Analyse: Sf og Enhedslisten i opposition

portrætfoto af Mikael Hertig

Mikael Hertig
copyright Mikael Hertig

Dagsorden eller deltagelse?

I dansk politik er der tradition for, at partierne spiller med på lovgivningsprocessen. I de kommende år ser det ud til, at både SF’s og Enhedslistens mandater tælles med som støtte til Socialdemokraterne som regeringsparti.  Omvendt, så længe der er et såkaldt blåt flertal, så skulle den postulerede røde blok stå sammen om Mette Frederiksen som kommende statsminister efter et kommende valg.

Imidlertid er det åbenbart for enhver, at centralpartiet ( Socialdemokrater, Venstre, eventuelt med støtte af LA og R) reelt klapper de vigtigste detaljer af.

Socialdemokraterne under ledelse af Sass Larsen og Bødskov ser ikke ret meget til venstresiden i dansk politik. Man anser den ikke for regeringsduelig. Samtidig er den tid forbi, hvor Dansk Folkeparti anses for at være et parti, der ikke er stuerent. Sass-Larsen-doktrinen går på, at Socialdemokraterne ikke vil tabe noget flygtningevalg til DF. Dermed er DF om ikke en del af centralpartiet, men det mest attraktive støtteparti  uanset regeringens farve.

I kommunerne er der ingen parlamentarisme. Borgmesteren bliver siddende, selv om han undervejs får et flertal imod sig. Omvendt betyder det, at et parti, der repræsenterer venstrefløjen i for eksempel Gentofte, naturligvis må spørge sig selv, hvad det skal lave, mens der er et massivt borgerligt flertal. Traditionelt handler det om at være med i spillet om udvalgsposter og ben  og, som det hedder, “søge indflydelse”.  Vælger man den traditionelle rolle, er fordelen set med kommunalbestyrelsens øjne, at selv de ellers ligegyldige venstrefløjspartier også bliver sovset ind i alle mulige beslutninger, men reelt er sat helt uden for muligheden for at sætte dagsorden.

Den naturlige frustration, som nyligt blev udtalt på Enhedslistens landsmøde, går ud på, at man ikke får noget som helst ud af at støtte en socialdemokratisk statsminister, der med al overvejende sandsynlighed vil lade den væsentligste politik udforme i samarbejde med Venstre , Radikale og Dansk Folkeparti.

Rollen, SF og Enhedslisten er tildelt, minder meget om den, Dansk Folkeparti havde indtil 2001, da Anders Fogh Rasmussen ophævede blokaden mod at tælle dette partis stemmer med  i et regeringsflertal. Forskellen er alene graden af moralsk forskrækkelse og det forhold, at dengang skyldtes afstanden en modstand mod DF’s racistiske tilbøjeligheder.

Eftertiden har vist, at prisen blev, at DF’s racistiske tendens blev accepteret og internaliseret i centralpartiernes egen politik. Eksemplet er åbenbart. DF’s succes med den racistiske dagsorden blev sået, mens DF politisk set var ugleset og under jorden.

Pointen er, at evnen til at sætte politisk dagsorden ikke har noget at gøre med, om ens parti er i opposition eller er støtteparti. De, der husker Preben Wilhjelm og Erik Sigsgaard  i folketinget for Venstresocialisterne, kan også huske, at de satte dagsorden ved overhovedet ikke at forholde sig taktisk til den aktuelle politiske situation.

Konklusionen er, at Enhedslisten og SF trækker sig fra det sædvanlige regeringsdannelsesspil, Det kan de gøre ved at pege på sig selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.