Hadprædikanter og flermanderi / flerkoneri som trossag

Portræt af Mikael Hertig

Mikael Hertig (c) 2015

SÅDAN BLIVER MAN HADPRÆDIKANT

For det første skal man være udlænding, der har levet eller lever i sit hjemland.

For det andet skal man der have udtalt sig positivt om skikke i sit hjemland, som er i uoverensstemmelse med dansk skik og brug.

For det tredje skal man kunne tænkes at få lyst til at rejse ind i Danmark.

Hvis man er erklæret tilhænger af flermanderi eller flerkoneri i sit hjemland, er man kvalificeret til at blive optaget på den kommende danske hadprædikantliste.

Det giver anledning til denne kommentar:

Hvis man er udlænding og tilhænger af bigami, trigami eller flermanderi eller flerkoneri, så er man helt klart i strid med folkekirkens traditioner. Ingen dansk præst vil efter den nuværende ordning kunne medvirke, hvis for eksempel Inger Støjberg tager sig en mand nummer to og vil have papir på det.

Simon Spies holdt harem. Pigerne købte han sig til.  Den danske befolkning så imponeret til, mens han rejste rundt med sine fastansatte skønheder, der stod til rådighed foroven og forneden.

Tidligere danske konger og adelsmænd kunne have om ikke en kone til hver finger ad gangen, så dog en kone til højre og en til venstre hånd. Om de fik ordnet det som ægteskab, kan historikere med ekspertise i kongehuset muligvis bidrage med oplysninger om (Hov!Bakke?).

Den danske lovgivning er pt. indrettet sådan, at man kan have lige så mange faste elskere/elskerinder, man vil, og man kan bo sammen med dem. Intet forhindrer een i at sove med dem alle sammen i en seng på 20 kvadratmeter. Men hvis man vil have et ægteskabs retsvirkninger til at godkende en faktisk tilstand fra det levende liv, så må der kun være to ad gangen.

Som antydet medvirker folkekirken ikke efter den hidtidige danske skik til at vie mere end et par, og først for nyligt fik vi indført, at det var uanset slags. Så efter vores folkekirkelige ordning og gældende dansk ret kan et ægteskab bestå af to og kun to personer.

Hvis man nu kommer fra et land , hvor kvinderne må holde flere mænd eller omvendt, hvor mændene må holde flere kvinder, og erklærer sin opbakning til denne ordning,  så kvalificerer  man sig nu til at blive anset for hadprædikant, og som sådan må man ikke rejse ind i Danmark.

Da emnet er organisering af langvarige kærlighedsforhold, kunne man undre sig en anelse.

Set med nutidens øjne er spørgsmålet, hvorfor og hvordan egentlig religionen kommer ind i billedet.

Samfundet har haft og har fortsat en interesse i reproduktion. Der skal hele tiden kunne komme nye generationer til, og gennem velsignelsen af pardannelse og parring under ordnede forhold har den hellige alliance mellem statsmagt og kirke kunnet kriminalisere promiskuitet. I folkekirken har vore prædikanter på prædikestolene tordnet mod utugt, og selve begrebet synd er mere end noget andet blevet forbundet med seksualitet udenfor den eksisterende godkendte skik og brug.  Omkostningen ved denne uhellige alliance har været udskamningen af de uægte børn, som i tider har måttet friste en kummerlig og nedværdigende tilværelse. Tanken har været, at kunne man tæmme lysterne og indhegne dem indenfor ægteskabet, ville de opvoksende slægter få de bedst mulige vilkår.  Men de uægte børn blev dog døbt.

Hvad der er halal eller haram af ordninger med hensyn til seksuallivets regulering er kulturbestemt.  Kulturelle skikke internaliseres

Derved bliver individets tilslutning til en  norm af vedkommende oplevet som noget, det selv mener.

Men utroskab er i dagens folkekirkelige sammenhæng ingen specifik synd. Vi er syndere hver dag, fordi vi er mennesker, der kun delvist vil og gør det gode. I den gamle oversættelse af Romerbrevet sagde Paulus: ” Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”  Det er et grundvilkår for mennesket at være synder, og det kan det ikke ved gode gerninger frigøre sig fra.

Med den ulykkelige term ‘hadprædikanter‘  udstødes mennesker, der gerne ser en anden retlig eller kirkelig ordning end den efterhånden danske, hvorefter tre eller fire personer ikke kan opnå statslig godkendelse af deres ellers faste forbindelse. Ordet er nyt og endnu ikke optaget i Ordbog over det danske sprog.

Der gøres forskel på herboende hadprædikanter og udlændinge, der er kendt for deres holdning til kulturel, kirkelig eller statslig regulering af seksuallivet i overensstemmelse med skikkene i det land, de kommer fra.

Situationen opstår, hvis en kvindelig ypperstepræst i et matriarkat vil rejse ind i landet på trods af, at hun er tilhænger af en ordning, hvor én kvinde holder flere mandlige elskere.

Det kan undre, for den mest altoverskyggende norm i det danske samfund er, at prostitution er sex uden kærlighed og dermed bør være mere eller mindre forbudt. Imidlertid synes det mig en kendsgerning, at kønsdriften kan føre til kærlighed, men ikke behøver gøre det. Vi har i det mindste en ungdomskultur, hvor forældrene med rette bliver mere bekymrede, hvis ikke der sker noget, end hvis der gør.

Kun et forsvindende lille mindretal af bibeltroende forbander sex før ægteskabet. Kun et lille mindretal beflitter sig med promiskuitet i det danske samfund i det hele taget.

Behovet for statslig eller kirkelig regulering af  seksuallivet er simpelthen ikke nogen politisk nødvendighed, og det er i det hele taget ikke noget emne  i dansk nutidig politisk sammenhæng.  Vi tror mere på kærligheden, både i kirken og i samfundet. Hvis nogen kan finde ud af at leve i kærlighed tre eller fire, så strider det vel nok mod den kirkelige orden og ægteskabsloven. Men vi udelukker ikke, at danskere kan leve et sådan liv i troskab mod hinanden, i kærlighed og dermed til glæde for Gud.

Reguleringen kommer kun frem i fremmedhadets tjeneste. Det gælder en familie, der består af en far, to koner og deres børn, når de som flygtninge søger asyl. Vores samfundsordning tilsiger i sin uendelige selvtilstrækkelighed, at vi slet ikke kan have sådanne familier her i landet. Så manden (sic!) må sandelig vælge, hvilken kone han vil beholde, og hvilken han vil skille sig af med, og om hans børn med den nu udskilte kone skal blive her i landet eller ej. Det er så menneskeligt ækelt, som det kan være.

For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, v43  jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. v44  Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? v45  Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! ”     Matthæus, Kap 25.

Denne menneskefornægtelse fortsætter nu med den nye liste over hadprædikanter. Egentlig behøver man slet ikke prædike had for at være hadprædikant efter den lov, der nu vedtages.  Man skal sådan set være udlænding og gå ind for flermanderi eller flerkoneri. Hvis vedkommende er en form for præst, risikerer man i sit hjemland at have lovprist sit eget lands organisering af kønsdriften og familielivet som noget Gud velbehageligt.

Men vi giver dem ikke noget at spise eller drikke.  Vi smider dem ud. Mere utiltalende patronisering skal man lede længe efter.

Til alt held vil der i bunden af loven stå: “Denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland…”

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.