom handler om Gud, Konge og Fædreland, faner,marcher  og falbelader. Den trænger til noget stærkere modspil, ikke så meget fra præsterne som fra medlemmerne.  Der er en mere simpel kristendom, der handler om Tro, Håb og Kærlighed. Folkekirken må prøve at komme ud over den form for magtloyalitet, som risikerer at blive afliret ved  standardhøjmessen.  Her bedes der  for Kongehuset som magtudøver, her indkapsles alting i en  borgerlig kristendomsforståelse. Vi mærker den forestilling, når en eller anden fra Dansk Folkeparti harcelerer over biskoppens prædiken ved Folketingets åbning. For ved den lejlighed  prædikes der tiltroens og tillidens sejr over frygten og hadet, så vi i et grænseoverskridende fællesskab får mod til at turde møde virkeligheden, den fysiske, sociale virkelighed med de opgaver, den præsenterer for os.

Der er ingen af tidens store problemer, der ikke kan spejles ind i et folkekirkeligt univers. Ligegyldigt, om det handler om global opvarmning, forurening af vandmiljøet, undertrykkelse af fattige, flygtningekrisen, så enten kan de eller burde de uden besvær kunne bæres ind i det folkekirkelige fællesskab. Kom og hør efter.

Men på bænkene sidder den ene nationalkonservative menighed efter den anden. Derfor har folkekirken brug for venstrefløjen.

 

Derfor har venstrefløjen brug for folkekirken

Senest har SF’s Jacob Mark forlangt, at religionen skal ud af det offentlige politiske rum. Det er helt på linje med den holdning, som i sin tid Anders Fogh Rasmussen lagde for med. Men netop fordi religiøsiteten ikke kan skilles fra værdigrundlaget, svarer det til at skære dele af hjerneaktiviteten ud af folk. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre.

Venstrefløjen har brug for folkekirken. Begyndelsen er næppe uoverstigelig. I forskellige udgaver oplever vi også en reaktionær, selvtilstrækkelig og navnlig intolerant venstrefløj, der mere optræder som kustode for velerhvervede rettigheder, og som i sin opdragelse er faldet for liberalismens mest tåbelige fejltagelser: Troen på viljens frihed og opgivelsen af mangfoldigheden. Store dele af socialdemokratiet og SF hærges af en ny form for racisme af typen: “Jeg er ikke racist, men …” Og så stopper tolerancen. Med kristen ballast ville det næppe være gået så galt.

Hvert menneske på sit livs rejse er udstyret med den værdighed, som Gud har givet hende eller ham. Derfor fortjener enhver respekt. Hvis tankegange, livssyn og holdninger skal ændres, – det sker livet igennem i den daglige omgang – så sker det med venlighed og ikke med straf og forfølgelse.

Det er banalt set, at fremmede kommer hertil med de forestillinger om godt og ondt, som de har lært hjemmefra. Der kan derfor opstå konflikt mellem vores og deres former for social kontrol. På nogle områder er forskellene måske så store, at skikkene folk kommer med, er uforenelige med vores. Men så må vi løse dem i fællesskab.

Den almindelige danske venstrefløj havde, troede jeg, et udgangspunkt, der var rummeligt nok til at give plads til forskellighed under treklangen ‘lighed, frihed og broderskab’. Bag den er der ingen eksklusivitet, der er fællesskab. Og endnu klarere: Der er intet modsætningsforhold mellem “Tro, håb og kærlighed” og “Lighed, frihed og broderskab”. Begge treklange er grænseoverskridende.

Mest iøjnefaldende er begrebsparret “kærlighed” og “broderskab” (undskyld, søstre, men I er altså også med). Måske kan andre ord og begreber anvendes også: respekt, accept, solidaritet, tillid?
I praksis handler det om, hvordan vi omgås hinanden. Dermed dementerer de begge den idiotiske påstand om, at tro skulle være en privatsag. Det er den ikke, for hvert menneskes tro er den udstrakte arm mod næsten. Eller håbet om at blive favnet.

Socialismen har inkarneret frihedsbegrebet, som dermed ikke er noget liberalt monopol. Hele den politiske kamp handler om at ophæve slaveri under enhver form at stille både enkelte menneske og samfundet frit.

Hvad ligheden angår, er det hele ret enkelt. Enhver er i kristen forstand Guds barn, og ingen kan stille sig imellem. Derfor er ingen bedre end andre. og intet menneske skal på Guds vegne prøve at sætte sig imellem. Hver af os er et mødested mellem godt og ondt. “Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” Vi må acceptere hinanden med de små og navnlig kæmpestore fejl, vi gør i det daglige. Det hedder tilgivelse i kristen sammenhæng og solidaritet i socialistisk.

Da vi ikke kan sprætte hinandens hjerner op og måle, hvis trosforestillinger, der er Gud mest velbehageligt uden at skade næsten, er det nok bedre at lade den sag ligge og tage hinanden i næstekærlighed og solidaritet der, hvor vi nu er.

Og det rummer folkekirken.

 

  1 comment for “Venstrefløjen og folkekirken skal finde hinanden

  1. Gert
    22. september 2016 at 7:51

    Godt brølt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.