Indflydelse eller deltagelse i Europol?

portrætfoto af Mikael Hertig

Mikael Hertig
copyright Mikael Hertig

Folkeafstemningen om at opgive retsforbeholdet overfor EU 3. december 2015 var sat op, som om det bare handlede om den fortsatte danske deltagelse i Europol, som efter Lissabontraktaten er blevet til en ren EU-institution.

Reelt var der tale om en meget mere vidtrækkende kompetenceoverdragelse, der ville have fået virkelig meget vidtgående konsekvenser, herunder for Rigsfællesskabet.  Det vil jeg komme ind på i andre artikler.

Regeringens og ja-partierne var blevet indbyrdes enige om en form for spin, der fokuserede alene på konsekvenserne for fortsat dansk deltagelse i det internationale politisamarbejde i Europol. Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance anførte, at der med nogen lethed ville kunne etableres en “parallelaftale”.  Tilhængerne af en opgivelse af retsforbeholdet (“ja-partierne”) har ofte fremstillet den prekære situation for Danmark udenfor  Europol som katastrofal. De har fremført, at 1) hele Danmarks deltagelse i bekæmpelse af international kriminalitet og terror dermed ville falde bort, og de har også fremført, at 2) vi i det mindste ikke før fælden klapper i kan nå at få en parallelaftale på plads.

Her søger jeg at belyse og diskutere disse spørgsmål.

Et Danmark uden parallelaftale om Europol

Skrækscenariet for ja-partierne har hele tiden været, at Danmark kom til at stå helt udenfor Europol uden nogen parallelaftale. Til forskel for EØS-landene ville der så blive tale om en løsere tilknytning mellem PET/FET på den ene side og Europol. Sådan en løsere tilknytning har for eksempel Canada og Australien. Det fremgår af wikipedia-artiklen om Europol.

Enhver fremstilling af virkeligheden, som om Danmark udenfor Europol vil blive et Slaraffenland for international kriminalitet er et falsum. Selv  samarbejdet omkring udveksling af personoplysninger vil der kunne fortsætte. Om der  arbejdes på en få en fortsættelse af det hidtidige samarbejde på det helt operative niveau, ved jeg ikke. Men det må man formode, at der gør.

Teknisk set indebærer det nuværende udvekslingssamarbejde formodentlig, at der kan udveksles informationer sømløst mellem Danmark og Europol, fordi databaserne er koordinerede allerede.  Det er vanskeligt at forestille sig, at disse tekniske samarbejdsforanstaltninger nødvendigvis skal nedlægges, fordi den formelle deltagelse i Europols styrende organer afbrydes.

Ikke desto mindre ser man ofte dramaturgien omkring Europol forholdsvis ukritisk gengivet, som intet som helst vil kunne lade sig gøre.
Det er så meget desto mere beklageligt, fordi opgivelsen af retsforbeholdet burde være en langsigtet strategisk og vidtrækkende  overvejelse og diskussion, som vi på grund af regeringens fordrejede forarbejde aldrig fik.

Der må kunne etableres en kritisk vej for Danmarks fortsatte samarbejde med Europol, med henblik på en passende organisatorisk tilknytning på længere sigt. 

 

Framingen og fokusforskydningen er ikke alene synlig, men formentlig også den direkte årsag til, at vi fik et nej ved afstemningen for snart et år siden. Vælgerne oplevede hele opsætningen som utroværdig.

Komplicerede forhold indenfor Rigsfællesskabet.

Man kunne i forbindelse med folkeafstemningen om opgivelse af Retsforbeholdet have diskuteret konsekvenserne for Færøerne og Grønland. Da de små lande står udenfor EU, havde regeringen i København ræsonneret sig frem til, at befolkningerne der ikke skulle medvirke ved folkeafstemningen.

Bortset fra, at et separat resultat i hvert af disse lande formentlig ville falde ud som et massivt nej, så burde man måske have gjort sig nøjere overvejelser over, hvad et ja ville have betydet for Rigsfællesskabets justitsområde.

I Grønland hviler hele kriminalområdet på love, folketinget har vedtaget, alene med retsvirkning for Grønland. På samme måde er der en retsplejelov for Grønland. Konstruktionen holder, kunne man sige. Politi og anklagemyndighed i Grønland er på tilsvarende vis organiseret under Justitsministeriet.
Nu er lov og ret een ting. PET-loven gælder ikke i Grønland, så hjemlen til at udveksle personoplysninger om terrorister mellem Grønland og EU har sådan set næppe eksisteret. Her puttes det hele ind under den eksisterende lovgivning, idet man med krumspring og analogislutninger får det hele til at hænge sammen, når det er nødvendigt. Da det hele hidtil er foregået udenfor almindelig opmærksomhed og kontrol, kan det måske indtil videre også være lige meget.

Problemet opstår, når retstilstanden formelt udvikler sig forskelligt i Grønland og EU, men skal administreres af det samme danske justitsministeriums embedsmænd, som dag for dag vil komme til at tænke mere og mere kontinentaleuropæisk, hvis Danmarks selvstændige juridiske suverænitet opgives.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.