Grundloven var en revolution

 

Portræt af Mikael Hertig

Mikael Hertig (c) 2015

Af Mikael Hertig

Min Grundslovsartikel falder i tre afsnit:

1: Revolutionen 1848-49

2: Vores helligholdelse af Grundloven i Danmark 2016

3: Grønland og Grundloven

1: Revolutionen og Junigrundloven 1849

Kobberstik af folketoget 1848

Folketoget til Christiansborg 21 Marts 1848
Det kongelige Biblotek.

Hvad har den 21. marts 1848 med Grundlovsdag at gøre?

Det er sådan set ret enkelt.  Du kan læse mere om martsrevolutionen 1848 her.
Kongen blev presset af borgerskabet til at afskaffe enevælden. Uden dette pres, stort eller småt, havde vi ikke fået den overgang til demokrati med valgret, som vi fik i 1849.

Hvad var det, enevælden stod for? Jo, det var den organisering af magten, at Kongen (som efter enevoldstraditionen sås som svævende et sted mellem Gud og almindelige mennesker) kunne udøve magten selv, kunne dømme selv og kunne lovgive selv. Han kunne lade sig rådgive, og det havde man stænderforsamlingerne til.

At man i den konkrete danske sammenhæng – som det indirekte fremgår af Ole Bornedals urimeligt nedgjorte film “1864”, så spillede forholdet til Slesvig og Hertugdømmerne også ind i kampen for en ny forfatning.

Det borforklarer overhovedet ikke, at med junigrundloven fik Danmark – meget sent – en forfatning, hvor magten i nogen udstrækning blev opdelt i en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt.

Forud for revolutionen havde der via oplysningstiden fundet en udvikling sted, som gjorde troen på enevoldskongens guddommelighed mere og mere illusorisk.  Inspireret af den europæiske revolutions vise fædre Montesqieu, Rousseau og andre forekom valgret og tredeling af magten rigtigere.

Hvis nogen tror, at kirken med sit kristne menneskesyn, der sådan set ikke i den protestantiske udgave levner nogen som helst plads til en konge mellem Gud og det enkelte individ spillede nogen direkte rolle, må de selv arkæologisere sig frem til det. Jeg tror det ikke, men vil gerne overbevises om det modsatte.

Derimod ser jeg en lige linje fra oprettelsen af rytterskoler på landet (der boede de fleste) og til forbedringen af undervisningsvæsenet i det hele taget. Efter statsbankerotten i 1813-14 kom riget ellers ind i en ufattelig langsom opdriftperiode, hvor nogle af de mest sejrrige institutioner i dansk selvforståelse blev grundlagt: Højskolerne og Andelsbevægelsen.

Oprøret kom til før partierne blev dannet. Så når vi ser på junigrundloven 1849 kan intet politisk parti tage æren for det, og lad os i enevældens navn sige Gud ske tak for det.

Partidannelserne er et resultat af det repræsentative demokrati og skal ses som koalitioner, der bliver grupperinger for at kunne danne et flertal i rigsdagen.  Den oprindelige tanke var nærmest slet ikke repræsentation af synspunkter, men af geografiske egne. Rigsdagsmændenes geografiske forankring  var den egentlige basis.

Læren fra junigrundloven er, at revolution forstået som en pludselige omvæltning af den hidtidige tilstand forekommer i det politiske liv på samme måde som stenskred, lynnedslag og jordskælv i den fysiske verden. Ser man de nylige brande i Canada som konsekvenser af den globale opvarmning, får man et indtryk af, hvad det drejer sig om.

Vi har oplevet det med murens fald og med 9/11. Om folk er tilhængere eller modstandere af revolution er i min optik lige så relevant, som hvis de er modstandere eller tilhængere af jordskælv.

Revolutioner forekommer. Og revolutionen i 1848-49, systemskiftet i 1901 og knæsættelsen af parlamentarismen med Grundloven af 1953 bliver ikke den sidste. Alt andet er naivt. Oprøret som den bagved drivende kraft er det oversete element.  Og det var der.

2: Danmarks Demokrati i 2016

Foto af Christiansborg

Christiansborg Slot
Billedet er distribuerbart under GNU-licens

I disse varme dage vil Grundloven blive fejret, som om der var tale om en en gang for alle givet ting, som vi dyrker i stedet for Gud. Der har udviklet sig en form for demokratisme, som dyrker fænomener som ytringsfrihed og  almindelige og frie valg som en art afguder. Samtidg fordømmer politikerne i et væk domstolenes domme, der dog er afsagt i overensstemmelse med de love, folketinget på et tidspunkt har vedtaget.

At vi samtidig lever i en internationalt styret og af finanskapital regeret økonomi, vil talerne muligvis kun sporadisk komme ind på.  Og oprørets og protesternes nødvendighed som drivkraft i den politiske proces vil næppe heller stå videre centralt i de taler, vore politikere rejser rundt og holder bag bøgegrene og Dannebrog.  Nej, det vil være selvglædens taknemlighed over, hvor heldige vi er i det herlige solbeskinnede Danmark. Tværtimod vil det eneste erklæret revolutionære parti, Enhedslisten, sikkert også holde sig på måtten. Måske vil man enkelte steder afsynge Internationale og knytte næven en stund, før den finder sin naturlige plads i lommen igen.

Men uden det forudgående oprør havde vi aldrig fået det demokrati og den mulighed for demokratisk indflydelse, vi har i dag.

Oprør er til tider nødvendigt. Men det er ikke nødvendigt at tage stilling til, om man er tilhænger eller modstand af oprør. Det kommer af sig selv, og vi ved knapt nok selv, om det bliver voldeligt eller ej.

Da ingen af os er tilhængere af blodsudgydelser og ufred som sådan, kan man kun håbe, at det i næste gang Danmark bliver lige så ublodigt som i 1848-49 og i 1901 (og 1920).

De senere års udvikling har i Danmark vist svaghedstegn, som viser os, at der er god grund til at arbejde for en videre udvikling af vores demokrati, sådan som vi har indrettet det efter Grundloven.

Andre vil på grundlovsdagen i rigt mål komme ind på alt muligt om flygtninge og indvandrere. Jeg vil derfor lade det emne ligge.

I nærheden af det ligger imidlertid den strafferetlige udvikling af begrebet “terror” og “terrorisme”.   I det omfang, statsmagten bilder sig ind, at den gennem kriminalisering af oprør mod den bestående orden forhindrer politiske jordskælv og stenskred, tager den fejl. Vi ved, at statsmagten i ethvert land besidder et voldsmonopol. Vi ved også, at der er forskel på, hvordan voldsmonopolet forvaltes. Vi kan blot se til Tyrkiet. Det land står Hendes Majestæt Dronningen på regeringens foranledning til at besøge her efter succesen i Saudi Arabien. Kriminaliseringen af protest og oprør risikerer at gøre systemet mere stift og fundamentalistisk overfor nødvendige tilpasninger og forandringer til det bedre – og dermed gøre den fremtidige videreudvikling mere  voldelig end nødvendigt.

Erosion af forvaltningsretten
Magtens tredeling medførte et regime, hvor borgeren ifølge Grundloven skulle beskyttes mod den udøvende magts vilkårlighed. Vi ved, at magt korrumperer. Garantiens kerne er, at borgeren ikke må udsættes for unødige indgreb, og at ethvert indgreb, borgeren udsættes for, skal have hjemmel i lov.  Dette er forvaltningsrettens kerne, og denne kerne står i skærende kontrast til den skalten og valten med borgerne, som vi desværre har set udfolde sig de senere år. Vi har set enkeltsager- for eksempel fra Odense Kommune. Men omfanget er langt mere vidtgående.

Der har trods ansættelse af uddannede medarbejdere – selv i DJØF-laget udbredt sig den holdning, at man kan slippe fint afsted med at behandle borgeren usagligt og dårligt og i strid med loven. Kommunal forvaltning i jobcentre og på socialkontorer har udviklet sig til en ren skændsel, hvor kommunerne i en eller anden udstrækning, orkestreret via KL, direkte spekulerer i at udsætte de svageste for den ringeste behandling. Hvis der så klages, risikerer borgerne alligevel at miste pengene, mens de har brug for dem. Og så videre.

Det er mit indtryk, at de retsgarantier, borgerne udstyres med, er truede. Dermed er de taler rundt omkring, der behandler garantierne som een gang hævdvundne rettigheder, der er umistelige, simpelthen falske. Vi har mistet en del, og det ser ud til, at vi i praksis er ved at tabe endnu flere.

Jeg opfordrer derfor de demokratisk sindede af vore politiske partier til at tage forvaltningsrettens  borgerrettede og i princippet, men ikke længere grundlovssikrede rettigheder op på deres program som indholdsmangler i vores demokratiske orden.

Justitsministerens ret til at frafalde eller rejse tiltale

Justitsminister Søren Pind  har – såvidt jeg erindrer – udtalt sig meget positivt om Justitsministerens prærogativ som den, der ultimativt tager stilling til, hvornår anklagemyndigheden kan beslutte sig for at tiltale eller rejse frafalde tiltale. Jeg er bestemt ikke enig i ministerens vurdering, men anerkender, at sådan har Grundloven indrettet det.

Det ligger ikke lige for at komme med et raskt forslag til hurtig forfatningsændring; men man kan henvise til lande, hvor bekæmpelse af korruption i systemet har nødvendiggjort, at anklagemyndigheden er adskilt fra den udøvende magt og er placeret mellem domstolene og regeringen et eller andet sted.

Når der efterr alt at dømme ikke for alvor kan rejses nogen anklage i DONG-sagen kunne det blandt meget andet tænkes at hænge sammen med, at centralpartierne er fedtet godt og grundigt ind i sagen.  Derved står vi i en situation, hvor de sager, der nu pågår i Brasilien, ikke vil kunne rejses , fordi det ikke er i regeringens interesse.

Danmark har kort sagt ikke noget egentligt korruptionsværn. Derimod kan vi fortsat rende rundt og mene, vi ikke har korruption her i landet.

I anledning af de tilstundende dage på Bornholm vil jeg derfor opfordre til, at nogen tager bolden op og diskuterer hensigtsmæssigheden af den nuværende ordning.  Jeg står gerne til rådighed med yderligere eksempler.

Grønland og Grundloven

 

Billede af Nuuk havn og Sermitsiaq

MH (c) foto. Sermitsiaq og havn

Grønland har sin egen nationaldag, og Grundloven, der jo også på papiret gælder i Grønland, festligholdes ikke i nævneværdig udstrækning. Det kunne man jo undre sig lidt over, for er Rigsfællesskabet slet ikke værd at fejre?

Selvstyreordningen er en kompliceret affære. I det levende liv udøver de dansk uddannede embedsmænd her en betydelig indflydelse, både indenfor de hjemtagne og de ikke hjemtagne områder efter Selvstyreloven. Minik Rosing har i en radioudsendelse netop udtalt (efter hukommelsen), at den danske indflydelse på Grønland snarere er blevet større end mindre efter overgangen til Hjemmestyre og Selvstyre.

Irritationen over den danske indflydelse i Grønland kan udtrykkes på mange måder; efter min vurdering er en ret stor del af den berettiget, men ikke helheden. Dansk retfærdiggørelse bør imidlertid ikke ske med, at alt er sket efter “den bedste mening”. Problemerne kan gøres op på mange ledder og kanter, men fælles for dem alle er, at den nødvendige viden om grønlandske forhold og grønlandsk kultur ikke er til stede i Danmark. Det kunne have været løst med lidt ydmyg interesse og selvkritisk sans, men sådan er det bare ikke.

På en række områder er der nok en tilbøjelighed til, at kritikken af  alt, hvad der er Danmark og dansk skyder over målet. Overgangen fra fangerkultur til moderne civilisation er helt anderledes end bondelandets. Inuit har en helt anden arbejdsmoral, der skyldes et mere enkelt forhold til kulturens reproduktion og livets opretholdelse. Der er intet af den protestantiske etik i den grønlandske selvforståelse. Her er der snarere sælforståelse. Fiskeri og fangst (og jagt) er nødvendigheder for familiens og bygdens opretholdelse. Når sulten truer, må den modige fanger tåle de værste strabadser og begive sig ud på isen i vintermørket og skyde sæler. Ellers dør bygden. Men når der er mad til de næste dage, nyder fangeren livet med familien.

Mon ikke der er en tilbøjelighed til, at Danmark både får en del af æren og forbandelsen i forbindelse med etableringen af det moderne Grønland og den rodløshed og fremmedgørelse, den har trukket med sig?

Grønlænderne har et alt for underdanigt forhold til myndigheder og magtudøvelse. Det hænger også sammen med, at Danmark i kolonitiden og siden i Selvstyret og Hjemmestyret ikke har gjort nok for at udbrede kendskabet til de beskyttelsesmekanismer overfor forvaltningernes vilkårlige magtudøvelse, Grundloven også skulle have udstyret dem med. Måske skyldes det hensynsfuldhedsbetændelse; men det kan også ligne en slags selvtilstrækkelig og magelig tilbøjelighed til at indrette administrationen smidigt – uden de tidkrævende retsgarantier.

Det er mit håb, at der i de kommende år gøres en fortsat intensiveret indsats for at udbrede kendskabet til grønlandsk kultur, vilkår og tankegang i Danmark. Måske kunne danskerne så nå at komme i øjenhøjde?

Jeg skal udtrykke mit håb og min glæde over, at Grønland nu på det digitale område ser ud til at få samme grad af  beskyttelse af persondata som mennesker i resten af den vestlige verden. En kongelig anordning om Persondataloven er netop godkendt i Landstinget og træder i kraft her med en treårig udrulnings- og overgangsordning.

Det er mit indtryk, at Justitsministeriet og Datatilsynet, som området hører under, vil arbejde for, at der sker noget på området.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.