Folkekirken er en del af dig selv

 

af Mikael Hertig

portrætfoto af Mikael Hertig

Mikael Hertig
copyright Mikael Hertig

 

 

 

Picture of a Danisc village church

Odden Kirke

Victor Borge sagde: “Nogle siger: “Tivoli er i Danmark”, men jeg siger: “Danmark er i Tivoli.”
Man kunne sige noget tilsvarende om folkekirken. Danmark er inde i folkekirkens rum, og rigtig mange kender den ud og ind.

Sekularisingen er også en del af folkekirken. Store dele af dens omstilling er kommet indefra. Allerede den navnkundige P.G. Lindhardt gjorde op med dogmet om, at kristentro skulle være ensbetydende med en fast overbevisning om et liv efter døden. Men det skete fra prædikestole i kirken.

Den pseudo-akademiske krig mod folkekirken som føres af sekten Ateistisk Selskab bygger i det store hele på fejlagtige påstande om, hvad tro er for de troende. Derfor kører de en kamp mod et vrangbillede. Deres kampagne handler om, hvad kirken ikke er. Men da kirken jo ingen officielle talsmænd har, føres debatten gratis.  Ingen kan stille sig op og sige på folkekirkens vegne, hvad eller hvem kirken er.  Ingen biskop eller minister har lov til at tage til genmæle på andres vegne end sine egne, ligesom jeg gør her. Men det sindbillede af en ultramissionsk trosopfattelse, som AS fører, findes nok et eller andet sted, hvis man leder længe nok. For kirken er rummelig, og ligesom man kan vælge folkekirke geografisk, kan man også finde den kirke, hvor præstens anskuelser er værd at høre på. Hvis man altså gider gå til gudstjeneste. Bor du i en af vore store byer, kan du jo bare prøve dig frem.

Man behøver ikke være regelmæssig kirkegænger for at være medlem af folkekirken. Rigtig ofte føres det frem i pressen, at der er så forbavsende få, der går i kirke om søndagen.

Jeg har bemærket mig, at en københavnsk præst har modsat sig, at medlemmer af folkekirken skal kunne udmelde sig ved at skrive under på et stykke  papir eller foretage en tilsvarende digital handling. Folk skal naturligvis ikke til samtale med en præst i forbindelse med deres ønske om udmeldelse af folkekirken.

Men jeg forstår godt ærgrelsen. For hvis man melder sig ud, kunne det være fint, hvis de, der melder sig ud vidste, hvad det egentlig var for noget,  de vælger at forlade. Og der ligger problemet.

Kirken har nemlig noget at tilbyde. Gennem noget, der ligner kedsommelighed – men som viser sig ikke at være det -tilbyder den et rum til eftertanke, forståelse og endnu mere selvforståelse.  Men det handler om Højmesser om søndagen. Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg har hæftet mig ved den overraskelse, der opstår, når folk, der troede, de selv var ateister, pludselig finder sig selv og mening i evangeliet. Somme tider skal der noget særligt til; mest husker jeg en artikel i Politiken, da forfatteren Tage Schou-Hansen fandt trøst og ro i evangeliet efter en tragisk hændelse i sit liv.  Selv var han vildt overrasket, og han behøvede altså ikke sige det på den pietistiske måde. I den missionske fremstilling skal man måske “finde Jesus”, “omvende sig” eller lignende farisæisk bodsgang.  Det handler om at finde den ro og det refleksionsrum, som Bibelen kan efterlade en i i et samvær med andre mennesker. Og naturligvis om forkyndelsen som et tidssvarende udlægning af de store spørgsmål i livet og dagligdagen for alle mennesker. Om mening, kærlighed og indre opgør.

Omkring 200.000 går til en sådan mindst en gang om måneden. Lidt over halvdelen af folkekirkens medlemmer bruger den på en anden måde:

De går kun i kirke, når der sker vigtige ting i deres liv. Det er der ingen, der behøver have ondt af. For kirken skal jo netop være der, når der er allermest brug for den.   Når der er grund til stor almindelig sorg, det kan være efter Utøya, terroranslag, så går vi i kirke. Når vi individuelt møder fødsel, død eller stor kærlighed, går vi i kirke. Når et barn bliver kønsmodent, fejrer vi det i kirken. Og heldigvis er de dage talte, hvor troen forbindes med regulering af seksuallivet.

Når du går i kirke er du et sted, hvor ingen har brug for at se din ydre blærerøv og alligevel deltage i et fællesskab, hvor andre møder op, sådan omtrent som de er, sørgende, glade, forpinte, forstemte, forventningsfulde, tomme.

Jeg forestiller mig, at mange har ført en indre dialog over temaet:  “Tror jeg på, at der findes en gud?” og kommer til de forventelige svar, at da han sådan ikke findes rent fysisk, så findes han nok heller ikke. Dialogen kan også føre til spørgsmål som “Hvis der findes en god Gud, hvad så med al den krig, brutalitet og ondskab, der findes i verden? Hvorfor stopper han det så ikke?”  Det underlige ved spørgsmålet er, at det ikke er til at besvare. Det kan dukke op igen og igen. Men tro behøver ikke at være antagelser, der har med dette at gøre.

Som jeg ser det, handler det nok meget mere om vore egne indre opgør med vores egen ondskab end med de andres.
Nu er det slet ikke sådan, at vi i forsøget på at være gode nødvendigvis behøver gå i kirke eller være medlem af folkekirken.

Men den er et godt sted at begynde. Hver dag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  2 comments for “Folkekirken er en del af dig selv

  1. Jens Justesen
    8. september 2016 at 21:29

    En fin vedkommende artikel, har selv oplevet at folkekirkens tilstedeværelse var en god og vigtig ting for mig, både som et tankemæssigt frirum ( højmesse) samt som helt konkret samtale partner i forbindelse med sygdom.

  2. 23. maj 2017 at 21:09

    This is a really good read for me, thank you!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.